19.08.2011
Artikel

Det’ mit job: Gitte Lønstrup Dal Santo

Gitte Lønstrup Dal Santo, 35 år, Amanuensis ved Det Danske Institut i Rom (Accademia di Danimarca)

Af Pernille Siegumfeldt
Du har ligget i et lunt forskerspor, lige siden du tog din kandidatgrad i 2006. Nu skal du ud af studerekammeret?
Ja, og det er jeg utroligt glad for. Jeg har lavet meget forskning og trænger til at lave noget mere udadvendt, arbejde sammen med andre mennesker, bruge flere sider af mig selv – og ikke mindst give noget tilbage til Det Danske Institut i Rom, som har huset mig i flere omgange, mens jeg studerede og lavede min ph.d.

Hvad skal du beskæftige dig med som amanuensis?
Det er en blækspruttefunktion, hvor jeg skal varetage en spraglet bunke af opgaver. Jeg skal fx fungere som kontaktperson og rådgiver for de stipendiater, der bor og arbejder på instituttet, jeg får ansvaret for sociale arrangementer, stipendiataftener og ekskursioner i området. Jeg skal også være medredaktør på instituttets onlinetidsskrift Analecta Romana. Jeg håber desuden, at jeg får lejlighed til at benytte mit netværk af italienske forskere til fx at skabe udstillinger, arrangere konferencer, koncerter, bogpræsentationer osv. Og endelig skal jeg dyrke mit eget forskningsprojekt, som er en udvidelse af min ph.d., der handlede om, hvordan visuel kultur, herunder kunst og arkitektur, var et vigtigt led i dannelsen af kulturel erindring i overgangen fra det senromerske til det tidlige kristne imperium. Overordnet set interesserer jeg mig for forandring og udvikling, både kulturelt, organisatorisk og personligt.

Du kommer til at bo og arbejde under samme tag. Hvordan har du det med det?
Lige siden jeg første gang satte mine fødder i Det Danske Institut i Rom, har jeg tænkt, at det var et sted, jeg godt kunne tænke mig at prøve at arbejde en dag. Det er et vidunderligt smukt hus, det ligger i fantastiske omgivelser, og jeg er lidt en højskoleagtig type, så det generer mig overhovedet ikke at skulle bo og arbejde tæt sammen med andre. Tværtimod.

Hvilke bånd har du til Italien?
Som nævnt er jeg kommet i Rom gennem mange år, så jeg føler mig meget hjemme. Desuden er jeg gift med en australier, hvis bedstefar stammer fra Norditalien. De joker med, at jeg er den første i familien i flere generationer, der taler italiensk. At lære italiensk var en nødvendighed for at studere den periode inden for arkitektur-, kunst- og religionshistorien, som jeg beskæftiger mig med, så man kan dårligt forestille sig en mere fantastisk by at bo i. Jeg får rig lejlighed til at bruge Vatikanets bibliotek og besøge byens mange museer, kirker og pladser.

Hvordan forestiller du dig, at du kan bruge den arbejdserfaring, du får som amanuensis, i din videre karriere?
Lige nu er jeg så sulten efter at prøve noget andet end forskning alene, at jeg ikke er sikker på, at jeg skal tilbage til universitetet igen. Det kan også være, at jeg får lysten tilbage efter noget tid. I hvert fald får jeg en bredere erhvervserfaring som amanuensis, end hvis jeg fx havde søgt et adjunktur. I perioden mellem ph.d.en og postdoc’en har jeg taget en coach-uddannelse, der har givet mig blod på tanden, fx i forhold til organisationsudvikling, change management og den slags arbejde. Jeg har derfor overvejet, om jeg skal prøve kræfter med konsulentbranchen på et senere tidspunkt eller starte min egen virksomhed. Men først gælder det Rom.