04.06.2010
Artikel

DM: Bedre karriereveje til kvinder, tak

Lønkommissionens redegørelse viser, at der fortsat ikke er ligestilling, når det gælder mænd og kvinders vilkår på det offentlige arbejdsmarked. Det kniber ikke mindst med kvindernes karriereveje, lyder en kommentar til rapporten fra DM’s formand.

Af Thomas Bøttcher

Kvinder tjener mindre end mænd, og mændene render langt foran kvinder, når det gælder lederposter. Velkendte argumenter i ligestillingsdebatten, som får nye ben at gå på efter offentliggørelsen af Lønkommissionens redegørelse om vilkårene på det offentlige arbejdsmarked.

Kommissionens redegørelse viser, at lønforskellen mellem mænd og kvinder på det offentlige arbejdsmarked svinger mellem 15 og 20 pct. i mændenes favør. Men når tallet korrigeres for forskelle som uddannelse, erhvervserfaring og ikke mindst arbejdsfunktion, ender man med en forskel på mellem nul og tre pct.

Dermed fastslår Lønkommissionens redegørelse, at lønforskellen mellem mænd og kvinder på det offentlige arbejdsmarked kan forklares, for når det handler om det samme arbejde, så får kvinder ikke mindre i løn end mænd.

Tallene vækker til eftertanke, mener DM’s formand, Ingrid Stage, der peger på, at den store absolutte forskel skyldes et meget kønsopdelt arbejdsmarked.

“Det er godt, at vi nu kan se, at kvinder og mænd får stort set samme løn for samme arbejde. Man det ændrer ikke ved, at der også er en ret stor absolut lønforskel, og opgaven må være at ændre på de forhold, der skaber forskellen. Ikke mindst bliver vi nødt til at gøre noget ved det forhold, at få kvinder bliver ledere”. 

Kvinder fravælger de bedst betalte job
Forskellen ses tydeligt i forskningsverdenen. For selv om flere kvinder end mænd tager en universitetsuddannelse, udgør kvindernes andel af lederposterne på universiteterne ifølge Lønkommissionens redegørelse beskedne 13,8 pct.

Ifølge Ingrid Stage viser tallet, at selv om kvinderne ikke direkte er udsat for diskrimination, så er der forhold, der effektivt holder kvinderne ude.

På universiteterne drejer det sig ikke mindst om problemerne med at forene barsel og familieliv med usikre ansættelsesvilkår og den benhårde konkurrence om fortsat ansættelse. Og argumentet om, at kvinderne selv må sørge for at komme på banen, holder ikke, mener DM-formanden.

“Arbejdet i det offentlige skal kunne organiseres på en måde, så man ikke til evig tid er sejlet agterud, fordi man også prioriterer familien. Så det handler om, at der skal sikres en ordentlig balance mellem familie- og arbejdsliv”.

Og netop på universiteterne er der her rigeligt at tage fat i, viser redegørelsen. Ifølge rapporten er forskerne – både kvinder og mænd – den personalegruppe i det offentlige, der har suverænt mest uregistreret merarbejde – et forhold, der også er med til at skabe barrierer for kvinder, når det gælder om at nå til tops. Mandlige forskere arbejder således 6,8 pct. ud over den aftalte arbejdstid – vel at mærke uden kontant afregning eller afspadsering – mens tallet for kvinder er 3,4 pct.

Lønkommissionens tal for merarbejde er stærkt belastende for universiteterne, mener Ingrid Stage.

“På baggrund af det her må vi kræve et opgør med den undtagelsesbestemmelse, der betyder, at merarbejde på universiteterne ikke kan registreres. Det har vi hele tiden arbejdet for, og nu bliver det i Lønkommissionens redegørelse slået fast, at vi har ret”.