08.02.2013
Artikel

Enorm følelse af afmagt

Grænsen mellem mobning og chikane har været flydende for arkæolog Kamilla Troelsen, som har følt sig forfulgt og overvåget af sin chef.

Af Martin Ejlertsen
Er det mobning? Er det chikane? Eller er det noget helt andet? Problemerne for arkæolog Kamilla Troelsen hobede sig i hvert fald op i forbindelse med en ansættelse på et museum. Her stødte hun ind i store problemer med en museumsinspektør, som var leder af en anden afdeling. 

På museet er der forskellige typer arkæologer ansat, og de kan godt stikke lidt til hinandens faglighed og viden med et smil på læben, men når de er i felten på arbejde, så respekterer de normalt hinanden, fortæller Kamilla Troelsen, som i en periode med få udgravninger blandt andet sorterede genstande, der skulle sendes videre til Nationalmuseet.

“I det arbejde stødte jeg på en genstand, som jeg aldrig havde set før. Der kunne jeg se på inspektøren, at jeg pludselig ikke længere var noget værd i hendes øjne. Siden den dag har hun endevendt alt mit arbejde og retter det til lige foran mig uden at sige noget. Det er enormt frustrerende”, siger Kamilla Troelsen. 

Ofte sad Kamilla ved et bord og lavede beskrivelser af forskellige arkæologiske genstande, mens hun kunne se sin overordnede sidde ved et andet bord og systematisk gennemgå og eftertjekke alt Kamillas arbejde uden at sige et ord. Desuden blev der sendt blikke og kun talt få ord i et tonefald, som skabte stort ubehag.

“Det var så tydeligt, at jeg ikke længere var noget værd i hendes øjne”, siger Kamilla Troelsen.

Ignoreret
Forløbet har betydet, at hun fagligt er blevet mere ærekær om sit arbejde. Men hun er også kommet tættere på sine kolleger, fordi de ganske enkelt har det til fælles, at de ikke kan lide inspektøren. Men selvom kollegerne bakkede hende op, så følte Kamilla ikke, at hun kunne finde hjælp til at løse sagen.

“Det giver en enorm følelse af afmagt. Det er meget hårdt fuldstændig at blive ignoreret af en overordnet. Jeg følte en stor mangel på respekt for mine kompetencer”, siger Kamilla Troelsen, som til sidst gik til museumslederen, hvor hun kunne græde ud. Selvom lederen støttede Kamilla og viste forståelse for hendes frustration, så fik hun beskeden, at der desværre ikke var noget at stille op med inspektøren. Kamilla greb derfor til sidst fat i en tillidsrepræsentant på et andet museum for at vende situationen. Hun fik beskeden, at hvis det blev for meget, skulle hun gøre en sag ud af det og derfor kontakte DM. 

“Men jeg valgte ikke at gøre en sag ud af det. Mine andre opgaver på museet er så gode, at jeg kan leve med chikanen”, siger Kamilla og pointerer, at hun nu prøver at undgå kontakt med inspektøren. Holdningen er, at hverdagen skal fungere. 

“Jeg kan se i hendes blik og høre i hendes tonefald, at hun vil chikanere mig igen, hvis hun får chancen. Det er meget ubehageligt. Men jeg vægter mit arbejde højere, end at jeg støder ind i hende, så jeg indretter mig efter det”, siger Kamilla Troelsen