15.01.2010
Artikel

Nyt job: Thorkil Boisen

Thorkil Boisen, 45 år, fra selvstændig ismager til konsulent og leder af Bornholms Lakseklækkeri.

Af Thomas Bøttcher
Hvad skal du lave i dit nye job?
Lakseklækkeriet arbejder med produktion af fiskeyngel til udsætning, men sidste år fik stedet 2 mio. kr. til et projekt med produktion af økologisk laks. Jeg skal kombinere min viden om biologi og virksomhedsdrift til at gøre virksomheden så effektiv som mulig og samtidig videreudvikle forskningsaktiviteterne.

Hvad laver du ellers?
Jeg er gymnasielærer på Bornholms Gymnasium på halv tid, timelærer på madlinjen på erhvervsskolen, og siden 1999 har jeg fremstillet økologisk is i min café i Snogebæk. Desuden er jeg formand for Foreningen Regional Madkultur Bornholm, hvor vi arbejder med at udvikle anvendelse af lokale råvarer.

Hvordan er det at være akademiker på Bornholm?

Det er en udfordring at finde et fagligt miljø, når man bor på en ø langt ude i Østersøen. Men fordi jeg involverer mig i så mange forskelligartede projekter, får jeg både lov til at opleve biologien anvendt i praksis på Lakseklækkeriet og mere teoretisk på gymnasiet. Det synes jeg er en god blanding. Der er ikke særlig mange akademikerjob på Bornholm, men når jeg splitter mit arbejde op på tre-fire aktiviteter, ja, så kan jeg forhåbentlig skrue op og ned for de enkelte dele efter behov og blive boende på denne dejlige ø. 

Ville du foretrække en fast fuldtidsstilling?
Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har stort set aldrig haft et fast job. Og nu har jeg jo etableret en virksomhed. Den er som et barn, jeg selv har skabt, og jeg vil gøre meget for at præge og videreudvikle den. Det ville nok blive for vanskeligt, hvis jeg skulle få et fuldtidsarbejde.