11.02.2011
Artikel

Spøgeri ved højlys dag

Moderne spøgelser kan godt lide lys og elektronik. De klikker med hjemmets lyskontakter og fifler med tv og cd-anlæg. Nogle af dem hjemsøger rationelt tænkende akademikere. Nu har akademikerne fortalt om deres oplevelser til en antropolog.

Af Lisbeth Ammitzbøll
De vil ikke gå væk. Og så larmer de, som om de ejer det hele. De smækker med døre, klikker med lyskontakter og forstyrrer hjemmets elektronik, som uforklarligt begynder at knase eller knitre, gå i gang eller gå ud.

Siger folk.

Nogle mennesker bruger ordet “spøgelse” til at beskrive deres oplevelse. Et godt gammelt ord, der suser til undsætning, når en rationel person har brug for at smide et stort hvidt lagen over det uforklarlige: menneskeløse skridt på gangen, tubaspil, cigarrøg, hestevrinsk, stemmer, der taler sammen, en skygge, en damp, en kulde. Wuisshhh …

“Spøgelse” er et godt gammelt ord. Der er kun ét problem: Ordet fungerer ikke ordentligt.

Spøgelser eksisterer jo ikke. Så når ordet er udtalt, og det generte grin tørret af munden, burde alt jo være normalt igen.

Har man sagt “spøgelse”, har man også sagt “uvirkeligt”, “ikke reelt”, “irrationelt”, “ufornuftigt”. De fleste af os har samtidig sagt “ikke i min verden, tak”.

For sådan nogle som os er det ekstra irriterende, hvis lydene så bare fortsætter. Hvis døren stadig smækker, kontakten stadig klikker, og skridtene på gangen fortsætter med at gå – helt af sig selv.
Så bliver vi frustrerede, vrede og irriterede. Men begynder vi også at tro på spøgelser?

Vel gør vi ej.

Oplevelse gør ensom
“En del hjemsøgte mennesker føler sig temmelig alene med deres erfaringer”, fortæller Kirsten Marie Raahauge, der er mag.scient. og ph.d. i antropologi samt lektor på Danmarks Designskole i Visuel Kultur og Kommunikation.

Hendes seneste feltarbejde handler om menneskers oplevelser og håndteringer af hjemsøgte huse. Projektet handler hverken om naturvidenskabelig efterprøvning eller psykologisk bortforklaring. Som sand antropolog holder Kirsten Marie Raahauge blikket stift rettet mod publikum og deres oplevelse.

Og den er ikke til at spøge med.

For det første er oplevelsen af uforklarlige lyde, lugte og synsindtryk ret plagsom.

“Folk oplever, at nogen eller noget opfører sig på radikale og uforudsigelige måder. De bliver ofre for en overskridelse, der har at gøre med abnormitet og anarki. De oplever en sabotage af gældende regler”.

For det andet kan kun få informanter tale med deres venner om det. I de fleste selskaber er en spøgelseshistorie sjov, så længe ingen tror på den. Ellers er den bare pinlig.

For det tredje føler mange hjemsøgte sig afmægtige.

“Netop fordi de ikke selv tror på hjemsøgelsen, har de ingen fortælling eller forståelsesramme, som de kan sætte sanseoplevelsen ind i. De har heller ingen ord for det, de oplever. De anerkender sjældent begreber som telepati, clairvoyance eller telekinese. De oplever sig som uden handlemuligheder. Når man ikke tror på ånder, kan man jo ikke ringe efter en åndemaner, vel? Så de er ubehageligt alene med oplevelsen. For første gang i mine mange år som forsker har jeg overvejet at oprette et chatforum for mine informanter. Det skulle være et sted for mennesker, der oplever hjemsøgelser uden at tro på hjemsøgelser”, fortæller Kirsten Marie Raahauge.

Gemt i sprækker og huller

Tror du selv på spøgelser?
“Det spørgsmål kan jeg ikke besvare meningsfuldt. Jeg er antropolog. I min verden og i min forskning er spøgelser defineret som en kategori for menneskers oplevelse af noget uforståeligt. Jeg tror ikke, at alt, hvad vi oplever, kan forklares gennem de rationaler, vi har sat som meningsbærende. Mit projekt angår, hvad man gør, når ens erfaringer rækker ud over ens almindelige rationaler og fører en andre steder hen. Vi opretter en art “vilde rum” for at tage os af det. Jeg kan ikke give videnskabelige forklaringer på hjemsøgelser, men det giver jo sig selv, når jeg har defineret dem som tilhørende det ikke-forståelige. Spøgelsesoplevelser bevæger sig på fornuftens grænseflader. De gemmer sig i sprækkerne og hullerne i et moderne verdensbillede”.

Sådan lyder den korte version af en langt mere sofistikeret relation mellem forskeren og hendes projekt, der begyndte et helt andet sted for flere år siden. Det var et eksperiment.

“Megen forskning kommer aldrig uden for forskernes egen kreds. Man tager på konferencer og udveksler viden internt i det akademiske miljø, men har sjældent mulighed for at interessere et bredere publikum. Jeg ville tage et emne, der blev regnet for uakademisk og lidt vulgært, og udsætte det for helt klassiske forskningsmetoder”.

Ønsket om at formidle akademisk viden blev indfriet til overmål. Kirsten Marie Raahauge fortæller jævnligt om spøgelser og hjemsøgelser i danske medier.

Fornuftens grænseflader
På det akademiske felt er kollegers skæve smil afløst af oprigtig interesse.

For få år siden tog en håndfuld danske forskere fat på et tværfagligt projekt om fornuftens grænseflader. Formålet var at undersøge to tilsyneladende modsatrettede tendenser. På den ene side stod en tydelig vækst i okkulte forklaringsmodellers popularitet. På den anden side udvidede den etablerede videnskabelige fornuft hele tiden sit råderum. Hver for sig tilbød både de okkulte og de videnskabelige forklaringer en række redskaber til at styre omverdenen.

Kirsten Marie Raahauges del af projektet blev hjemsøgte huse. Metoden skulle være klassisk antropologisk: deltagerobservation ved ophold i udvalgte huse, deltagelse i rundvisninger, observationer af kontaktforsøg og spøgeri samt etnografiske interviews med nuværende og tidligere berørte.

Så vidt, så godt.

De antropologiske kategorier var også på plads. Kirsten Marie Raahauge havde gjort klar til analyse ved hjælp af antropologiske klassikere som for eksempel ejerskab og territorialisering, hjemve og stedstilknytning, det normale og undtagelsen, kontrol og kontroltab samt til opfattelser af rum som celle, filter og forbindelseskanal.

Efter et halvt hundrede interviews fik hun stadig vanskeligere ved at finde fælles træk mellem de hjemsøgte. Ny viden dukkede op på uventede steder.

“Jeg troede, jeg skulle beskæftige mig med “den blå mand” og “den hvide dame” på slotte, klostre og herregårde. Men sådan gik det ikke. Hjemsøgelser bliver oplevet alle vegne; i byen, på landet, i et parcelhus, i en lejlighed i et betonbyggeri, på en efterskole. Og det er alle typer mennesker, der oplever dem. Kvinder og mænd, børn, unge og ældre, ufaglærte og akademikere, mennesker, der tror på ånder, og mennesker, der ikke gør”.

En spøgelseshistorie
En tidlig forårsaften sidder en akademiker i sin fine gamle københavnerlejlighed. Han sidder i arbejdsværelset, der er det gamle pigeværelse ved siden af køkkenet. Han hører trin på gangen – målrettede, tydelige, faste skridt fra hans egen ende af gangen og væk. Han er alene i lejligheden. Han undersøger alle skabe, skuffer, døre, vinduer, men der er ikke noget, der klaprer. Han åbner, lukker og låser, hvor han kan. Skridtene begynder endnu en gang deres vandring fra hans ende af den lange fordelingsgang og væk. Der er stadig ingen mennesker. Han bliver irriteret. Han overvejer, om han er træt, stresset, udkørt eller på anden måde ude af balance. Det er han ikke. Skridtene starter forfra. Det sker i alt tre til fire gange. Til sidst er manden så oprevet, at han flygter fra lejligheden og sætter sig ned på en beværtning.

“Mange historier er udramatiske. Det er lyde, lugte, lys, men mest lyde, som er uforklarlige. Folk bliver sjældent rigtigt bange i situationen, men reagerer snarere med irritation og frustration”, siger Kirsten Marie Raahauge.

I sjældne tilfælde er spøgerierne dog så voldsomme, at folk vælger at flytte.

Hjemsøgelser rammer tilfældigt
For antropologer er det helt normalt at tage på feltarbejde i udlandet og befinde sig i et frodigt univers af guder og ånder og magiske kræfter. Uden for Valby Bakke kan man ikke svinge en død kat i halen uden at ramme et ukendt antal forfædre og genfærd og andre gestalter, der på forskellig vis blander sig i menneskers liv.

Frodigheden er ikke mindre i vores egen historie, hvor nisser og trolde og elverpiger springer rundt i bevidstheden i mere eller mindre legitime ærinder.

Men nu? I dag? Her?

“Uden for forskningen vrimler det også i vores moderne samfund med spøgelser. De optræder i bøger og film og i tv-programmer som Åndernes Magt. I København kan man gå en guidet ghosttour, og flere herregårde markedsfører sig meget aktivt på at være hjemsøgt af spøgelser. Men generelt har vi været nogenlunde enige om, at spøgelser ikke indgår i den måde, vi forstår verden på. Derfor er det en overraskende konklusion for mig, at hjemsøgelser ser ud til at ramme tilfældigt. Man kan reducere fænomenerne til noget naturvidenskabeligt eller psykologisk eller gøre det til en spejling af noget i samfundet. Men man kan også vælge at acceptere det som noget a-rationelt, en lille sprække af noget uforklarligt fra grænselandet mellem rationelt og irrationelt”, siger Kirsten Marie Raahauge.

Et ord for det a-rationelle står parat i kulissen. Det har et stort hvidt lagen over hovedet. Se! Et spøgelse!

Wuisshhh …