09.10.2009
Artikel

Skovsag kan skade DMU

Aarhus Universitets ledelse kritiserer DMU i sagen om sminkning af naturtilstanden i de danske skove. Men ifølge forvaltningsekspert kunne DMU næppe have handlet anderledes. Samtidig presses DMU af kommende konkurrenceudsættelse.

Af Thomas Bøttcher

Samtidig med at miljøminister Troels Lund Poulsen har krævet en redegørelse fra Skov- og Naturstyrelsen i sagen, hvor styrelsen beskyldes for at vildlede EU og offentligheden om naturtilstanden i de danske skove, medfører sagen nu også intern kritik på Aarhus Universitet (AU).

Sagsdokumenter har hidtil afsløret, hvordan styrelsen pressede DMU til at tegne et stærkt forskønnet billede af sundhedstilstanden for en række skovtyper i en indberetning til EU.

Men ifølge prorektor ved AU Søren E. Frandsen har også DMU handlet forkert ved ikke at lægge afstand til indberetningen.

“DMU have sikret sig mod at skulle lægge navn til det, som i sidste ende blev en sammenblanding af faglige vurderinger og politiske ambitioner. Der skal være en tydelig adskillelse mellem forskningsbaseret rådgivning og politik”, siger Søren E. Frandsen.

Kritikken møder imidlertid ingen forståelse på DMU. Her fremhæver medarbejdere, at det i sidste ende var Miljøministeriet, der var afsender, ligesom det må stå for ministeriets egen regning, at ministeriet i en pressemeddelelse hævdede, at indberetningen til EU skete på baggrund af rapporter fra DMU. For ministeriet lagde netop ikke DMU’s faglige vurderinger til grund for EU-indberetningen. Tværtimod gjorde DMU under sagsforløbet ministeriet opmærksom på, at forskningsinstitutionen var uenig i ministeriets vurderinger.

Professor i offentlig forvaltning ved AU Jørgen Grønnegaard Christensen mener heller ikke, at DMU kunne have handlet anderledes i sagen.

“Politikere og embedsmænd må i sidste ende drage de konklusioner, de vil, og her drejer det sig om opgørelsesmetoder, hvor det står ministeriet frit for at opgøre tallene, som de vil”, siger han.

Frihed og tvang
Sagsforløbet og den interne AU-kritik viser ifølge Grønnegaard Christensen, at modsætningen mellem forskningsbaseret rådgivning og politik er blevet yderligere tydeliggjort med sektorforskningens integration på universiteterne.

“Fusionerne blev begrundet med, at spillereglerne for sektorforskere og universitetsforskere nu skulle være ens. Dermed er situationen, at forskerne med legitimitetsmæssig opbakning kan komme og sige, at lige netop i denne sag er det måske ikke foregået efter bogen”.

Imidlertid har sektorforskningsinstitutionerne al mulig grund til at være varsomme med at tale de opdragsgivende ministerier imod, mener Jørgen Grønnegaard Christensen.

“Jo flere sager der kommer af denne art, des mindre tilbøjelig kan man være fra myndighedernes side til at ville engagere sig med sektorforskningen”.


I DMU’s tilfælde understreges problemet ved, at Miljøministeriet har besluttet at konkurrenceudsætte en del af DMU’s opgaver, hvilket risikerer at medføre, at DMU’s Kaløafdeling nedlægges. Eller som DMU-forkningschef Flemming Skov siger:

“Når du har en situation som nu med konkurrenceudsættelse, kan der altid rejses tvivl om det, vi siger. For er vores råd baseret på, at vi skal have penge næste gang? Min holdning er, at den situation er uholdbar”, siger han.

Selvom skovsagen kaster et uheldigt lys på DMU, ønsker både Aarhus Universitet og DMU at fastholde de eksisterende rammer for samarbejdet med Miljøministeriet – inklusive udveksling af synspunkter mellem DMU og ministerium under sagsbehandlingen. Også selvom det indebærer risiko for flere sager med uheldig sammenblanding af rådgivning og politik.

“Jo, men sådan har det altid været med sektorforskningen. Det er jo ikke noget specielt nyt”, siger Flemming Skov.