10.02.2012
Artikel

Landet uden pause

I Danmark står vi måske over for at forøge vores arbejdstid. I Japan er en arbejdsdag på 12 timer hverdagskost. Magisterbladet er taget til Solens Rige for at se på, hvad der sker, når arbejdslivet bliver altdominerende.

Af Thora Bruun

Asien buldrer derudad, mens krisen kradser herhjemme. Hvad skal vi dog stille op i kampen mod de hurtige og flittige asiater? De har ry for at arbejde hårdt, energisk og målbevidst. Skal vi konkurrere med deres flid, så bliver vi nødt til at arbejde længere. Sådan lyder devisen dagligt fra mange danske politikere og meningsdannere.

Men bør Asien være et forbillede for Danmark, når det kommer til arbejdskultur? For at se på fordelene og ulemperne ved at have arbejdet som absolut førsteprioritet er Magisterbladet taget til Japan, som er et af verdens mest hårdtarbejdende lande. Her har de nogle af verdens længste arbejdstider, hvor en almindelig arbejdsdag sagtens kan strække sig over 12 timer eller mere. Den strenge arbejdsdisciplin, som landet lagde for dagen efter anden verdenskrig, har på imponerende vis løftet Japan til i dag at være verdens tredjestørste økonomi. Men selvom det japanske folk hver dag giver alt, hvad de har i sig, så er det ikke entydigt, om systemet stadig er effektivt for økonomien den dag i dag. Til gengæld er de menneskelige omkostninger uomtvistelige.

Arbejd, arbejd
Der arbejdes i Japan fra tidlig morgen til sen aften. Ifølge en artikel fra The Financial Times 2008 anslås det, at ca. 84 procent af de japanske fastansatte medarbejdere arbejder over. En ud af fem arbejder 20 timer ekstra ugentligt ud over den normale arbejdstid, skriver avisen.

Mange japanere er stolte af at tilhøre et af de mest hårdtarbejdende folk i verden. Det er unægteligt også lidt af et kunststykke, at det lykkedes Japan at få økonomien til at blomstre, efter at anden verdenskrig havde lagt landet i ruiner. Mange japanere tror stadig på, at hvis befolkningen bliver ved med at arbejde hårdt og længe, så skal landet nok også beholde en plads på verdensscenen og klare efterdønningerne af jordskælvet og problemerne, som følger med den voksende aldrende befolkning.

Bagsiden af denne arbejdsdisciplin er dog kun alt for velkendt for menneskene i Solens Rige: Det er svært at få familielivet til at hænge sammen, hvis ikke en af parterne – hvilket i Japan vil sige kvinden – går hjemme og dermed vinker farvel til en karriere. Mange japanere lider desuden af stressrelaterede symptomer såsom depression, søvnløshed og manglende energi.

At arbejde længe er igen garanti
Der er altså store personlige omkostninger ved systemet, men giver det mere i kassen for firmaerne, der praktiserer lang arbejdstid? Nej, det er ingen garanti i sig selv, for selvom japanerne arbejder meget, er de ikke nødvendigvis effektive. Landet ligger ikke specielt højt på produktivitetsranglisten for industrialiserede lande. I 2006 kom Japan ifølge Japan Productivity Center for Socio-Economic Development fx kun på en syvendeplads.

Hårdt arbejde behøver ikke i sig selv at være nøglen til succes, mener Machiko Osawa, der er professor i økonomi, arbejder på Japan Women’s University og har skrevet flere bøger om den japanske arbejdskultur.

“Lange arbejdstider dræber ansattes kreativitet og kan endda skade deres mentale tilstand. Når der dertil kommer den følelsesmæssige belastning ved ikke at kunne opretholde et sundt forhold til familien, vil mange ansatte ikke være i stand til at arbejde effektivt nok. Dermed reduceres produktiviteten, hvilket går ud over virksomhedens profit”, siger Machiko. Hun ser det også som et problem, at mændenes lange arbejdstider gør det nødvendigt for kvinderne at være hjemmegående, hvis familielivet skal hænge sammen, for det betyder, at den kvindelige arbejdskraft går tabt.

De fleste fortsætter
Langt de fleste japanere er dog stadig med på arbejdsvognen, selvom flere er utilfredse med systemet. Men hvorfor finder de sig i det, japanerne? Ifølge professoren skyldes det blandt andet, at fagforeningerne er svage, og at der ikke foreligger klippefaste arbejdsstandarder. Desuden, siger hun, er flere og flere mennesker løst ansat og dermed i større fare for at miste deres job, hvis de klager over forholdene – så det lader de være med.

En anden forklaring er, at der er mange kræfter, der gerne vil beholde systemet. Mændene sidder stadig i toppen, og selvom det er hårdt at arbejde så længe, ser de også klare fordele ved systemet – såsom den status, de kan opnå i kraft af det, og det bekvemme ved at kunne overlade stort set alle andre pligter til deres kone. Desuden giver systemet mulighed for, at man kan vise sit engagement alene ved at blive længere på arbejde, hvilket gør det nemmere at opnå gode evalueringer og måske endda forfremmelse.

Det ændrer dog ikke på, at mange japanere er imod systemet, men i stedet for at gøre oprør vender de følelserne indad. Fx begår mange japanere selvmord som følge af det enorme arbejdspres. Når det kommer så vidt, skyldes det ofte, at de i stedet for at bebrejde virksomhedens arbejdskultur bebrejder sig selv, at de ikke kan klare presset. De føler simpelthen skam over ikke at være stærke nok.

Forandring er på vej – måske
Professor Machiko Osawa ser dog små spirende tegn på, at en forandring er på vej:

“Der blev indført vedtægter for balancen mellem familie- og arbejdsliv i 2008. Flere mennesker holder betalt ferie, og antallet af arbejdstimer er reduceret lidt”, fortæller hun og tilføjer, at man ser flere og flere familier, hvor både manden og kvinden går på arbejde. Der er dog stadig lang vej, for selvom et udtryk som “fleksible arbejdstider” er blevet et buzzword i Japan, så er det i mange tilfælde ikke inkorporeret i den måde, folk arbejder på.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt Danmark alligevel kan lære af den japanske arbejdsdisciplin på trods af dens hårde omkostninger. Ifølge professoren er svaret ja. Det er dog ikke arbejdstimerne, vi skal kopiere, siger hun, men derimod opmærksomheden på kollegerne og firmaet:

“Jeg synes, at den loyalitet, japanske ansatte udviser over for deres firma, er beundringsværdig. Desuden er japanere gode til at arbejde i grupper og bekymrer sig mere om hinanden på jobbet. Her kunne vestlige økonomier måske lære noget”, siger professoren.