13.08.2010
Artikel

Store danske naturvidenskabsfolk: Tycho Brahe

Af Jakob Vedelsby

Tycho Brahe kom til verden i reformationen – en opbrudstid præget af religiøse opgør mellem katolikker og protestanter. Samtidig åbnede opdagelsesrejsende for verden, og der kom gang i handlen mellem Europa og især Sydamerika og Østen.

Tycho blev student som 13-årig og startede herefter på universitetet. Som adelig havde man dengang to karrieremuligheder: jurastudier med efterfølgende arbejde i diplomatiet eller “statsforvaltningen” eller militæruddannelse og job i flåden. Men ingen af delene fangede Tycho.

Han blev heldigvis grebet af astronomi, fortæller fysiklektor Knud Jepsen, der er passioneret Tycho Brahe-forsker og på fornavn med det danske nationalklenodie.

Knud Jepsen er primus motor for “Tycho Brahe-stien” med modeller i jern af solen og planeterne i parken ved Haslev Gymnasium, hvor han er vicerektor. Tidligere var han ansat på Brorfelde-observatoriet syd for Holbæk. 

Stella Nova
Som 14-årig konstaterede Tycho, at hans observationer af stjernehimlen ikke stemte overens med de gældende kalendere. Det skyldtes upræcise observationer, som man ukritisk kopierede fra gamle optegnelser.

Det blev startsignalet til, at han formulerede en basal naturvidenskabelig metode, som går ud på, at man skal verificere sine resultater ved bl.a. at gentage sine observationer med andre instrumenter og bruge uafhængige observatører. Det er fundamentet for al senere naturvidenskabelig forskning, pointerer Knud Jepsen. Han peger også på, at Tycho blev eksponent for en ny tid, hvor man begyndte at sætte spørgsmålstegn ved det overleverede.

“Man troede fx, at stjernehimlen var uforanderlig. Lige indtil Tycho i 1572 opdagede en ny stjerne i Cassiopeia – en døende stjerne kaldet en supernova. I bogen “De Nova Stella” påviser han, at stjernehimlen ikke er fikseret. Den gjorde ham med ét slag berømt”.

Hven tur retur
Tychos opdagelser blev dog ikke påskønnet herhjemme, og han var derfor på vej ud af landet, da Kong Frederik II i sidste øjeblik gav ham et tilbud, han ikke kunne afslå. Kongen havde brug for den prestige, der fulgte med videnskabelige nybrud.

Tycho fik forleningen over Hven og et fyrsteligt økonomisk tilskud. På Hven opførte han observatorierne Uraniborg og senere Stjerneborg og gik i gang med at realisere sine drømme. En af dem var at anbringe de tusinde klareste stjerner nøjagtigt på en stjerneglobus. Til det formål udviklede han forskellige meget præcise instrumenter. Kikkerten var endnu ikke opfundet.

Ifølge Knud Jepsen arbejdede Tycho som en besat og fik stor anerkendelse. I 1590’erne begyndte hans stjerne imidlertid at falme. Kong Frederik II var død, og et spareivrigt rigsråd regerede for den unge Christian IV. Samtidig blomstrede en streng nyprotestantisme, hvis regelsæt stod i skarp kontrast til Tychos livsførelse.

“Han levede papirløst, sås aldrig i kirken og overholdt ikke sine forpligtelser som lensherre. Derfor besluttede rigsrådet i 1597 at fratage ham både lenet og indtægterne fra kronen”.

På niveau med Einstein
Tycho fik snart et favorabelt tilbud fra Kejser Rudolf og slog sig ned i Prag, hvor han døde fire år senere under mystiske omstændigheder – muligvis efter en forgiftning.

Men hvilke spor har den gamle mester efterladt sig? De kan ikke overdrives, fastslår Knud Jepsen og giver en smagsprøve:

“Tychos virke er nøglen til en lang række videnskabelige og teknologiske gennembrud. Hans observationer er fx en forudsætning for Keplers påvisning af Mars’ ellipsebane, som er en forudsætning for Newtons love, som igen er en forudsætning for Einsteins almene relativitetsteori. Tychos indsats er også afgørende for, at vi i dag kan fastsætte nøjagtige stjernepositioner og derigennem sikre korrekt styring af satellitter, rumfartøjer og gps-udstyr”.