12.03.2010
Artikel

Smart drugs mellem behandling og doping

Medicinalindustrien fokuserer i stigende grad på medicin, der forbedre hjernens ydeevne. Foreløbige resultater viser, at potentialet er stort.

Af Thomas Bøttcher

Da det videnskabelige tidsskrift Nature i 2008 lavede en uformel undersøgelse om de såkaldte smart drugs, svarede 20 pct. af tidsskriftets læsere, at de havde taget medicin for at “stimulere koncentration og hukommelse”. Hele 79 pct. af deltagerne i undersøgelsen mente, at raske voksne skulle have mulighed for at tage disse stoffer.

Undersøgelsen var en opfølgning på et kontroversielt debatindlæg, hvor syv forskere fra anerkendte universiteter som Harvard og Cambridge lige ud skrev i Nature, at verden må acceptere fordelene ved præstationsfremmende stoffer:

“Vi bør hilse nye metoder til at forbedre hjernen velkommen. I en verden, hvor mennesket arbejder og lever længere, vil kognitivt forbedrende redskaber – inklusive de farmakologiske – i stigende grad blive nyttige, når det handler om at forbedre livskvaliteten og udvide arbejdsproduktiviteten såvel som at forhindre både normalt og patologisk aldersrelateret kognitivt forfald”, skrev forfatterne og fortsatte med adresse til præparater som Ritalin, Adderall og Modafinil:

“Disse stoffer bør betragtes på lige fod med uddannelse, gode sundhedsvaner og informationsteknologi”.

Internettet vrimler med hjemmesider, hvor Modafinil kan erhverves med en fuprecept og få klik med musen, men i USA vil denne handel fremover få konkurrence fra det etablerede system.

Den amerikanske forening for læger med speciale i neurologi (AAN), der repræsenterer 22.000 læger, fremlagde i oktober sidste år et nyt sæt retningslinjer, der fastslår, at det både er lovligt og etisk forsvarligt at udskrive recepter til raske patienter, der beder om præstationsfremmende stoffer som modafinil.

Dermed kan forbruget af kognitivt forbedrende stoffer, som de præstationsfremmende stoffer også kaldes, vokse yderligere de kommende år.

Mens der i Danmark ikke er lavet undersøgelse af forbruget, viser et studie i USA fra 2005, at næsten syv pct. af alle studerende ved amerikanske universiteter havde taget præstationsfremmende medicin, og at helt op til 25 pct. af de studerende ved enkelte universiteter havde brugt medicinen inden for det seneste år.

Store muligheder
Områder som hukommelse, koncentration og evnen til effektivt at bruge informationer i forbindelse med arbejde har længe været i fokus for medicinalindustrien. Det gælder fx Memory Farmaceuticals, hvis stifter og nobelpristager Eric Kandel i 2002 vagte opsigt ved at forudsige, at piller mod aldersbetinget hukommelsestab ville være en realitet i løbet af ganske få år.

Kandel havde blandt andet MEM1414 i tankerne, et stof der har vist sig netop at forbedre aldersbetinget hukommelsestab hos dyr, og som virksomheden siden 2008 har testet på mennesker. Virksomhedens direktør, Alex Unterbeck, har endvidere udtalt, at hukommelsestab “ikke nødvendigvis er en konsekvens af alderdom”, eftersom det ikke påvirker alle. Ifølge Unterbeck skal hukommelsestab derfor snarere betragtes som et medicinsk problem, der kan behandles med hukommelsesforbedrende medicin.

Over for de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) holder Memory Farmaceuticals sig imidlertid til historien om, at MEM1414 er rettet mod kendte kliniske sygdomme som fx Alzheimers sygdom. Men når et stof er godkendt af FDA, har de praktiserende læger mulighed for at skrive recepter på medicin “off-label”, hvilket vil sig til andre formål, end det er godkendt til, og dermed åbnes nye markedsandele for producenterne.

Potentialet for medicinindustrien er indlysende, når det fx drejer sig om Mo­dafinil, et stof udviklet til at behandle narkolepsi, men som siden dets introduktion har vist sig at have en række uventede bivirkninger.

Et studie fra 2006 viste, at søvnberøvede akutlægers koncentration, kognitive kontrol og arbejdshukommelse forbedrede sig under påvirkning af modafinil. Ligeledes har to forskellige undersøgelser blandt studerende på Cambridge University antydet, at modafinil forbedrer korttidshukommelsen og evnen til at planlægge og udføre opgaver, ligesom stoffet tilsyneladende også reducerede de studerendes impulsive adfærd og gjorde dem mere reflekterede, når de skulle træffe beslutninger.

Som forskeren bag en af undersøgelserne, Barbara Sahakian, professor i klinisk neuropsykologi ved Cambridge University, har sagt til den engelske avis The Times:

“Modafinil er måske det første rigtige smart drug”, og “Mange mennesker vil sandsynligvis tage det. Jeg formoder, at de allerede gør det”.

Når chefen bliver pusher
Barabara Sahakian var en af forfatterne bag det kontroversielle debatindlæg i Nature, som ud over at advokere for en forsvarlig brug af de præstationsfremmende stoffer også berører en række problemstillinger, fx spørgsmålet om distribution.

For hvis ikke der sikres en ligelig social distribution af disse stoffer, vil vi så ikke bare se, at de rige bliver klogere, og de fattige ikke får mulighed for at følge med? Eller hvad med børn? Hvis medicinen er sikker og effektiv, hvad skulle så forhindre ambitiøse forældre i at give deres børn præstationsfremmende medicin?

En tredje oplagt bekymring er spørgsmålet om frivillighed og tvang, og problemet er langtfra hypotetisk. I USA er militærpersonel juridisk forpligtet til at tage medicin, hvis det beordres for at forbedre deres militære ydeevne.

Og selvom arbejdsgivere får forbud mod at pålægge deres ansatte at tage præstationsfremmende stoffer, vil tvang alligevel ikke opstå indirekte, når studiekammeraterne eller kollegerne tager dem?

Netop rækken af uafklarede spørgsmål har fået andre forskere til at advare mod, at præstationsfremmende stoffer sammenlignes med “god uddannelse og gode sundhedsvaner”, som det var tilfældet med artiklen i Nature. Det gælder blandt andre den canadiske neuroforsker Eric Racine, der kommenterede de syv forskeres indlæg i Nature:

“Det er usandsynligt, at brugen af præstationsfremmende stoffer vil udviske eksisterende uligheder. Tværtimod. Når præstationsforbedringer bliver midlet til at undgå ulighed, kan uligheden måske forlænges i det uendelige”.