16.11.2012
Artikel

Sådan Skrev Vi: Meld Jer Ind!

Af Mogens Tanggaard
Opfordringen om at melde sig ind i en fagforening, in casu Dansk Magisterforening, er ikke af nyere dato, hvor DM jo målrettet arbejder på at få unge studerende til at melde sig ind. I “Meddelelser til Medlemmerne”, Magisterbladets forløber, kunne man i nr. 66 fra 1943 – i øvrigt 25-års-dagen for foreningens grundlæggelse – læse følgende:

“De nye cand.mag.’er og Magistre ved Universiteterne i København og Aarhus har fået tilsendt følgende Henvendelse: Alm. dansk cand.mag. Organisation lykønsker hermed Aarets nye cand.mag.’er og Magistre og indbyder hermed høfligst alle til Indtrædelse i vor Organisation”.

Lige hvordan den sproglige formulering er i dag, når der skal hverves nye medlemmer, ved jeg ikke, men måske kan en underspillet strengt bydende tone have en effekt. Høflighed koster jo ingen penge, som man siger.
Foreningen havde i sit 25. år 684 medlemmer: 455 ved landets skoler, 215 enkeltmedlemmer og 14 inaktive medlemmer.

Hjælp til selvhjælp
Nyt er heller ikke arbejdsløsheden for nyuddannede magistre. I nummer 69 fra 1944 skriver foreningens formand:
“Hjælp til Selvhjælp er vort Motto, naar det gælder at skaffe de unge Beskæftigelse. En Del af de cand.mag.er, der henvender sig til Organisationen, synes at mene, at det er vor Opgave at skaffe dem Beskæftigelse, og lykkes det os, haaber de ofte, Beskæftigelsesarbejdet med Tiden kan blive en fast Stilling. (…) Organisationen vil fremdeles hjælpe de unge efter bedste Evne, men vi har det Indtryk, at nogle af de unge cand.mag.er ikke lægger sig tilstrækkeligt i Selen for at opnaa Arbejde på egen Haand”.

Igen mærker man den løftede pædagogiske pegefinger. Ak ja, det var dengang.

Interessen for de unge studerende og dimittender løb som en rød tråd gennem foreningens aktiviteter. I 1946 har foreningen således forhandlet med studenterrådsformændene ved de to universiteter om dannelsen af en juniorforening af stud.mag.er. 

“Der vil antagelig i nær Fremtid blive holdt et Møde paa Universitetet (Københavns, red.) som Led i Agitationen for bedre Føling med de unge”. Den 1. maj året efter bliver “Stud.mag.-Organisationen” stiftet.

I samme år skifter foreningen så navn fra “Almindelig Dansk cand.mag. Organisation” til “Dansk Magisterforening”, som er en sammenslutning af “candidati magisterii, magistri artium og magistri scientiarum”.