30.09.2011
Artikel

Hvorfor jeg holder af at være arbejdsløs

Jeg møder min situation som ­arbejdsløs med optimisme og positivitet og vælger at se min arbejdsløshed som en lærerig proces.

Af Dorthe Klarskov Jørgensen

Kære (nyuddannede) arbejdsløse …

… eller skal jeg hellere sige “jobsøgende” eller måske du, som er “in between jobs”? Betegnelsen for at være uden arbejde er den første af mange overvejelser, man gør sig, når man melder sig ledig på Jobnet. Dernæst kommer spørgsmål som “hvad vil jeg?”, “hvad kan jeg?”, “hvad skal jeg?”. Spørgsmål, der skaber en uendelig tankestrøm, og som man som arbejdsløs ustandseligt bliver mødt med af sin omverden og er nødt til at forholde sig til. Og hvordan gør man så bedst det?

Jeg er selv cand.mag. i musikvidenskab og arbejdsløs. Og vælger bevidst at bruge ordet “arbejdsløs” for at understrege, at det ikke er selve ordvalget, der er afgørende, men derimod ens indstilling, som har betydning for, hvordan man tackler og lever med det at være arbejdsløs. Selv er jeg en glad arbejdsløs, for jeg har valgt at betragte min ledighedsperiode som en læringsproces med op- og nedture, i en tid hvor end ikke albuer, kontakter, kompetencer, relevant erhvervserfaring er nok. Der er altid lige en, der har lidt mere branchekendskab, lidt større faglig viden, lidt mere erfaring. Som jeg ser det, har jeg to muligheder: 1) Jeg kan vælge at betragte jobsøgningens betingelser som uoverkommelige, dagpengesystemet som rigidt og kampen som håbløs, eller 2) Jeg kan vælge at konfrontere udfordringen og tro på succes. For mig eksisterer kun valg nr. 2. Jeg ønsker ikke at lade min arbejdsløshed blive determinerende for mit liv.

At få fred med sin ufred
Forleden var jeg til et inspirerende foredrag i DM om mindfullness som redskab til at finde ro i en travl hverdag. Erhvervspsykolog Hans Ehlert var foredragsholder, og særligt et af hans udsagn bed sig fast: “at få fred med sin ufred”. At være arbejdsløs skaber stor ufred, fordi man ikke kender ledighedsperiodens ophør. Kunsten er at konfrontere ufreden og forholde sig til den, og for mig sker dette ved at få noget konstruktivt ud af min ledighed. Helt konkret ved fx at følge op på afslag hos arbejdsgiveren, en handling, der kræver en kort forespørgsel på e-mail, men som giver utrolig lærerig respons i forhold til fremtidig jobsøgning.  En anden måde at omgås ufreden på er ved grundlæggende at acceptere og erkende, at jobsøgning er et sisyfosarbejde. En præmis for fred i sindet er derfor midt i det endeløse arbejde – som til tider kan synes helt omsonst – at holde fri med god samvittighed.

Ledighed er et populært debatemne i dag og med rette, for det er i sandhed ikke ønskejobbet at være arbejdsløs, at skulle udfylde formular på formular, finde rundt i regellabyrinten og instanser i en arbejdsuge på langt mere end 37 timer! Selvom jeg er optimist, er der naturligvis dage, hvor jeg bare ville ønske, jeg havde et 8-16-job og en berettiget løncheck hver måned. Men i stedet for at bruge min energi på fortvivlelsen over bureaukratiet og min lave indkomst udforsker jeg de muligheder, jeg faktisk har. Som fx at tage et selvvalgt kursus i digital og grafisk kommunikation og at rejse tre måneder med mine dagpenge til Berlin for at søge job, udvide mit netværk og få styrket mit CV. Hvornår er det lige, jeg får mulighed for det igen?

Som arbejdsløs oplever jeg faktisk, at mine kompetencer styrkes. Dels bliver jeg bedre til at skrive ansøgninger, gå til samtaler og udtrykke, hvad jeg kan, vil og drømmer om, dels er jeg tvunget til dagligt at tage stilling til min situation – lægge strategier, researche og overskride grænser. Derved skaber jeg mig et kæmpe vidensforum, og det, synes jeg, er utroligt spændende. I det halve år, der er gået siden min dimission, har jeg fået en masse interessante perspektiver på den musik- og kulturbranche, som jeg håber meget snart at blive en del af igen: Fra analyse- og strategiopgaver inden for oplevelsesøkonomi til nye indfaldsvinkler, som jeg får ved at læse blogs, der er toprelevante for mit udsyn. Alt sammen giver mig inspiration til nye jobmuligheder. Derfor en appel til virksomheder og arbejdsgivere: Husk, at vi arbejdsløse faktisk har stor viden og engagement, fordi vi hele tiden er tvunget til at holde os opdatere på brancher og aktuelle tiltag i højere grad end folk, der er i job. Dette er ikke en mulighed for os – det er betingelsen i vores situation.

Job er ikke partout målet
En af de ting, jeg har overvejet som arbejdsløs, har været de italesættelser, jeg er blevet mødt med. Hurtigt gik det op for mig, at de obligatoriske spørgsmål fra min omverden oftest kredsede om jobbet som mål: Har du fået et job? For mig at se ligger der allerede her en skævvridning i måden, vi betragter situationen som arbejdsløs på. For målet er at få et job, ja, men ikke for enhver pris. Mit job skal give mening for mig – det har nemlig betydning for min arbejdsindsats, mit engagement, min livsglæde og således også for min fremtidige arbejdsplads. Dermed være ikke sagt, at jeg kun går efter drømmejobbet, jeg er helt med på, at det nok ikke bliver mit første.

Men for mig er meningen og motivationen i selve jobsøgningen et mål i sig selv – for det baner den første vej til mit job.
At have personlige projekter, som ikke handler om job og karriere, skal ej heller underkendes. Da jeg blev arbejdsløs, satte jeg mig tre mål: 1) at søge job og “sætte spor”, 2) at have en arbejdsuge med fri aften og weekend og 3) at komme i god form. Derfor meldte jeg mig ind i Bryggens Crossfit som supplement til løbetræning. Det har været en stor succes. Når jeg træner, er jobsøgningen lagt på hylden. Træningen giver mig energi, velvære og ikke mindst personlige sejre i en tid præget af adskillige afslag. Det er nu blevet en så inkorporeret del af min travle uge, at jeg vælger tiden til det. For nylig løb jeg desuden mit første halvmaraton, og det var den største personlige succes hidtil – en succes, der ikke kan måles i eller med antal ansøgninger, e-mails, research, telefonsamtaler eller networking. For mig har det været afgørende at afklare, hvad der er en del af mig, og hvad der er mine vilkår. At være uden arbejde er en realitet og en betingelse, jeg er modstillet på nuværende tidspunkt, men det er ikke en del af min identitet, som løb, crossfit og mit kulturforbrug er det. Denne skelnen er efter min mening vigtig for at omgås ufreden.

Velkommen i klubben
I mit ledighedsforløb har jeg selvfølgelig været til diverse møder hos a-kasse og anden aktør. Her har jeg flere gange oplevet frustrationen hos mine medarbejdsløse, og jeg forstår dem, for modvilje var også min første reaktion. Men for mig giver samværet med andre, ligestillede et stort udbytte. I dag er det ikke et tabu at være arbejdsløs – det er et samfundsvilkår, og vi er mange, der er det. I mødet med andre arbejdsløse kan jeg dele mine tanker, idéer og frustrationer – som trods alt af og til opstår – og samtidig udvide mit netværk. Faktisk giver hold 1136-3 hos anden aktør mig optimisme, ligesom jeg ikke kan lade være med at smile, når jeg læser dagpengeland.dk (tak, Lau, for grin og absurditeter, der desværre bygger på virkeligheden).

Så kære arbejdsløse. Jeg kan udmærket sætte mig ind i din situation, som garanteret ligner min egen. Lad os hjælpe hinanden ved at fokusere på optimismen, for vores hårdtarbejdende indsats skal nok belønnes. Det er blot et spørgsmål om tid! Opfat din ledighedsperiode som en kamp, der giver dig lærerige perspektiver for resten af livet og en sejr i sidste ende. Vi starter vores karriere med hårde odds imod os, og det kan kun give os styrke. Betragt din arbejdsløshed som en periode med muligheder frem for begrænsninger – for muligheder skaber rum for handling, mens begrænsninger blot sætter en stopper for motivation, livsglæde og positiv udvikling.