10.09.2010
Artikel

3.000 DM-medlemmer bør ændre på pension

Som fod i handske. Omkring 3.000 medlemmer af DM har en pensionsordning, der passer dårligt til deres liv. Er du en af dem?

Af Lisbeth Ammitzbøll

Smed du også brevet fra MP Pension hen i “det-orker-jeg-ikke-lige-nu-bunken”? Måske bør du fiske det frem igen.

“Hvis man blev medlem af pensionskassen i 1999 eller senere, bør man ikke tøve med at vælge sig over i den nye ordning”, mener Kim Valentin, der er privatøkonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg A/S.

“Ellers sidder man med en pensionsordning, der repræsenterer det værste fra to verdener. Man har ganske vist en garanti for sine fremtidige ydelser, men garantien har lav økonomisk værdi. Samtidig er man bundet af den gamle ordnings begrænsninger for, hvordan man vil fordele sin opsparing”, siger Kim Valentin.

Enighed om unge
MP Pension tilbyder nu – ligesom i 2008 – en ny ordning, som pensionskassen kalder “fleksibel pension”.

Den går ud på, at man frigør pensionskassen fra alle gamle løfter om renter og ydelser. Til gengæld kan man selv vælge mellem forskellige modeller for opsparing.

“Den gamle ordning er bygget op efter en idé om, at one size fits all”, forklarer medlemschef Kenneth Petersen fra MP Pension.

“Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi lever forskellige liv, og vi har forskellige behov. Hvis man ikke er gift, vil man måske hellere have en kapitalpension, end man vil bruge en masse penge på ægtefællepension. Og så videre. I den fleksible ordning kan man skræddersy sin pensionsopsparing, så den passer til ens egne behov”, siger Kenneth Petersen.

Uenighed om ældre 
Ældre medlemmer af pensionskassen er sværere at rådgive. Her vurderer de to eksperter forskelligt.

Kim Valentin fra Finanshuset: 
“MP-medlemmer over 60 år vil sandsynligvis være bedst tjent med at holde fast på deres rentegaranti og blive på den gamle ordning”.

Kenneth Petersen fra MP Pension:
“Valget står mellem en lav garanteret pension og en højere ugaranteret pension. Samtidig skal man huske på, at man selv skal betale for ydelsesgarantien, som alligevel kun giver mening, så længe der er penge i kassen”.