25.02.2011
Artikel

Menneskets plads i universet

Af Liv Alfast Kretzschmer
Kunstnere, forfattere, filosoffer og videnskabsmænd har gennem årene haft forskellige forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske mellem det uendeligt kolossale og det uendeligt mikroskopiske. En ny udstilling på Det Kongelige Bibliotek sætter fokus på menneskets fascination af og begær efter at forklare verdens ubegribelige størrelser.

“Det Største og Det Mindste – en udstilling om menneskets plads i universet” viser værker, kunstobjekter, forskningsresultater, litteratur og teorier, der forholder sig til spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Det Kongelige Biblioteks samling rummer masser af dokumentation af antagelser og drømme i meget forskellige former.

Udstillingen går på tværs af tid og genrer og viser, hvordan nye opdagelser konstant har bragt den menneskelige erkendelse fremad.

“Det Største og Det Mindste” viser genstande fra bibliotekets kortsamling, billedsamling, håndskriftssamling, den naturvidenskabelige samling og Det Nationale Fotomuseum, indlån fra Niels Bohr Institutet og det franske galleri Bugada & Cargnel foruden to helt nye værker af Morten Søndergaard og Bjørn Svin, som er skabt særligt til udstillingen. Læs mere på densortediamant.dk.