12.10.2013
Artikel

Glem ikke kammertonen

Den respektfulde omgangstone går fløjten som noget af det første, når vi bliver presset. Vi vender for sjældent blikket indad, men sender sorteper videre til vores kolleger i stressede situationer. Birgitte Sally har i en ny bog opsamlet erfaringer fra danske arbejdspladser i nedgangstider.

Af Pernille Siegumfeldt
Du kender situationerne: En kollega, som glad slår sig ned på dit kontor om morgenen for i den næste halve time at fortælle om et arrangement på sine børns skole dagen inden, mens du selv har hovedet fuld af planlægning og opgaver, der står i kø. En kollega, som bruger det meste af mødetiden på at udfolde egne tanker og idéer, så andre ikke når at komme til orde. Og en kollega, som altid har en lille sarkastisk stikpille klar, der kan tolkes både som en kritik eller lidt for sjov, så du aldrig er helt tryg ved personen.

Du ved måske også, hvor frustrerende det er at gå fra konferencer og seminarer, hvor du ville have argumenteret for en sag, men alligevel ikke rigtigt kom på banen. Og hvor det – igen! – var den selvsikre og mere velformulerede kollega, der rejste sig og afleverede et overbevisende indlæg.

“Der er mange “idioter” på vores arbejdsplads. Endnu flere, når der er krise, og frygten for fyringer og et øget arbejdspres fylder i hverdagen. Vi reagerer ofte udad, når vi er pressede, og den måde, vi kommunikerer på, påvirker trivslen både hos os selv og hos dem omkring os”, forklarer Birgitte Sally.

Hun er cand.mag. i kommunikation og teatervidenskab, direktør i egen undervisnings- og konsulentvirksomhed og forfatter til flere bøger om kommunikation. I de senere år har Birgitte Sally beskæftiget sig en hel del med medarbejdere og chefer på nedskæringsplagede arbejdspladser, og hun kan se, at visse mønstre træder tydeligere frem, når vi føler os pressede.

“De konflikter, vi oplever med kollegerne eller med chefen, bunder sjældent i, at vi er uenige. De bunder derimod i den måde, vi kommunikerer vores uenighed på eller helt lader være med at tale om den”, uddyber Birgitte Sally.

“Vi projicerer gerne vores frustrationer over på andre, og vi kan have vanskeligt ved at erkende, hvad vores egen andel er i situationer, hvor vi ikke kan finde ud af at sige fra, eller hvor vi ikke føler, at vi bliver hørt. Ofte har vi ikke modet til at konfrontere os med vores egne ømme tæer og automatreaktioner, og derfor fører vi krigen over på de andres banehalvdel”, påpeger Birgitte Sally.

Det, der ikke bliver sagt
Tag fx kollegaen, der gerne vil sludre.

“Det er jo ikke kollegaen, der har et problem. Det er dig, der ikke kan finde ud af at sætte en grænse. Sige, at du har brug for et kvarter for dig selv til at få et overblik over dagen. Det samme kan du sige i forhold til kollegaen, der tager al mødetiden. Du får tunnelsyn af bare ophidselse, fordi du måske bliver irriteret over din egen mangel på gennemslagskraft. Men i stedet for at kritisere den anden kan man prøve at være konstruktiv og fx foreslå runder indført på næste personalemøde, så alle kan komme til”, foreslår Birgitte Sally.

Alt det, der ikke bliver sagt, laver vi historier om, fastslår hun.

“Vi tror fx, at den sarkastiske kollega er aggressiv, fordi vedkommende har et horn i siden på os, mens vedkommende i virkeligheden sætter sine små verbale angreb ind som et forsvar. Og hver gang der kommer en ny stikpille, bekræfter det os i en fortælling, vi selv har skabt, fordi vi forudsætter, at andre tænker som vi selv gør”, siger Birgitte Sally.

I en tid, hvor selvledelse er et af de store mantraer, ikke mindst på de akademiske arbejdspladser, bliver dine kommunikationskompetencer endnu vigtigere, for der er ikke nødvendigvis andre til at gøde jorden for dig. Du skal fungere med din chef og dine nærmeste kolleger i hverdagen, men du indgår også i adskillige andre arbejdsnetværk, hvor du skal skabe kontakter og være synlig. Næsten uanset hvad du laver, forventes du at kunne præsentere en idé eller et projekt på møder, over for større forsamlinger osv.

At blive et retorisk orakel eller finde en hidtil ukendt styrke til at sætte foden i døren sker ikke over night. Men man kan øve sig. Og man bør øve sig, pointerer Birgitte Sally.

“De, der for alvor kommer i klemme, er de superdygtige, introverte fagmedarbejdere, der helst bare vil passe deres arbejde ved skrivebordet. For dem er dialogen og kommunikationen en kæmpe udfordring, mens de, der skaber noget larm i gaden, tager ordet på møder og viser sig både til fyraftensbajeren, morgenmaden og på klubmøderne, bare fylder mere i vores bevidsthed. Det er ikke nødvendigvis fair, men det er en kendsgerning. De, der kan noget med ord, følger vi andre ofte gerne”, understreger Birgitte Sally.

Egen banehalvdel
Så hvor starter man, hvis man vil øve sig?

“Du skal først og fremmest lure lidt på, hvornår der er noget, du tricker på negativt. Du kan godt mærke, hvis der er noget, du helst vil skubbe væk. Du skal blive bevidst om dine tankemønstre og om, hvad det er for nogle leveregler og forventninger, du agerer efter. Du kan ikke lave dig selv grundlæggende om, men du kan erkende, hvis du har nogle begrænsninger, som trækker dig ned. Alene accepten af, at du er sådan, og at det er okay, er et stort skridt frem”, fortæller Birgitte Sally.

“Du skal også kigge udad, måske prøve at samarbejde med folk, der har nogle af de kommunikationskompetencer, du selv mangler. Du bør altid holde frustrationerne på egen banehalvdel. Følelser gør dig uklar, så det er en rigtig dårlig idé at sige eller skrive noget i spontan ophidselse”, siger hun.

At tage ordet i en stor forsamling kan også være en stor udfordring for mange.

“Start med at sige det højt, hvis du er enig i det, der bliver sagt på et møde. Eller tag fat i ordstyreren og bed om at få ordet fra start, så du ikke skal bryde ind i noget. Hvem kender du, som gør det godt? Hvad gør vedkommende, hvordan er kropssproget, starten, afslutningen? Kopier de gode rollemodeller. Du føler dig garanteret både klodset og akavet og inkompetent de første gange, men i forhold til at indtage scenen gælder det som med alt andet: Det bliver nemmere med øvelsen”.