13.11.2009
Artikel

Han kæmper for liv på øerne

27 små øer. 27 små færger. 27 samfund i Danmark i konstant kamp for at overleve. Øerne har en god allieret. Han er medlem af DM. Mød ham på en af Danmarks mindste arbejdspladser.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Vi sejler mod vest med vind i håret. Havet er blåt med hvidt skum på krappe bølger. Bag os ligger Langeland. Nord for os Tåsinge. Foran os Strynø. Grøn og flad og bare 2 gange 3 kilometer med 12 meter som sit højeste punkt. Solen er skarp. Her blæser en halv pelikan.

Færgen hedder “Strynboen”. Den hugger lidt i søen. Motoren dunker. Lugten af varm maskinolie kommer og går med skiftende vindstød. Dækket er fyldt op. Her er en traktor, et par varevogne og tre personbiler. Her er ni passagerer, to færgemænd, en labrador og en terrier. Her er 3.000 eksemplarer af Ø-Posten, frisk fra trykkeriet og pænt pakket i brune papkasser.

Vi er på vej til en af Danmarks mindste arbejdspladser. På Strynø ligger sekretariatet for Sammenslutningen af Danske Småøer. Herfra kæmper dets leder en sej kamp for at bevare dagligt liv og velfærd på Danmarks små øer.

Landets bedste udsigt
Claus Jensen tager imod ved færgelejet i en lidt for tynd jakke. Han kommer oprindeligt fra stenbroen. Først for otte år siden flyttede han til Strynø med kone og tre børn for at kæmpe øernes kamp.

Herfra betjener han ø-sammenslutningens politiske bestyrelse. Han skriver høringssvar til myndigheder. Han skriver og redigerer bladet Ø-Posten samt et nyhedsbrev på nettet til øboer og politiske interessenter. Han arrangerer foreningens årlige repræsentantskabsmøde og generalforsamling. Han holder møder med Folketingets Ø-kontaktudvalg. Han formidler ø-viden og ø-holdninger til adskillige ministerier, og han holder kontakt til European Small Islands Federation. Han planlægger også kurser for ø-sammenslutningens medlemmer og rådgiver idérige øboer om støttemuligheder.

Det hele foregår med base i et kontor i en lavloftet bygning med knirkegulv og loftsbjælker og små ruder. Fra Claus Jensens kontorstol er der direkte udsigt over fredelige får, grønne enge og solblanke, gule græsser til Strynøs kystlinje ved det blå, blå hav.

Her er harer, tudser og stynede popler. Her er pibeand, tejst og stormmåge. Her er åndeløst smukt. Og ensomt.

Job med mening
Claus Jensen kan – som de fleste af os – pege på både fordele og ulemper ved sit job. Der er flest fordele.

“Jeg oplever mit arbejde som meningsfuldt og værdifuldt. De danske øers fremtid er en vigtig del af hele landets fremtid. Hver enkelt ø bidrager med noget særligt. Det kan være en speciel flora eller fauna eller et stykke kulturhistorie, der kaster et særligt lys over områdets historie. Danmark ville være et langt fattigere land uden sine små øer”, fremhæver han.

Fattigere på natur, kultur, historie og oplevelser, men ikke nødvendigvis på penge. Danske småøer får i runde tal 90 millioner kroner om året i støtte til især færgedrift. Der bor i dag 5.000 mennesker på de 27 småøer i sammenslutningen.

I 1970’ernes begyndelse skrev en embedsmand i Miljøministeriet en analyse, der forudså en nært forestående affolkning af alle danske øer med under 500 indbyggere. Ædle kvinder, skønne møer og mænd og raske svende ville ikke længere bebo de danske øer. De flyttede til fastlandet.

Analysen blev hurtigt kendt som “Det Sorte Notat”. Det fik alarmklokkerne til at ringe. Hos øboer, naturelskere og også på den ø i landet, hvor mest magt er samlet: Slotsholmen i København.

Sårbar dagligdag
Dansk ø-liv blev reddet på stregen. I 1974 opstod Sammenslutningen af Danske Småøer. I 1984 kom ø-støtteloven. I 2007 fik småøerne deres egen aktionsgruppe under Landdistrikts- og Fiskeriudviklingsprogrammet.

I dag er 82 øer befolket ud af landets over 400 øer. På nogle øer skrumper befolkningen, på andre vokser den. Generelt er antallet af øboer nogenlunde konstant.

“For nogle år siden troede man, at internettet ville redde dansk ø-liv, og at mange unge familier ville etablere sig i trygge rammer med fjernarbejde og små selvstændige virksomheder. Det er også sket, men ikke i så stort omfang, som nogle forventede. Et godt ø-liv med distancearbejde kræver bredbånd, men det kræver også en skole, en dagligvarebutik, en daginstitution og en god og hyppig færgeforbindelse. Hvis blot et enkelt element mangler, bliver det svært at få dagligdagen til at hænge sammen. Livet på øerne er sårbart”, fremhæver Claus Jensen.

Sammenslutningen af Danske Småøer er talerør for de 27 danske øer, der har under 1.200 indbyggere, og som er for små til at være selvstændige kommuner. De er uden bro til resten af landet. De tre største af de 27 øer er Fur, Orø og Fejø. De tre mindste er Birkholm, Hjortø og Nekselø.

Lang vej til fagfæller
Flere fortrin ved jobbet som leder af øernes sekretariat:

“Fleksibilitet i arbejdstiden, variation i opgaverne, selvstændighed i jobbet. Kort vej til og fra arbejde de fleste dage”, remser Claus Jensen op. Han kan gå fra sit eget hus og hen til kontoret på bare 10 minutter.
Jævnligt ligger hans arbejdsdag dog i København eller Odense, når han holder møder med politikere, embedsmænd eller repræsentanter for andre organisationer. Så kræver rejsen en til tre timer. Hver vej.

Jobbets ulemper er få. De handler om faglig og social ensomhed samt usikre succeskriterier.Claus Jensen er cand.scient.soc. fra RUC. Geografisk er hans nærmeste kollega sekretariatets eneste HK-sekretær. Fagligt er hans nærmeste kollega Aktionsgruppens medarbejder. Han arbejder fra sit kontor i Hadsten.

“Hvis jeg over en længere periode har travlt med skriveopgaver og sidder på kontoret mange dage i træk, kan jeg mærke savnet af faglig sparring og kollegialt samvær. Når man er mange kolleger sammen, bekræfter man uvilkårligt hinanden i synet på verden og nytteværdien af det arbejde, man udfører. Succeskriterier vokser ofte ud af de daglige diskussioner om opgaver og metoder. Man inspirerer også hinanden til at prøve noget nyt. Det giver alt sammen en større sikkerhed og spændstighed i tilgangen til opgaverne”, siger Claus Jensen, der kom til Strynø fra et job som assistent på B.T.

“Og så er mulighederne for at gøre karriere jo temmelig begrænsede, hvis man ikke vil flytte fra øen”, siger han med et smil. Strynøs akademiske job kan tælles på en enkelt hånd.

Ø-tur er bedste kur
Medicinen mod faglig ensomhed kender han: Besøg en ø.

Claus Jensen er også formand for Øernes Aktionsgruppe, der med midler fra EU og fra finansloven støtter nye projekter for øernes erhvervsliv.

“Øboer er selvhjulpne mennesker og fulde af gode idéer til nye projekter. De kæmper for at skabe liv og indtægter og for at realisere deres drømme. Det gør andre mennesker selvfølgelig også, men øboer må nok kæmpe lidt hårdere for at realisere nye projekter. De kan ikke lige finde ti andre i nabolaget, der brænder for samme idé. Som øbo er man typisk nødt til selv at definere sit projekt, skabe rammerne og finde midlerne”, fortæller Claus Jensen.

Som formand for Aktionsgruppen er han i år med til at fordele fem mio. kr. Han er ofte den første person til at give en professionel vurdering af et projekts mulighed for at opnå støtte fra Aktionsgruppens kasse eller fra andre puljer.

Blandt Aktionsgruppens senest støttede projekter er produktion af syltetøj på Strynø, en ny bådehavn på Hjarnø, udvikling af rollespil for unge på Årø, billedkunst og “Fortællinger fra fyret” på Anholt, et friluftscenter på Fur, et refugium på Drejø, et beboerhus på Bjørnø, nye temahaver i lægeurtehaven på Endelave.

Ø-liv med fremtid
Intet menneske er en ø. Slet ikke et ø-menneske.

Foruden at være leder af småøernes sekretariat og formand for Aktionsgruppen for danske øer har Claus Jensen adskillige poster i Strynøs lokale liv. Blandt andet er han formand for menighedsrådet i Strynø Sogn, og han er medlem af bestyrelsen for SF’s partiforening på Langeland.

“På en ø er man synlig, og man bliver brugt til alt, hvad man kan finde ud af – og så lidt til”, siger han med et skævt grin, mens vi går gennem Strynø by ad smalle, snoede gader med kønne, gamle murstenshuse og velholdte haver.

I dag bor lidt over 200 mennesker på Strynø. I slutningen af 1800-tallet ernærede omkring 900 strynboere sig ved landbrug, fiskeri og søfart med andelsejede store skonnerter, der lå i Marstal.

I dag er kun hver sjette indbygger ud af gamle ø-slægter. Resten er tilflyttere. SF er øens største parti. På Strynø spiser man sammen en gang om måneden. Her er aftenskole med italiensk, musik og yoga, foredrag på skolen, koncerter i kirken, som i øvrigt fik ny præst i foråret, en kvinde, 28 år, tre børn. Det giver tro på fremtiden.

“Så længe vi kan holde liv i skolen, færgefarten, daginstitutionen og købmanden, tror jeg på, at vi klarer os. Vi er godt stillet, sammenlignet med mange andre øer”, siger Claus Jensen.

Ved færgelejet ligger Strynboen parat til 29 minutters ny kamp mod vind og strøm.

“Den kan gå ned, hvad dag det skal være”, bemærker en øbo, mens vi venter.

Claus Jensen har undervejs hentet sig en tykkere frakke. Han mener nu nok, færgen kan holde sig flydende lidt endnu. Alligevel fortæller han med synlig glæde, at Langelands Kommune netop har søgt om penge til en ny færge fra den pulje på 210 mio. kr., som blev vedtaget for nylig i Folketinget. Puljen er endnu en synlig succes for Sammenslutningen af Danske Småøer.

Om bord på færgen er igen Ø-Posten. Nu pakket om i andre kasser med kurs mod sammenslutningens medlemmer på andre danske øer.

Blæsten er løjet en anelse af. Og jo. Strynboen klarer også denne tur.