25.02.2011
Artikel

Gaven, der gjorde ondt

– eller historien om hvordan de ­eksterne forskningsmidler kom til at true forskningsfriheden.

KRONIK af Povl Heiberg gade, cand.mag.

Da jeg gik i gang med denne kronik, skulle den have handlet om et stort problem på vores universiteter. Det viste sig imidlertid, at der bag det store problem gemte sig en langt mere alvorlig sag, som udfoldede sig undervejs i min research. Den blev italesat af bange forskere og andre universitetsansatte, der krævede anonymitet og kildebeskyttelse og gav mit arbejde en smag af graverjournalistik og Wikileaks. Det kommer jeg tilbage til.

Min oprindelige problemstilling blev sådan set ikke mindre væsentlig i sig selv. Den handlede om universiteternes kraftigt stigende ressourceforbrug på at bedømme og udvælge ph.d.er, som jeg selv har fået indtrykket af som håbefuld ansøger gennem et par år.

Min research førte frem til, at det er umuligt at beregne et eksakt timeforbrug. Men det er hævet over enhver tvivl, at der ganske rigtigt foreligger en stor udfordring for universiteterne. Nogle steder skal der tælles i årsværk af lektorers og professorers tid på at bedømme ansøgninger. Vi taler altså om tusindvis af værdifulde timer, der går direkte fra forskningstiden. Det er sandsynligvis nødvendigt for at lave en fair og seriøs udvælgelse i det nuværende system, der blandt andet indebærer meget omfattende ansøgninger.

Skelet i skabet

Derfor var det nok på tide at revurdere selve systemet. Ressourceforbruget står simpelthen ikke mål med antallet af stipendier. Lad det være en opfordring til selvransagelse på universiteterne. Og hermed videre i teksten.

For som sagt væltede der et endnu større skelet ud af skabet, da jeg først havde lirket på lågen. Det viste sig, at der det sidste par år er sket en hel del med de selvsamme stipendier rundtomkring på universiteterne. Oprindeligt blev man som ph.d. ansat for universitetets midler. Institutionerne udvalgte (optimalt set) de bedst egnede kandidater og de mest relevante forskningsprojekter. Sådan er det ikke mere.

Eller det er det stadig mange steder. Min research gav ikke et entydigt billede, men afdækkede en meget stærk tendens til, at man er på vej væk fra en udvælgelse begrundet i kvalitet. Og det kan føres direkte tilbage til regeringsgrundlaget fra 2005. Her stod der, at vi skulle fordoble antallet af ph.d.er “fortrinsvis inden for naturvidenskab, teknisk videnskab og sundhedsvidenskab”. (Nye mål, 2005). Der fulgte bare ikke penge med, for dem skulle fonde, EU-puljer og private aktører levere. Det stod der godt nok ikke noget om i regeringsgrundlaget.

Visionen er efterfølgende ført ud i livet på den måde, at udvalgte institutter og fakulteter er blevet pålagt at fordoble eller tredoble optaget til forskeruddannelserne. Og selv at støve pengene op. Når man tænker på, at en ph.d. koster omkring to millioner kroner, var det ikke småting at bede dem om.

Forskerne var allerede vant til at bruge meget af deres tid på fundraising for at finansiere deres egne projekter. Nu skulle de i endnu højere grad ud med raslebøssen for at finde eksterne midler til en masse nye ph.d.er. Det lykkedes faktisk mange steder. Men med hvilke omkostninger?

Fra frie til bundne midler

For det første spilder vi altså nu endnu flere forskertimer på at skrive ansøgninger. Men måske endnu mere problematisk er det forhold, at der i praksis er ret få private donorer, der yder et helt ph.d.-stipendium. De vil have medfinansiering fra ansøgeren, og de pressede universiteter er nødt til at slå til, hvis de skal opfylde kvoterne. Det betyder, at de frie midler, universiteterne har, i udstrakt grad nu bliver brugt til at supplere de eksterne midler, så der bliver hele forskerstillinger ud af det.

Det værste eksempel, jeg er stødt på, er en institution, hvor 500 ansøgere ved sidste frist havde søgt, hvad der på papiret var åbne stipendier. Efter en ressourcekrævende udvælgelsesproces fra forskernes side valgte ledelsen ikke at give et eneste af de indsendte projekter fuld finansiering. Alle pengene gik til at supplere seks projekter med eksterne midler.

Og kandidaterne blev delvist udvalgt på, om de passede ind i et af de seks projekter. De var altså ikke nødvendigvis de seks bedst kvalificerede ansøgere, og projekterne ikke nødvendigvis de seks mest interessante.

Andre steder er man simpelthen holdt op med at slå fulde stipendier op og kræver, at ansøgerne selv har for eksempel 1/3 af pengene med hjemmefra. Det sorterer sandsynligvis også en del af de bedst kvalificerede fra. Og igen låser det universitetets penge til de projekter og kandidater, en ekstern aktør har fundet interesse i.

Det er den slags historier, der får universitetsansatte til at kigge sig nervøst omkring, bede om anonymitet og frygte for deres job, når jeg taler med dem. Begrundet eller ubegrundet udgør det i sig selv et problem, men det understreger i hvert fald, at der her foregår noget bag kulissen, som ikke er kønt.

Når de frie midler er bundet til de eksterne, er der ikke penge til de – fra forskernes synsvinkel – mest relevante projekter. Der er heller ikke altid plads til de bedst kvalificerede kandidater. I dag er det dominerende parameter, om projekterne kan tiltrække eksterne midler, og om kandidaterne kan varetage et af disse projekter. Markedet har altså overtaget magten over de offentlige forskningskroner. Og markedet har nu engang sin egen dagsorden, og den er i sagens natur dikteret af særinteresser – ikke nødvendigvis af samfundets.

Hvad skal de mange ph.d.er bruges til?

Et andet spørgsmål er, hvad alle disse ph.d.er skal bruges til, for der bliver ikke flere forskerstillinger på universiteterne, tværtimod. Svaret findes også i regeringsgrundlaget: “Efterspørgslen stiger efter unge, der har gennemført en forskeruddannelse (…) Det er vigtigt også at have fokus på behovene for kompetence i virksomhederne”. Det er med andre ord erhvervslivet, der angiveligt skal bruge de mange nye ph.d.er. Men der var måske nogle andre måder at imødekomme efterspørgslen for særligt højtuddannede på? Nye masteruddannelser? En rehabilitering af den sikkert inflationsramte kandidatgrad? Det må kunne lade sig gøre uden at nedbryde dansk forskning indefra.

Markedets stigende indflydelse på de offentlige forskningskroner kan betragtes som en dynamisk motivationsfaktor og forankring af forskningen i virkeligheden. Sådan betragter jeg den ikke. Jeg mener, at den udgør en grundlæggende trussel for forskningsfriheden og i øvrigt undergraver universiteternes legitimitet som uafhængige forskningsinstitutioner. Hvis forskning er det, vi skal leve af i fremtiden, er det vel næppe en god ting?

Vagt i gevær!

På den positive side er det mit indtryk, at der er stor modstand mod denne udvikling i vores forskningsmiljøer, og skaden derfor endnu ikke er sket. Men faren er, at det her med tiden bliver en naturlig og indgroet del af kulturen derude.

Almindelig evolutionsteori tilsiger, at de personer og mindset, der formår at spille spillet – det vil sige er gode til at opstøve eksterne midler – med tiden vil udkonkurrere dem, der tænker kvalitet i traditionel forstand. Det må helst ikke have lov til at ske.

EU, fondene og det private erhvervsliv skal være hjerteligt velkomne til at give penge til forskning, og det er naturligt, at de dermed også er med til at bestemme indholdet. Men de bør ikke også bestemme over de penge, vi som samfund har valgt at investere, når det begrænser universiteternes mulighed for at gennemføre de projekter, de mener gavner forskningen, det danske samfund og vores omverden bedst muligt. Og det skal ikke forhindre, at vi rekrutterer de bedste kandidater uanset deres umiddelbare markedsappel. Både projekter og kandidater tror jeg, at universiteterne er bedst til at udvælge.

Som nævnt er det en tendens, jeg har afdækket. Det er ikke hverdag endnu, i hvert fald ikke alle steder. Men tendensen i sig selv er så alvorlig, at vi bør skride ind. Sæt skotter mellem universiteternes og de eksterne midler. Lad forskerne forske i stedet for at søge penge. Og når man er i gang, kunne man med fordel reformere ansøgningsprocedurerne, så de holder op med at være et stort ressourcespild. Men det er blot et stort problem. Det første er en langt mere alvorlig sag.