01.06.2012
Artikel

Det’ mit job: Ole Fjordgaard Kjær

Ole Fjordgaard Kjær, 35 år, Souschef i Licensafdelingen, Råstofdirektoratet (Grønlands Selvstyre)

Af Martin Christiansen
Du har studeret samfundsfag og historie og skrevet speciale om FN med udgangspunkt i Hobbes og Kant? Hvorfor søger man så job i Råstofdirektoratet i Grønland?

Ja, hvorfor? Det er et spørgsmål, jeg har fået stillet mange gange, men det er nok mere en tilfældighed, end det er en mangeårig drengedrøm. Ligesom andre specialestuderende begyndte jeg også at orientere mig på arbejdsmarkedet efter interessante job, da specialet var tæt på at være færdigskrevet. Her fandt jeg ret hurtigt en stillingsannonce fra Råstofdirektoratet, som jeg søgte – uden at tænke nærmere over det. Derfor var jeg også noget overrasket over mig selv, da jeg en måned senere sad i Nuuk og var i gang med at forvalte mineralske råstoffer. Det gik virkelig hurtigt.

Hvad laver du i Råstofdirektoratets ­licensafdeling?
Som ansat i Licensafdelingen har vi den første kontakt til de internationale mineralselskaber, der ønsker at udforske den grønlandske undergrund for mineraler (guld, zink, jern, diamanter og sjældne jordarter m.fl., red.). Mine opgaver er mangeartede – lige fra markedsføring af vores mineraler til mere klassiske myndighedsopgaver. Og ikke nok med det, så er der også et praktisk element i jobbet. Det sker også, at jeg er ude at holde opsyn med de mange efterforskningsprojekter. Men det sker ikke så hyppigt mere, efter at jeg er blevet chef.

Hvis Grønland går fra at være en fisker-/fangernation til en minenation, vil det betyde en markant ændring af det Grønland, vi kender i dag, både økonomisk, kulturelt og miljømæssigt. Hvordan oplever du denne forandring?
Den forandring oplever jeg hver dag. Som offentlig forvaltning har man daglig kontakt med både borgere, ngo’er, andre departementer og styrelser og et hav af udenlandske interessenter. Man får derfor en masse input, som berører netop disse forandringer. Jeg kan ikke læse en avis, uden at der står et eller andet om råstoffer. Emnet optager utroligt mange mennesker i disse år, lige fra fiskeren i Nordgrønland til borebissen i Sydgrønland og den caffe latte-drikkende danske akademiker i Nuuk. 

Emnerne varierer, lige fra om fangere og fiskere skal omskoles til at arbejde i minerne eller på boreplatformene, til hvad vi skal leve af, hvis vi ikke finder råstoffer i et kommercielt omfang. Og som embedsmand i Grønland er man særdeles tæt på beslutningerne, så en stor del af mit arbejde består i at navigere i det spækhuggerfyldte farvand med forskellige meninger og udarbejde beslutningsgrundlag, der tilfredsstiller alle parter.

Hvad er en god samfundsmæssig udvikling af råstofmulighederne for Grønland set med dine øjne?

Jeg synes, at det er vigtigt for det grønlandske samfund, at det udnytter de muligheder, der opstår. Efter min mening er det derfor en naturlig konsekvens af de investeringer, der foretages i landet i disse år. Mange udenlandske mineral- og olieselskaber poster mange penge i samfundet, og så er det selvfølgelig vigtigt, at pengene bliver forvaltet bedst muligt til gavn for flest mulige mennesker – og ikke mindst, at det sker på en bæredygtig måde.

Hvordan udvikler du dig personligt og fagligt ved at være ansat i Råstofdirektoratet?
Det er altid sjovt at være med i en proces, hvor der er fart over feltet, og det må man bestemt sige, at der er inden for råstofområdet i Grønland i disse år. Selvom vi render stærkt i direktoratet, er der heldigvis også tid til personlig og faglig udvikling. I vinter afsluttede jeg en lederuddannelse, som jeg har taget sideløbende med de daglige arbejdsopgaver. Og derudover har jeg haft mulighed for at deltage i en række kurser i bl.a. USA og i England, som alle har været med til at klæde mig på fagligt. Særligt leder- og forhandlingskurserne på London School of Economics (LSE) har været med til at skærpe den mere intellektuelle tilgang til arbejdet, og på det mere praktiske plan har jeg haft stort udbytte af en række sikkerhedskurser, som jeg har deltaget i.