29.01.2010
Artikel

AU nedlægger 65 stillinger

Også Aarhus Universitet står over for ned­skæringer. Millionunderskud på det Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet.

Af Thomas Bøttcher

Fald i forskningsindtægter og øget betaling til Aarhus Universitets samlede økonomi betyder, at Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) må nedlægge 65 stillinger, opsige lejemål og spare på driftsomkostningerne. Det siger fakultetets dekan, Just Jensen. Nedskæringerne rammer især ansatte inden for områderne skadedyrsforebyggelse, pesticider og husdyrbiologi.

“De forskningsmidler, vi normalt har fået inden for pesticidområdet og skadedyrsområdet, er erstattet af en lang række afslag i slutningen af 2009”, siger Just Jensen.

Det gælder blandt andet ansøgninger om midler fra Det Strategiske Forskningsråd til et projekt om mindre og mere strategisk anvendelse af pesticider i planteproduktion. Men ifølge Just Jensen har DJF’s ansøgninger været for marginale i forhold til de forskningsprogrammer, forskningskronerne var bundet op på.

“Vi har søgt alle de steder, vi kunne, og selvom vi aktivt har arbejdet med at tilpasse ansøgningerne til de temaer, der blev meldt ud, har vores succesrate alligevel været for lav. Normalt har vi held til at få 25-45 procent af vores ansøgninger igennem, men i år har vi været nede på 10-15 procent”, siger Just Jensen.