23.04.2011
Artikel

Af en lektors dagbog: "Den detaljerede videnskab har jeg uddelegeret i disse år"

“For tiden er jeg kun smerteligt bevidst om, at min egen forskningsindsats er lig nul. Sammenlagt laver jeg måske eksperimenter seks uger om året, og jeg sidder stort set aldrig selv med fingrene nede i data. Det er sagt uden bitterhed, for jeg har selv valgt at have en stor gruppe studerende”.

Af Pernille Siegumfeldt
Mandag
“Eksamensuge. Jeg skal have ni studerende op til mundtlig eksamen i magnetisme. De har klaget lidt over, at jeg er svær at få fat på. Det kan jeg godt forstå. Jeg er bortrejst mindst en uge om måneden, og når jeg endelig er til stede på instituttet, har jeg et væld af møder og andre aktiviteter.

Jeg har en stor gruppe af studerende under mine vinger. Seks bachelorer, fem specialestuderende, fire ph.d.er og fem postdoc’er. Det er nok i overkanten af, hvad en lektor i gennemsnit har, men trods de øgede arbejdsmængder, det kaster af sig, er jeg meget glad for mine studerende. Det er jo i samarbejde med dem, at nye projekter bliver udtænkt, og det er også mine studerende, der i stort omfang står for indsamlingen af forskningsdata.

Marts har været travl ud over det sædvanlige. Jeg havde deadline på en ansøgning til forsknings­rådet og skulle skrive slutrapport på den forrige bevilling, jeg modtog derfra. Samtidig skulle jeg aflevere en midtvejs­evaluering til Det Strategiske Forskningsråd, så alt i alt har jeg vel brugt over halvdelen af mine 50 ugentlige arbejdstimer på den type administrative opgaver. Det er den del af mit arbejdsliv, som jeg holder mindst af, at dokumentere, evaluere og søge midler. Heldigvis falder det i klumper, og jeg bliver da også med tiden skarpere – og hurtigere – til at skrive ansøgninger. Især de sidste tre år har det givet gode resultater. Førhen kunne jeg godt føle et stort pres på grund af de ansøgninger. Det er altid uvist, om anstrengelserne bærer frugt.

Jeg holder møde om formiddagen med folk fra instituttets Space Science Center, som jeg skal etablere et samarbejde med. Der ligger 200 ulæste e-mails i min indbakke fra marts, og jeg får op imod 50 nye hver dag. Jeg prøver at nå til bunds i det. Vi har fået en bevilling på 7 millioner til løn til et stort forskningsprojekt. Det er gode penge. Holder møde med en postdoc og afholder en enkelt eksamen. Tager tidligt hjem. Skal nå at grave stolpe ned i haven til en hængekøje til min kone. Det er en overraskelse. Hun har fødselsdag i morgen. Om aftenen skriver jeg på et foredrag, jeg skal holde i Videnskabsministeriet i morgen”.

Tirsdag
“Jeg møder 8.30, to timer før vi skal være i ministeriet, så jeg kan pudse mit foredrag af. Det er en vigtig dag i dag. Mødet handler om det institut, ESS, som er under forberedelse i Lund i Sverige, og som investeringsmæssigt er det største forskningsprojekt, Danmark nogen sinde har bidraget til. 1,4 milliarder kroner bliver det danske bidrag til en facilitet, der er bygget op om en accelerator. Anlægget skal bruges til at lave neutroner, der kan skydes ind i materialer, så man derigennem kan forske i materialernes egenskaber. Her er tale om alle typer materialer fra proteiner til lægemidler, stålbjælker til konstruktion og nye kemiske forbindelser. Jeg selv vil komme til at arbejde med kvantemekanik og magnetiske materialer på det mest avancerede udstyr, der findes. Vi vil fx kunne lave eksperimenter, så vi kommer til at forstå superledende materialer bedre, især vil det være fantastisk, hvis vi kan få dem til at være superledende ved højere temperaturer, end man kan i dag. Den type af forsøg kan fx bruges i forbindelse med udviklingen af transport af strøm, så det foregår uden tab. Forskningen ved ESS ligger et sted mellem grundforskning og anvendt forskning, og acceleratoren i Lund kommer til at løfte den europæiske forskning op på et hidtil uhørt højt niveau. Vi har jo ellers fået noget så eftertrykkeligt baghjul de senere år, blandt andet fordi vi er nødt til at rejse til USA og snart også Japan for at kunne udføre vores eksperimenter på det bedste udstyr. ESS er på en måde mit livstidsprojekt.

Jeg har været dansk koordinator i nogle år og er nu inde over designarbejdet på selve måleinstrumenterne. Vi er mange med til fødslen i ministeriet i dag, for vi skal diskutere, hvilke forskningsmæssige prioriteringer Danmark skal satse på, når instituttet åbner i 2019. Min præsentation falder i god jord, og mødet går super godt. Jeg er helt udmattet bagefter – og glad. Besvarer mails et par timer på kontoret og tager hjem 16.45 for at følge min datter til svømning. Derefter fødselsdagsmiddag”.

Onsdag
“Fuldt tryk på i dag. Otte mundtlige eksaminer. Det er nogle dygtige og målrettede unge studerende, jeg har. Der er et helt andet pres på dem, end der var på studerende, dengang jeg selv læste på Niels Bohr Institutet. Jeg brugte otte år på at blive kandidat, bl.a. et fuldt år, hvor jeg lavede alt muligt andet end det studierelaterede, men det var lige så vigtigt for mig som for mine studier. Fx var jeg med til at starte den årlige fysik­revy, som til min store glæde stadig spiller hvert år for fulde huse. Jeg var også involveret i studenterpolitik. I dag gennemfører de unge studierne på kun lidt over normeret tid, og viljen alene gør det ikke. De skal også have talentet. Man kan ikke træde ret meget ved siden af. Jeg spekulerer nogle gange på, om jeg selv havde kunnet klare at studere under så stramme betingelser. Der er ikke meget plads til spontanitet, og mentaliteten er mere konkurrencepræget, i hvert fald når de er så langt fremme i deres studier, som de er, når jeg møder dem. De vil også gerne andre ting, og det går indimellem ud over søvnen.

Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var fysiker, jeg skulle være. Matematik og fysik kommer let til mig, og fra jeg var fem år gammel, slugte jeg alle udsendelser om videnskab i DR. Den begejstring for forsøg og eksperimenter er intakt hos mig i dag. Jeg har også været heldig at have haft fantastisk inspirerende lærere selv, fx Jens Martin Knudsen, den nu afdøde Mars-forsker. Det er ikke mindst på grund af ham, at jeg lægger meget energi i min egen undervisning. Videreformidlingen af ens egen begejstring er så utroligt afgørende for at få de unges øjne op for vores verden.
Der er ikke meget krudt tilbage i mig, da den sidste eksamen er overstået, så jeg må opgive at holde et oplæg i vores månedlige studiekreds”. Er hjemme 17.30.

Torsdag
“Efter påske starter jeg et kursusforløb for 40 studerende. Kurset kræver, at alle har chancen for at lave eksperimenter. Normalt er holdene halvt så store, så det er noget af en logistisk udfordring, jeg i dag tager hul på at løse.

Skulle egentlig have været i Kristianstad i Skåne i dag til møde om Lundprojektet, men må aflyse. I stedet venter jeg på, at to teknikere fra England skal ankomme. Jeg har købt udstyr i deres firma for 2,3 millioner kroner, men det virker ikke. Det er egentlig sært, som man bliver vant til at jonglere med store millionbeløb i mit job. Det rører mig næsten ikke længere.

Jeg holder møde med et nyt hold af forskere, som er ansat på ESS-projektet: to fra Risø, to postdoc’er, en ph.d.-studerende og fem studentermedhjælpere. Et ungt hold, som skal vejledes fra tid til anden. Teknikerne er forsinkede i flere timer. Jeg venter og forbereder imens mit kursus. Er hjemme i Bagsværd klokken 18”.

Lørdag/søndag
“Jeg har tænkt lidt over forskellen mellem at være studerende i dag, og dengang jeg selv var det. Det hænger også sammen med diskussionen om undervisningstid. For på Niels Bohr Institutet er semestrene blevet længere. Da jeg læste, fik vi læseferie 1. maj. Nu starter den midt i juni, og der er også flere eksaminer i dag. Dengang var der et kæmpe frafald blandt studerende. I dag er undervisningen pædagogisk meget bedre tilrettelagt, og nettet under de studerende mere finmasket. Det betyder, at også unge med almindelige karakterer har en chance for at komme igennem studiet. Kvaliteten i undervisningen er blevet markant bedre, vil jeg mene.

Lørdag er jeg helt flad og dovner, mens resten af familien er udenfor. Søndag tager jeg ind på instituttet klokken 12, for teknikerne fra England er stadig i gang. Der har vist sig at være et større problem end først antaget. Jeg lukker dem ind og går i gang med min kursusforberedelse. Siden torsdag er antallet af studerende på mit hold vokset fra 40 til 52. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skal spænde af.

Klokken har passeret 19, da jeg hopper af cyklen foran mit hus. Der venter gæster”.