16.11.2012
Artikel

Det’ mit job, Niels Jørgen Andreasen

Niels Jørgen Andreasen, 56 år. Gallerist, kunst- og antikvitetshandler

Af Thomas Bøttcher
Du har tre kunst- og antikvitetsforretninger i Aarhus. Hvordan havnede du i branchen?

Med modermælken. Jeg har interesseret mig for kunst og kunsthistorie, siden jeg var knægt. Samme dag jeg blev 18 år, lavede jeg et anpartsselskab sammen med mine forældre, hvorfra vi solgte antikviteter og kunst. Senere, mens jeg læste på universitetet, gik jeg til forelæsninger om formiddagen, og om eftermiddagen passede jeg så min kunst- og antikvitetsforretning. Da jeg var færdiguddannet, begyndte jeg at udleje moderne kunst til virksomheder fra mit galleri i Aarhus. Et halvt års tid senere ringede auktionshuset Nellemann & Thomsen og bad mig blive kunsthistorisk konsulent. Senere blev jeg leder af kunstafdelingen samme sted.

Hvad er det, der driver dig? 

På den ene side har jeg fagligheden med mig, og på den anden side er der jagten og et stort købmandsgen, som jeg er vokset op med. Det er kombinationen af de to ting – samt et meget stort netværk, jeg har bygget op gennem mange år i branchen – der fascinerer mig, og som giver en forretning. Jeg synes, jeg har et privilegeret liv, og det er en gave at arbejde med det, jeg brænder for.

Har du et særkende som handlende?

Seriøsitet – og så er det vigtigt for mig, at det, jeg har i mine forretninger, ikke er noget, der kan måles og vejes. Hvis du har en tallerken fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, kan du gå ind på nettet og finde ud af, hvad den præcis koster. Jeg handler med alt det andet, som du sjældent ser. Det unikke. Endelig vil jeg nævne, at jeg også sælger internationalt og til museerne, og det synes jeg, er virkelig spændende.

Hvordan fungerer dine forretninger?

Det er ligesom at handle med brugte biler. Jeg ved, hvad varen omtrentlig koster, og hvad den kan sælges for. Derimellem skal der være en fortjeneste. Når jeg køber et bohave eller en samling, bliver det ikke udpenslet, hvad den enkelte ting koster. Jeg køber til en samlet pris, og derefter prisfastsætter jeg varen. Jeg handler også på auktioner, hos kolleger, ligesom jeg fungerer som formidlende bindeled for folk, der vil sælge, og for potentielle købere. Folk henvender sig direkte til mig i min forretning for at sælge”.

Hvordan har kunst- og antikvitetsbranchen det i dag?

Svært – dels på grund af krisen, dels fordi man skal tilpasse sig markedet hele tiden. Rigtig mange antikvitetsforretninger er lukket. Nogle har ikke formået at omstille sig til nye tider med internettet, hvor almindelige mennesker handler selv. Netauktionerne har kronede dage, og når de har tur i den, går det ud over de handlende. Samtidig tror jeg, at det har betydet noget, at de store årgange fra 1940’erne begynder at sælge ud. Udbuddet af varer er derfor meget stort i forhold til efterspørgslen, for de købestærke årgange i dag er ikke særlig store. Endelig kan man nævne, at folks smag løbende har ændret sig. Vi indretter vores boliger anderledes og mere minimalistisk end tidligere. Folk samler ikke som krigsgenerationen, der voksede op i et mangelsamfund. De bor jo simpelthen i museer. Sådan er det ikke i dag.