30.10.2009
Artikel

Historiker i trøjen

Sårede og dræbte soldater i Afghanistan. Krisehåndtering med pårørende. Historiker Niels Klingenberg Vistisen er ansat i Hærens Operative Kommando, hvor han betragtes som kaptajn. Han samarbejder med den øverste militære ledelse i landet, når der skal træffes vigtige beslutninger for de danske soldater.

Af Martin Ejlertsen

Telefonen ringer. Den vagthavende befalingsmand er i røret. Det drejer sig om en repatriering.

“Vi må indrette os efter det civile system. Han vil gerne tilbage igen, og de vil også gerne have ham tilbage dernede. Men det kan vi ikke, når lægerne siger nej”.

Svaret er klart. Det bliver et nej. Denne gang. Andre gange er det et ja. Det er beslutninger, som bliver taget efter nøje afvejninger. Beslutninger, som Niels Klingenberg Vistisen ofte tager alene efter oplysninger, som tikker ind på mail, og som han viderebringer via telefon. Som i dette tilfælde.

Han lægger røret på. Kigger op. En dansk soldat er kommet syg hjem fra tjeneste i Afghanistan. Sygdommen kræver længere tids behandling, og de danske læger vurderer, at han ikke kan vende tilbage til sit arbejde i det krigshærgede land i den nærmeste fremtid.

“Sådanne sager er der mange af. Jeg skal nu fortælle de ansvarlige på missionen i Afghanistan, at han ikke kommer derned foreløbig på baggrund af den lægelige vurdering”, siger Niels Klingenberg Vistisen og læner sig tilbage i stolen og kigger rundt.

Hans kontor kunne være et hvilket som helst på en offentlig arbejdsplads et sted i Danmark. På opslagstavlen foran skrivebordet med computeren og telefonen hænger privatfotos af ham og den ruhårede hund Fie. På reolen står bøger om kommunikation, ledelse og uddannelse, coaching, e-læring. Der står også en klinisk ordbog. På væggen hænger et udstoppet vildsvinehoved. Ved siden af dyrehovedet prydes væggen af et foto af Niels smilende, siddende på hug med en riffel ved hoften og en død gazelle ved sine fødder.

“Jeg skød vildsvinet i Afrika. Det havde angrebet en tjenestepige og bidt hende kraftigt i underbenet. Vi jagtede det om natten, fandt det og skød det. Nu hænger det der”, siger han og konstaterer grinende:

“Ja, det var jo ikke lige jagt, vi snakkede om på gangene på Historie”.

Som han i sin militæruniform sidder der i stolen med jagttrofæet på væggen og det vidnende foto om jagteventyret i Sydafrika, der varede et halvt år, ligner han ikke en historiker. Men det er han. Magister fra Aarhus Universitet i historie og samfundsfag. Nu arbejder han i det danske militærs mest centrale enhed, når det gælder internationale indsatser som i Afghanistan og Kosovo. De indsatser styres fra Hærens Operative Kommando (HOK). Hovedbygningen ligger midt inde på Karup Flyvestation i Midtjylland. 

Står ret for Dannebrog
Denne morgen viser det elektroniske termometer, som er placeret på taget af det lille hus ved indgangsbommene til Karup Flyvestation, minus to grader. Klokken er 8.15. For et kvarter siden blev Dannebrog hejst. Imens holder al trafik på flyvestationen stille, og soldater i uniform “står ret”. Sådan som det i respekt for landet og soldaterne i kamp for det sker hver morgen ved samme tid. Disen ligger stadig tungt over det midtjyske landskab, mens solen langsomt vækker liv i både natur og militærgrønne køretøjer, som nu kører igen, passerer bommene og forsvinder ud på flyvestationens vejnet.

Karup Flyvestation er som en isoleret mindre landsby, hvor 3.500 personer har deres daglige gang. Det større vejnet på området leder rundt blandt spredte bygninger, marker og små skove. Her kræver det særlig tilladelse og adgangskort at komme ind. Det skal byttes til endnu et nyt adgangskort for at komme ind til HOK.

Dette er målet for dagens besøg. Det indhegnede HOK-område ligger få minutters kørsel i bil fra flyvestationens hovedindgang. Ved indgangen til HOK står en tank af ældre dato. To nyere hovedbygninger er koblet sammen af flere ældre enetagers barakker med slidt sort patina. Hver barak er opkaldt efter generaler, som har været i krig for Danmark. Som bygning 474 efter generalløjtnant Gerlach, der levede og kæmpede for Danmark til sin død i 1865.

Danmark er også i krig i dag. Kommandovejen mellem de danske styrker i det krigshærgede Afghanistan, det i dag mere afdæmpede Kosovo og den centrale hovedstation i Karup går gerne forbi en fløj til hovedbygningen. Her ligger Niels Klingenberg Vistisens kontor. 

Dræbte soldater
Niels er ansat i Forsvarets Personaletjeneste i HOK i Karup, hvor han arbejder i en turnusfuldmægtigstilling i HR-afdelingen. Det har han gjort siden 2007. Det er hans første rigtige arbejde, efter han sluttede studierne samme år. Turnusstillingen betyder, at han højst kan være i sit nuværende arbejde i fire år, før han skal søge videre i det militære system. Sådan har staten skruet det sammen.

“Min nuværende stilling er tilfældigvis her i Karup, for der sidder masser af andre akademikere i Forsvarskommandoen og i Forsvarsministeriet, som også er på turnus. Men de stillinger besættes ofte af økonomer og jurister. Ikke af humanister”, siger Niels.

Der arbejder omkring 200 mand hos HOK i Karup. Niels Klingenberg Vistisen er den eneste magister. Han arbejdet tæt sammen med den militære ledelse og leverer notater til såvel hæren som forsvarsministeren. Han lægger planer for fremtidigt personel og tager ud i uniform og drøfter sager med forskellige militære enheder i hele landet. Niels havde ikke været ansat ret længe, før arbejdets alvor blev hverdag for ham.

“To danske soldater blev dræbt i Afghanistan i november 2007, efter jeg havde været blot få dage i HOK. Den situation skulle vi håndtere her fra Karup. Det var en meget speciel oplevelse”.

Som civilist og akademiker stikker Niels ud fra mængden. Kun “gruppepresset” afgør, om han skal tage uniformen på, forklarer han smilende. I en alder af 30 år er han som akademiker allerede nået meget længere, end hvis han skulle følge det militære system, som er indrettet efter skemalagt progression.

Han betragtes som kaptajn og drøfter vigtige beslutninger med majorer og oberstløjnanter om soldater i krig. Han skal handle hurtigt, når danske soldater bliver såret eller dræbt.

“I HR-afdelingen har vi omkring fire timer til at lokalisere og underrette de pårørende til en såret eller dræbt dansk soldat, før pressen kan overhale os og kommer først med historien. Det er lidt af et kapløb”, siger Niels og konstaterer:

“Kommer pressen først, kan det ende med, at et par tusinde pårørende sidder nervøse for, at det netop er deres søn eller datter, som er kommet til skade. Det skal vi undgå”. 

Operationscenteret
I midten af HOK-hovedbygningen ligger Operationscenteret. Her samles Niels med resten af krisestaben, når danske soldater bliver såret eller dræbt, og der kræves omgående koordinering og hjælp hjemmefra.

Operationscenteret har 12 pladser ved to rækker af borde, som står i en hestesko. Hver plads har en pc og telefon. I hjørnerne af lokalet hænger store tv-skærme, og i midten et stort hvidt lærred til projektering af tv- og satellit-signaler. Rundt om på væggene hænger store land- og terrænkort over fortrinsvis Afghanistan og Kosovo med påtegnede gule pile, røde prikker og centrale byer og steder. Små cirkler med navne angiver de danske militærlejres placering. For en udenforstående uden militær indsigt virker oplysningerne uoverskuelige og uforståelige. For en person med militær indsigt det modsatte. Her er militære hemmeligheder.

I denne hærens centrale krisecentral kan krisestaben sidde i mange timer, når hjælpen for de sårede eller dræbte danske soldater skal koordineres.

“Så samles vi med det samme i Operationscenteret. Her sidder vi med nedrullede gardiner i aircondition og følger via lærredet soldaterne i feltens støv og hede. Vi følger udviklingen minutiøst og handler i forhold til de ofte dramatiske hændelser, som foregår langt borte i “real time”. Det kan være lidt svært at forholde sig til den enorme afstand og de helt forskellige forhold dernede og herhjemme”, siger Niels.

Mellem praktiker og teoretiker
Tilbage på kontoret. Niels sætter sig i stolen og vender sig mod skærmen for at svare på en mail fra en chefsergent og oberstløjtnant, som leder slagets gang i Camp Price i den afghanske Helmand-provins. Dem mødte han, inden de tog af sted på tjeneste i Mellemøsten.

“Det er vigtigt, at jeg inden deres afrejse møder op i uniform og viser dem, hvem jeg er. De skal have sat et ansigt på, hvem det er, de kommer til at tale med. Ellers kan der opstå en kommunikationskløft. Vi holder desuden løbende kontakt om hele holdet, som skal udstationeres. Der er jeg en slags key account manager, som hjælper med at finde det rette og passende mandskab. Jeg har ansvaret for at udarbejde et grundlæggende beslutningsoplæg over, hvem der skal af sted og hvorfor. Det er en ret alvorlig opgave at skulle pege på, hvem der skal til Afghanistan”, siger han.

I sidste ende er det chefen i HR-afdelingen, oberstløjtnant Anne Bill, der træffer den beslutning. Opstår en tvist eller større usikkerhed om beslutningen, ender afgørelsen på generalmajor Bundsgaards bord. Det er HOK-chefen med det overordnede ansvar. Niels skriver mailen færdig og trykker send.

Niels’ kollega kaptajn Felicia Hernø, som har været udstationeret i Bosnien, stikker hovedet ind for kort at drøfte en sag. De arbejder tæt sammen i dagligdagen. Praktikeren og teoretikeren. Snakken er lavmælt.

“Vi skal have fulgt den sag til dørs”, siger hun afslutningsvis, vender sig og går igen.

For Niels har det taget tid at lære de forskellige kommandoveje i systemet. Man kan ikke bare kontakte en enhed i Slagelse uden at kontakte divisionen og derefter brigaden i Haderslev først, forklarer han.

“De kommandoveje skal man følge, og det skal man lige vænne sig til. Som magister har jeg fået verbale bank et par gange for ikke at følge det system. Det er ikke umiddelbart indlysende, at sådan hænger tingene sammen, men de episoder lærer jeg af. Jeg bliver kastet ud i utrolig meget og får stort ansvar for selv at løse mange sager. At garvede militærfolk viser mig som magister den tillid, synes jeg er positivt og udfordrende”.