27.01.2012
Artikel

Naturprojekt i Vejen giver hovedbrud

Vejen Kommune skal genetablere en stor nedbrudt højmose. Udfordringerne for kommunens biologer er store. 100 lodsejere skal frivilligt støtte op om projektet.

Af Thomas Bøttcher

Vejen Mose i Sydjylland er et 461 ha stort mosekompleks, der takket være tidligere tiders tørvegravning og omfattende dræning i dag er præget af store tilgroede og nedbrudte højmosestrøg.

Mosen er et af 246 danske naturområder, der sammen med tilsvarende områder i resten af EU udgør et gigantisk naturbeskyttelsesprojekt, Natura 2000, der har sit udspring i EU’s habitatdirektiv fra 1992.

For biologerne i de danske kommuner er projektet ensbetydende med masser af arbejde og formentligt også hovedbrud de kommende måneder og år. Det skyldes ikke kun projektets størrelse, men i særdeleshed også de vanskelige vilkår, planerne skal realiseres efter.

I Vejen Kommune er højmoseprojektet et af fire naturprojekter, som biolog Inge Lise Møller Jensen sammen med to kolleger skal udarbejde detaljerede handleplaner for i de kommende måneder. Herefter kommer det egentlige arbejde med at realisere planerne.

“Det er jo nærmest ønsketænkning. Vi har nogle naturarealer, som skal bringes i gunstig bevaringsstatus. Og på sin vis er det fint, at det bliver krævet af os. Så kan politikerne jo se, at der skal være en indsats på naturområdet. Naturen har været så meget i tilbagegang, og nu skal vi så endelig den rigtige vej”.

Vandstanden skal hæves
Når det kun “på sin vis” er godt, at kommunen er forpligtet til at gennemføre det store naturgenopretningsprojekt, skyldes det præmisserne for gennemførelsen. Eller det, som Kommunernes Landsforening i et stærkt kritisk, men mediemæssigt overset høringssvar har kaldt manglende “overensstemmelse mellem mål, virkemidler og finansiering”.

For mens Vejen Kommune lovgivningsmæssigt er forpligtet til at gennemføre indsatsen, er det ganske frivilligt, om jordejerne på de berørte jorde vil være med.

Intet sted illustreres problemstillingen bedre end Vejen Mose. Mosen er privatejet og fra tørvegravningens tid opdelt i utallige parceller, hvor gårdejere og husmænd havde hver deres lod til tørvegravning.

Projektet kræver således accept fra mere end 100 lodsejere, der skal medvirke til at genskabe i første omgang 40-60 ha og på længere sigt 180-220 ha højmose.

“Vi ved ikke rigtig, hvordan vi skal få det gennemført, for vi skal have rigtig mange mennesker med på at hæve vandstanden i hele mosen. Inde i mosen ligger der nogle marker med landbrugsarealer, ligesom der også er kronvildt og store jagtinteresser. Jægerne er rigtig glade for mosen, fordi den er tilgroet, og dyrene har noget at gemme sig i. Vi forestiller os ikke ligefrem, at folk stiller sig op og klapper i hænderne”.

Frivillighed bliver udfordret
Rent teknisk er der ikke noget problem i projektet. Groft sagt vil en lukning af mosekanalen resultere i en våd mose, hvor træer og buske dør. I løbet af 10-20 år vil højmosen så begynde at etablere sig igen. Ifølge planen. Men bare én stridbar lodsejer kan i princippet stille sig på tværs af hele projektet.

“Hvis han ligger lige midt i Estrup Mose (en del af Vejen Mose, red.) og ikke vil være med, så får vi da et problem”.

Men selvom Inge Lise Møller Jensen er usikker på, at moseprojektet kan realiseres på de nuværende præmisser, er hun alligevel fortrøstningsfuld.

“Jeg har det sådan med mosen, at det nok skal blive til noget på sigt, men det bliver en lang proces, hvis vi skal nå målene ad frivillighedens vej.

Finansieringen af projektet gør det ikke ligefrem nemmere. Godt nok er Natur­Erhvervsstyrelsen på vej med tilskudsordninger til etablering af naturlige vandstandsforhold og kompensation til lodsejere, men netop højmoseprojekter er undtaget. I stedet for skal Naturforvaltningen i Vejen søge EU’s LIFE+-ordning.

“Det er meget omstændeligt at søge de midler. Først og fremmest kan man kun få midler én gang, og derfor er vi nødt til at lave et samlet projekt for hele mosen. At ansøge om et EU-LIFE+- projekt er så omfangsrigt, at vi ikke kan løfte opgaven med vores nuværende ressourcer. Vi skal jo også løse vores andre opgaver ved siden af. Problemet er dernæst, at vi kun får 50 pct. til etableringen, som ordningen er nu, hvorimod ordningen til etablering af naturlige vandstandsforhold ville have givet os 100 pct. i tilskud. Og lige nu ved vi ikke, hvor meget projektet kommer til at koste i alt”.