14.10.2011
Artikel

Genmæle fra graven

Med sine dokumentariske bestsellere om krigen i 1864 har Tom Buk-Swienty været med til at sætte nye standarder for dansk historieformidling. I “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als” demonstrerer han, hvor slagkraftig kombinationen af akademisk kildedisciplin, litterære virkemidler, historisk overblik og journalistisk metode kan være, når man tør gå hele vejen.

Af Connie Mikkelsen
“Holy shit!”
Tom Buk-Swienty var ved at gå ud af sit gode skind, da han fandt de opsigtsvækkende passager, der havde ligget begravet i 144 år i de kongelige arkiver. Et kildemateriale, som han stik imod historiekollegers forudsigelser havde fået dronning Margrethes personlige tilladelse til at gå på jagt i.

Nu lå det der sort på hvidt: En personlig brevkorrespondance fra 1864 bekræftede, at kong Chr. IX mente det fuldstændigt alvorligt, da han i krigens sidste desperate fase havde ladet sine betroede udsendinge fremsætte et diskret ønske fra kongen og hans ministre. I fredsforhandlingerne med tyskerne skulle udsendingene “aldeles konfidentielt og uden på nogen måde at engagere Den Kgl. Regering sondere, hvorvidt og under hvilke betingelser og fordele den danske stat kunne optages i Det Tyske Forbund”.

Hele Tom Buk-Swientys indre var i oprør. Han var klar over, at han sad med et scoop, en ægte journalistisk kioskbasker, der ganske vist var en halvgammel nyhed.

På den anden side var historien aldrig før blevet fortalt, så folk havde fattet den opsigtsvækkende pointe: At kong Chr. IX faktisk tilbød prøjsernes ministerpræsident Otto von Bismarck at lade Danmark indlemme i Det Tyske Forbund. Ikke bare én, men to gange fik Bismarck buddet og takkede nej.

En hengemt sandhed
Netop Bismarcks reaktion på forespørgslerne anså Tom Buk-Swienty for at være det egentligt nye i historien, da ingen dansk historiker tidligere havde dokumenteret den tyske respons på den danske konges tilbud.

“Hvilket jo i sig selv er bemærkelsesværdigt”, noterer han.

“Det var elementært spændende. En vaskeægte politisk thriller og en lille, men vigtig brik i historien om 1864, som andre historikere ganske vist hævdede var fortalt før”.

Faktisk var det netop det, der an­sporede journalisten og historikeren Tom Buk-Swienty til at tage skridtet fuldt ud.

“Jeg mener ikke, at sådan en historie er fortalt, når den kun har været svagt antydet i en sætning eller to begravet dybt inde i ældre forskningsværker og senere gentaget lige så overfladisk i mere populærhistoriske værker”, forklarer han og fortsætter:

“Man får en klar fornemmelse af, at tidligere generationer af historikere, måske for at skåne kongehuset, har trådt særdeles varsomt omkring det smertelige faktum, at kong Chr. IX i sin desperation for at bevare den danske helstat balancerede på kanten af et statskup”.

Tom Buk-Swienty vurderede, at han sad med en historie, der fortjente at blive foldet ud og få en mere fremtrædende plads i historiebøgerne. Altså beskrev han de kongelige dispositioner så effektivt i sin bog om det endegyldige nederlag på Als, at det ryddede Politikens forside, da “Dommedag Als” udkom i august 2010.

Også årsagssammenhængen bag de voldsomme blodsudgydelser var en øjenåbner for mange: De danske magthaveres eklatante selvovervurdering, forfejlede forhandlingsstrategier og katastrofalt dårlige dømmekraft, der sendte 5-6.000 gode danske mænd direkte i døden.

“Jeg var i medierne hele den dag”, konstaterer Tom Buk-Swienty, der også i ugerne efter kom på overarbejde.
“Selv de unge fyre fra radioens P3 ringede og spurgte mig, “hvad det lige var, ham Christian IX havde gang i".

Tom Buk-Swienty vidste udmærket, at faghistorikere landet over formentlig sad og krummede tæer over de forsimplede fremstillinger, der fyldte medierne i første omgang, men ikke desto mindre valgte han at spille med og formidle den skelsættende historie for den brede offentlighed.

“Jeg synes faktisk, der opstod en god debat i kølvandet på de store overskrifter, da en række faghistorikere blandede sig med gode indlæg, hvor nuancerne også kom frem”, noterer han.

En fuldtræffer i tidenDen enorme gennemslagskraft, Tom Buk-Swienty opnåede med “Slagtebænk Dybbøl” i 2008 og “Dommedag Als”, kom ikke mindst bag på forfatteren selv.

“Jeg havde ikke drømt om den succes, bøgerne fik. Men de viste sig at ramme plet i forhold til tidsånden. Danskerne er parate til et selvopgør”, vurderer Tom Buk-Swienty, der fornemmer, at vi igen står midt i et paradigmeskifte foranlediget af vores aktuelle identitet som krigsførende nation.

“Efter nederlaget i 1864 blev Danmark reduceret til en lillebitte nationalstat, og billedet af et uskyldsrent lille land blev skabt. Et land, der ikke længere turde blande sig, når de store sloges. Den selvopfattelse har vi bevaret lige til i dag”, forklarer Tom Buk-Swienty, der mener, at den danske indadvendthed – symboliseret ved grundtvigianismen – også opstod som reaktion på nederlaget ved Dybbøl, ligesom vores senere så omdiskuterede udenrigs- og fodnotepolitik og den generelle mistro til udlændinge trækker lange spor tilbage til den blodige slagmark.

“Jeg har også selv været offer for myten om det lille heroiske folk, der forsvarede sig indædt mod overmagten”, erkender Tom Buk-Swienty, der er glad for at have bidraget til en mere sandfærdig historisk opfattelse.

At tale med de døde

De metoder, Tom Buk-Swienty har bragt i anvendelse i arbejdet med de to bestsellere, har samtidig sat nye standarder for dansk historieformidling, selv om nogle af metoderne forekommer kontroversielle. For eksempel indrømmer Tom Buk-Swienty gerne, at han “taler med de døde” og derfor er i stand til at beskrive, hvad de har tænkt og følt nede i skyttegravene.

“Det er ikke fiktion. Jeg digter videre ud fra de kilder, jeg har”, forklarer han og står ved sine fortællemæssige kunstgreb med afsæt i et righoldigt kildemateriale af efterladte dagbøger, breve, erindringer, krigsreportager og officielle dokumenter.

I “Slagtebænk Dybbøl” kan man således læse, hvad korporal Rasmus Nellemann føler, i minutterne inden han bliver ramt af en kugle på slagmarken den 18. april 1864: “Han springer op på skansen, fyldt af modstridende følelser af vrede, frygt, afmagt og afsavn – og bliver dræbt”.

På samme måde, i en troværdig indre monolog, følges officersaspirant Erik Skram i “Dommedag Als” efter at være præsenteret i bogens allerførste linje: “Febrilsk ledte officersaspirant Erik Skram efter sin ladestok”.

Dødens gab fra A til Z
På en række andre områder bryder Tom Buk-Swienty også med den gængse historiske fortælletradition.

“I modsætning til de fleste historikere har jeg fundet det naturligt at se historien fra både dansk og prøjsisk side. Med min journalistiske baggrund er jeg vant til altid at høre begge parter i en sag”, siger han.

“Jeg har heller ikke valgt at fortælle hele historien fra A til Z, som mange historikere gør”, fortsætter Tom Buk-Swienty med fagter, der viser, hvor håbløst en historie kan formidles, hvis man undlader at prioritere sit stof. Igen en journalistisk metode, han har med sig: evnen til at fokusere på det væsentligste.

Tom Buk-Swienty låner desuden flittigt fra den litterære værktøjskasse ved at bryde kronologien, ændre synsvinkel og zoome ind og ud i fortællingen, og faktisk var det noget så aparte som filmklassikeren, “Dødens gab”, der inspirerede ham til åbningsscenen i “Slagtebænken”, som han kalder den.

“Jeg sad i lang tid og gumlede på berettermodellen uden at kunne beslutte mig for, hvilket anslag jeg skulle vælge, men så genså jeg “Dødens gab” og valgte at gøre præcis det samme som Steven Spielberg, fortæller han.

I “Dødens gab” får man først præsenteret historiens hovedpersoner i en ramme, der lader ane, at om et øjeblik splintres stilheden af et djævelsk drama. På samme måde dumper vi ned i krigshistorien dagen før slaget ved Dybbøl, og syv dage før prøjserne går i land på Als. Det giver ro til at få etableret de hovedpersoner, som læserne dermed anspores til at følge igennem tykt og tyndt, også i de mere forklaringstunge passager.

Den narrative vending

Ifølge undervisningsadjunkt og ph.d. Leif Søndergaard fra SDU’s Institut for Litteratur, Kultur og Medier er Tom Buk-Swientys bøger således blandt tidens ypperste eksempler på historieskrivningens narrative vending, som han kalder det. I en kronik i Politiken den 16. september 2010 fastslår Leif Søndergaard, at “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als” er med til at flytte fokus fra forskningen til fremstillingen og fra forklaringen til fortællingen med udgangspunkt i konkrete begivenheder og personernes oplevelser.

Tom Buk-Swienty mener selv, at han blot er en del af en større bølge inden for historieskrivningen.

“Årets Historiske Bog 2010, “Hundemordet i Vimmelskaftet og andre fortællinger fra 1700-tallets København”, forfattet af de to velskrivende historikere Peter Henningsen og Ulrik Langen, er et fint eksempel på, at vi også har faghistorikere nu, der så at sige tør gå planken ud som fortællere. Pointen i det, de gør – og det, jeg vel er eksponent for – er, at det ikke er enten eller: enten forskning eller formidling. Det kan så afgjort være begge dele”, siger Tom Buk-Swienty, der mener, at den gode narrative tilgang til historien er en lige så nødvendig disciplin som den indforståede forskningslitteratur, hvis faget vil bevare sin relevans.