29.01.2010
Artikel

Nyt job: Inger Askehave

Inger Askehave, 43 år, fra professor og institutleder ved Institut for Sprog og Kultur på Aalborg Universitet til konstitueret prorektor, Aalborg Universitet.

Af Liv Alfast Kretzschmer
Hvorfor var det lige dig, der blev konstitueret prorektor?
Jeg tror, det skyldes en blanding af tilfældigheder og så mine faglige og personlige kompetencer. For det første har jeg leder­erfaring fra mit job som institutleder. For det andet skulle prorektorstillingen besættes lige på det tidspunkt, hvor min institutlederperiode nærmede sig sin afslutning, og endelig er det nok også, fordi jeg som institutleder har været synlig og har sørget for at synliggøre “mit” institut.

Hvad består dine nye opgaver i?
Som institutleder beskæftigede jeg mig med en blanding af ad hoc-opgaver og mere langsigtede og strategiske planer, men nu skal jeg primært arbejde på det strategiske plan. Den første opgave, der er landet på mit bord, drejer sig om at udbygge Aalborg Universitets ledelses­akademi, som er et kreativt idéudvekslingsforum bestående af topledere fra den private og offentlige sektor og forskere og undervisere inden for ledelse. Den form for facilitering, der foregår i Ledelsesakademiet, og det at bringe de rigtige mennesker sammen samt pege på nye muligheder og tiltag for Aalborg Universitet er nok essensen af mine opgaver i det hele taget. Derudover har Aalborg Universitet lige gennemført en trivselsundersøgelse, som viser, at vi har nogle utroligt engagerede og dygtige medarbejdere, og at vi som universitet skal overveje, hvordan vi bedst muligt fastholder dette engagement gennem et godt og konstruktivt arbejdsmiljø.

Hvad glæder du dig mest til i dit nye job?
Jeg trives virkelig med nye opgaver og skift i hverdagen. Så jeg glæder mig meget til at være med til at afstikke kursen for Aalborg Universitet og arbejde sammen med en masse spændende mennesker inden og uden for universitetet.

Inden for et år er du blevet professor og ­prorektor. Hvad bliver det næste?
Jeg tager en dag ad gangen. Jeg har ­aldrig lavet en karriereplan, men jeg er altid åben over for de muligheder, der viser sig.