13.04.2012
Artikel

Mød op!

Af Ingrid Stage
MP, pensionskassen for magistre og psykologer, afholder sin årlige generalforsamling den 23. april. Pensionskassen er et medlemsejet formuefællesskab, og generalforsamlingen er pensionskassens øverste myndighed, hvor medlemmerne i den skriftlige og mundtlige beretning og debatten får mulighed for at få et samlet overblik over MP’s aktuelle situation. På selve generalforsamlingen har alle medlemmer mulighed for at stemme om forslag fra såvel bestyrelse som enkeltmedlemmer, blandt andet vedtægtsændringer. Forslagene er beskrevet og begrundede i det skriftlige materiale.
MP er en del af administrationsfællesskabet Unipension, der ud over vores egen kasse består af Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere og Dyrlæger. Det betyder fælles administration af blandt andet medlemsservice, aktuarservice, investering, it, kommunikation og risikostyring. Fælles administration og større volumen giver mulighed for at minimere omkostningerne og få en stærkere position på pensionsmarkedet.

Som det vil være Magisterbladets læsere bekendt, har de seneste år været præget af en del turbulens. Akkurat som andre pensionskasser blev MP for nogle år siden kritiseret for investeringer i firmaer, der ikke levede op til etiske krav.

Debatten og medlemmernes krav om opstramninger førte til vedtagelse af etiske retningslinjer, som blandt andet forbyder investeringer i produktion af kontroversielle våben eller i firmaer, der anvender børnearbejde og lignende. Det er et højt prioriteret område, der kræver stadig overvågning og udvikling af retningslinjerne, så de bliver præcise, konkrete og implementerbare og samtidig tager højde for ny viden om skadelige produktionsforhold. Materialet til generalforsamlingen beskriver arbejdet med retningslinjerne og vil ganske givet give anledning til en interessant debat om balancen mellem den økonomisk bedste forvaltning af medlemmernes pensionspenge og det brede forbud mod uetiske investeringer.

Omvalg og ændring af gruppelivsordningerne har også givet dønninger i MP. En del af miseren må administration og bestyrelser tage på sig, for kommunikationen til medlemmerne har ikke været optimal. Det er min vurdering, at der er blevet lyttet til kritikken, og at administrationen gør sig store anstrengelser for at holde kontakt til og orientere de faglige organisationer, som så kan være med til at formidle informationer til medlemmerne på så tidligt et tidspunkt, som fortroligheds- og tavshedsforpligtelser giver mulighed for.

Den seneste kontroversielle sag, som har givet anledning til voldsom intern og offentlig debat, handler om aflønning og fratrædelse af den tidligere direktør. Her er der tale om en sag, som MP har informeret om på MP’s hjemmeside. Sagen verserer fortsat i Finanstilsynet, hvorfor der vil blive informeret yderligere, når tilsynets afgørelse foreligger. Det har dog ikke forhindret dele af pressen i at få og videregive oplysninger om fortrolige drøftelser i bestyrelsen, som er tavshedsbelagte. Skriverierne har formentlig givet nogle af MP’s menige medlemmer et mere negativt billede af deres pensionskasse, end rimeligt er. Beretningen og debatten på generalforsamlingen vil forhåbentlig kunne bidrage til at give et klarere billede af denne sag, der endnu ikke er fuldt afsluttet.

Der er fremsendt 9 forslag fra medlemmerne. Et af dem handler om stillingtagen til administrationsfællesskabet med de to øvrige pensionskasser i Unipension. Det foreslås, at MP udtræder med den begrundelse, at kulturerne er for forskellige. Jeg har været med i bestyrelsen i fem måneder, men har ikke oplevet sådanne kulturforskelle. Tværtimod har jeg oplevet en stor fælles interesse i at udvikle fællesskabet til gavn for medlemmerne i alle tre kasser og for at varetage alle medlemmers interesser ansvarligt og etisk korrekt og med så megen transparens, som lovgivningen giver mulighed for.

Det er min overbevisning, at det vil være i medlemmernes interesse, at fællesskabet fortsætter og udvikles. Vi bør udnytte, at vi er begunstiget med en dygtig administrativ ledelse i Unipension og i fællesskab arbejde på at undgå ny turbulens, så vi kan koncentrere os om formålet: at sikre den bedste forvaltning af medlemmernes pensionsindbetalinger. Der er blevet gjort en kolossal stor indsats for at skabe de bedste rammer for det arbejde. Det vil være en skam at sætte en stopper for det.

Der er vigtige emner på dagsordenen, og jeg vil opfordre DM’s medlemmer til at møde talstærkt op. Kan man ikke selv møde op, er der mulighed for at give fuldmagt. Proceduren fremgår af MP’s hjemmeside.