10.09.2010
Artikel

“Jeg er nok Gillelejes mest upopulære pige lige nu”

Med hjælp fra fem gps’er fik marinbiolog i Greenpeace Hanne Lyng Winter for alvor sat den truede torskebestand i Kattegat på den politiske dagsorden. Den 33-årige havbiolog og aktivist er i dag lige så meget pragmatiker, som hun er rainbow warrior, men mener fortsat, at miljøaktivisme er vigtigere end nogensinde.

Af Pernille Siegumfeldt

Området ud for Gilleleje ved den nordsjællandske kyst har længe haft en særlig bevågenhed hos miljømyndighederne.

Torskebestanden i Kattegat bliver ved med at falde, og det skyldes primært overfiskeri. Et ynglested for torsken, beliggende nord for Gilleleje, har derfor siden januar 2009 været helt lukket for fiskeri af de svenske og danske myndigheder.

Også hos Greenpeace i baghuset i Bredgade midt i København har man overvåget situationen nøje.

“Vi har fået gentagne henvendelser fra borgere, lystfiskere og mange andre, som fortæller os, at der bliver trawlet i området. Samtidig blev vi igen og igen presenteret for hårdnakkede rygter om, at fiskerne i Gilleleje lod hånt om forbuddet mod at fiske i de fredede områder”, fortæller Hanne Lyng Winter. Hun er 33 år, havbiolog og siden 2006 campaigner på fuld tid for Greenpeace.

I lang tid gik hun og spekulerede over, hvordan hun kunne bore sig længere ind i problemet i Kattegat – hvis der altså var et.

“Fiskerimyndighederne gør deres for at beskytte torsken, bl.a. ved at udstede meget små kvoter og forbyde fiskeri i yngleområder. Men dokumentation for det faktiske omfang af ulovligt fiskeri har vi ikke haft”, siger hun.

I ly af mørket
For godt et år siden lagde Greenpeace-aktivisterne sig for første gang med et skib ud for Gilleleje for at observere og smide sten ud i et forsøg på at forhindre bundtrawling på udsatte steder. I marts i år gik organisationen skridtet videre.

Et hold blev sendt af sted, og en gps plantet i ly af mørket på fartøjet hos en af Gilleleje-fiskerne.

“Herefter kunne vi sidde på kontoret og på en computerskærm følge skibets bevægelser. I lang tid skete der ingenting, men så begyndte fartøjet at følge nogle systematiske ruter direkte ind i de fredede områder og med en fart på fire-fem kilometer i timen. Det er fiskefarten”, konstaterer Hanne Lyng Winter.

Yderligere fire gps-sendere blev plantet på kutterne ved nordkysten. I løbet af de næste seks måneder blev 70 ture, delvist eller direkte ind i de fredede områder, registreret.

Den 25. august kunne Hanne Lyng Winter på sin Facebook-profil notere, at hun ikke var på kontoret, men derimod “på vej til fiskerikontrollen i Roskilde for at aflevere Greenpeace’ dokumentation for ulovligt fiskeri i fredet område i Kattegat”.

Truet på livet
Miljø- og fødevareministrene er nu kaldt i samråd af en frådende opposition. Også de svenske myndigheder har fået dokumentationen udleveret for det ulovlige fiskeri i Kattegat. I aviser og på tv har Greenpeace-aktionen kørt som tophistorie. I uger har miljøorganisationen – og Gillelejes fiskere, ikke mindst – været i vælten.

Tilbage sidder en lettere fortumlet havbiolog med et intenst learning by doing-forløb bag sig, som inkluderer både livedebatter på tv i primetime samt trusler på livet fra en meget ophidset fisker fra Gilleleje.

“Truslerne tager jeg ikke så tungt, selv om jeg nok er Gillelejes mest upopulære pige lige nu. Til gengæld glæder jeg mig over at have deltaget i en meget fin aktion, hvor Greenpeace for alvor demonstrerede sin styrke og sin berettigelse. Vi er bedst, når vi med vores kampagner kan oplyse, gøre indtryk, dokumentere og sende bolden videre til det politiske system. Store problemer kræver i sidste ende politisk handling”, understreger Hanne Lyng Winter.

Kapslet inde i studierne
Det er kun fire år siden, hun første gang trådte ind ad døren til Greenpeace for at tilbyde sin frivillige hjælp efter i et halvt år at have levet en mere og mere frustrerende tilværelse som nyuddannet arbejdsløs biolog.

Indtil da var det tætteste, hun havde været på miljøaktivisme, et grønt udvalg på gymnasiet samt en kampagne, hun sammen med nogle barndomsveninder havde organiseret for at indsamle affald på strandene ved Dyreborg på Sydfyn, hvor hun voksede op.

“Miljøbevidsthed og aktivisme er ikke begreber, der hyppigt har optrådt i mit barndomshjem. Det har til gengæld altid gjort indtryk på mig at møde mennesker, som engagerer sig i verden og handler. Og så har jeg altid været meget glad for havet. Jeg tog alle de havnørd-fag, jeg kunne komme i nærheden af som studerende, om fx bundforhold og fisk. Jeg kapslede mig helt ind i mine studier og så dem slet ikke i en politisk kontekst på det tidspunkt”, fortæller Hanne Lyng Winter.

Derfor var det næsten heller ikke til at forstå, at hun vadede direkte ind i sit drømmejob, da hun kontaktede Greenpeace.

“Først assisterede jeg en anden havbiolog, der var ansat som campaigner. Jeg lavede noget web og gik til hånde med kampagner, pressemeddelelser osv. Jeg faldt godt i hak med folk i sekretariatet, og en dag var der penge på budgettet, så Greenpeace kunne opslå en ny fuldtidsstilling”, siger hun.

EU-direktiver og amerikansk miljølovgivning
Drømmejob, ja. Men også benhårdt arbejde. Det første år knoklede Hanne Lyng Winter nærmest i døgndrift.

“Min første opgave var forberedelsen af et respons fra Greenpeace på EU’s havstrategi-direktiv. Det er en ordentlig mundfuld, når man intet aner om beslutningsprocesser i EU – eller at der for den sags skyld eksisterer et meget magtfuldt miljøudvalg i Bruxelles”, konstaterer hun tørt.

“På det seneste har jeg beskæftiget mig en del med olieboreplatforme og amerikansk miljølovgivning. Det gjorde jeg som forberedelse til et besøg i Den Mexicanske Golf, hvor jeg var ovre for at drage erfaringer fra oprydningsarbejdet efter olieudslippet”.

I en sag som fx den om ulovligt fiskeri i Kattegat, hvor et helt økosystem er i fare for at bukke under, ryster hun ikke ét sekund på hånden, selv om Greenpeace’ metoder også i denne sag er under beskydning.

“Jeg er blevet mere hård med tiden, og jeg er helt på havets side. Samtidig er jeg selvfølgelig ikke blind for, at der er andre perspektiver end det miljømæssige i alle sager. Jeg har fuld forståelse for, at Gilleleje-fiskerne også skal have noget at leve af, at de også holder af havet, men samtidig er pressede. At bede grønlænderne om at lade være med at bore efter olie, fordi konsekvenserne for den arktiske natur er uoverskuelige i tilfælde af en ulykke, som man ikke kender omfanget af – det er også et dilemma, når man ved, hvor hårdt de mennesker har brug for indtægterne. Men Greenpeace har den opgave at sikre, at beslutninger, der har konsekvenser for miljøet, bliver truffet på et oplyst grundlag. Der er kun os til at gøre opmærksom på, at det skotske olieselskab Cairn fx ikke har offentliggjort en beredskabsplan, før de begyndte at bore i Vestgrønland. Det er os, der skal dokumentere, at to store skibe har været med til at trække et stort isbjerg væk fra det område, hvor der bores efter olie. Og der er kun Greenpeace til at afsløre ulovligt fiskeri i Kattegat på en sådan måde, at der bliver debat om problemets omfang. Derfor synes jeg, at miljøaktivismen i dag er vigtigere end nogensinde”, fastslår biologen.

Hvordan hun karrieremæssigt skal komme videre, når hendes første job er drømmejobbet, spekulerer hun ikke så meget over.

“Jeg har aldrig været så strategisk. En dag, når jeg ikke selv har energien til at arbejde så meget længere, går opgaven videre til en anden. Måske oprinder den dag aldrig. Nogle bliver her altid”.