18.05.2012
Artikel

Magistre, jordbrugs­akademikere, dyrlæger og landskabsingeniører i samme hus

Af Mogens Tanggaard
Et nyt fælles akademisk, administrativt samarbejde har set dagens lys. De tre fagforeninger Jordbrugsakademikerne (JA), Den Danske Dyrlægeforening (DDD) og Danske Skov- og Landskabsingeniører (DSL) underskrev i marts en lejekontrakt – med DM som udlejer. Det betyder, at de senest 1. juni 2014 flytter ind i bygningen Peter Bangs Vej 32 (se foto), som DM netop har erhvervet, og som støder op til DM’s nuværende bygning i Nimbusparken.

Efter nogle ombygninger vil de to bygningskomplekser danne rammen om et nyt bofællesskab mellem det fælles sekretariat, som JA, DDD og DSL i forvejen har etableret, og DM’s sekretariat.

“Det er et rigtig godt eksempel på, at akademiske organisationer kan samarbejde i stedet for at bruge kræfter på at konkurrere om medlemmerne. Tillidsrepræsentanterne ude på arbejdspladserne kan jo berette om det gode og frugtbare tvær­akademiske samarbejde, så det, vi har givet hinanden håndslag på, ligger i naturlig forlængelse af medlemmernes daglige virkelighed”, betoner DM’s formand, Ingrid Stage.

DM har i forvejen en del samarbejde om bl.a. konferencer med JA – det kan nu blive intensiveret og udvidet med DDD og DSL, hvilket ligger godt i forlængelse af DM’s satsning på faglighed, herunder arrangementer, møder, kurser m.v. med et naturvidenskabeligt indhold. “Nu er vi jo under samme tag, så det må alt andet lige lette samarbejdet”, siger DM-formanden, der pointerer, at samarbejdet ikke vil berøre de fire fagforeningers selvstændige profil.

Til det kommer også de administrative besparelser, der følger med bofællesskabet.

“Med flere fælles løsninger – i første omgang omfattende kantine og reception og på længere sigt givetvis også it, bogholderi osv. – vil der alt andet lige kunne frigives kontingentkroner, som kan bruges til endnu flere aktiviteter og ydelser til DM’s medlemmer”, pointerer DM’s direktør, Christian Strøm, der kan se tilbage på nogle års ihærdig indsats for at bringe DM i en favorabel position som ejer og ikke lejer af lokalerne i Nimbusparken med deraf følgende konsolidering af DM’s samlede økonomi.