09.10.2009
Artikel

Videnskabens fyrtårn

Mens den danske regering flirter med tanken, er den tyske i fuld gang med at fremelske eliteuniversiteter. Magisterbladet har udforsket et af dem – og fundet hele to nye eliter.

Af Michael Reiter

I 2007 tog Freie Universität (FU) i Berlin en statsfinansieret smutvej til elitehimlen, hvor det skulle stråle om kap med Harvard, Oxford og Yale.

Hvad sker der, når man på den måde køber sig til status? Er arnestedet for det tyske studenteroprør blevet indtaget af en ung neointelligentsia iført skarp sideskilning og pullover med broderet våbenskjold? Er de fodformede forelæsere blevet udskiftet med karriereforskere, hvis værd gøres op i artikler i tidsskriftet Science?

Ved første øjekast indvarsler det nyudråbte “videnskabens fyrtårn” en ny tidsalder. Facaden er blevet flot moderniseret. Universitetet har endda fået sig et ufolignende bibliotek af stjernearkitekten Norman Foster. Men begge dele er som forårsmaling til et sprukkent havemøbel. For inden for rammes man af uforandret, betontung 70’er-arkitektur.

Desuden lever de studerende slet ikke op til Oxford-fantasierne. I stedet er der dømt urban chic, udtrådte gummisko, dreadlocks og piercinger. Ser den akademiske højadel sådan ud? De folk, vi spørger til den ny elite, trækker kun på skuldrene. Selv ved en officiel, studenterbemandet info-skranke opstår der forvirring. Elite? Hvilken elite?

Så dæmrer det: “Vi er alle sammen elite!”, udbryder Magda, der studerer polsk. Hun fremtryller en glittet pjece. Indeni beskriver rektor hvordan eliteinitiativet forgylder FU. “Det mærker vi ikke noget til – i hvert fald ikke på mit studium”, fastslår Antje fra teatervidenskab. “Men prøv at tale med professorerne. De nyder sikkert godt af initiativet”.

Erhvervslivets indtog
Den første ledetråd fører til vejrs i videnskabens fyrtårn. I et lyst kontor nær toppen møder vi Peter-André Alt, dekan på humaniora. Alt betyder gammel, og i dag lever den 48-årige op til sit navn: Han virker udkørt. “Jeg troede ikke, eliteinitiativet ville ændre FU så hurtigt. Men her er blevet utroligt dynamisk”, siger han og smiler træt.

“Tidligere led vi under et spinkelt budget. Vi havde trængte professorer med kæmpemæssige eksamenskvoter. Det resulterede i dårlig vejledning af de studerende. Da Berlin var på fallittens rand, havde vi svært ved at finansiere nye kræfter”.

Så kom eliteinitiativet. Og efter FU’s kåring til topuniversitet hev staten checkhæftet frem. “Vi mærker tydeligt pengestrømmen”, bekræfter dekanen. “En stor del går til strategisk planlægning af de nye excellence clusters og deres ph.d.-programmer. Vi har bl.a. fået råd til at ansætte rådgivere, som hjælper med at søge eksterne forskningsmidler”.

Eliteeuroerne udgør fundamentet i et forskerliv, de fleste akademikere allerhøjst dagdrømmer om. I clusterne deles der rundhåndet penge ud til nye professorer, lektorer og gæsteforskere. I en lind strøm flyder midlerne uhindret til workshopper, kongresser og rejser. Man flotter sig med nye materialer og udstyr. “Selv de, der var skeptiske over for initiativet, springer nu på toget”, forklarer Alt.

“Men”, sukker dekanen, “folk arbejder på grænsen til det uoverkommelige”. Ikke mindst for at sikre de midler, der skal holde gang i elitemaskinen – og som har ført til nye ansættelsesregler på FU: “Forskernes løn står nu i relation til deres inddrivelse af eksterne midler. De, der ikke er aktivt søgende – fordi de fx prioriterer undervisningen – får mindre i løn”.

“Jeg synes om, at præstation belønnes”, fastslår Alt. “Men det her har udartet sig til en ansøgnings- og præstationsmani”. Dertil kommer, at den omsiggribende eksterne finansiering påvirker forskningen: “Erhvervslivet har holdt et stærkt indtog på FU og presser os til at være mere effektive. Men vi skal værne om forskningsfriheden. Og derfor må vi ikke fortsætte længere ad den vej, vi er slået ind på”.

Ingen tid til bordfodbold
Dekanens ord slår ekko mellem væggene, mens reporterne tager de sidste trapper op til toppen af fyrtårnet. Her stråler Languages of Emotion (LOE) – et excellence cluster, hvor topforskere fra forskellige lande og fagområder gransker kommunikation af følelser. Glasdøren til det allerhelligste er låst, men åbnes af en sekretær, der kunne have klædt enhver minister eller manager. Hun byder indenfor i et fremmed kosmos, præget af mørke lædersofaer, moderne lamper og – midt i det hele – et næsten antikt bordfodboldspil.

“Det bruger vi, når vi skal slappe af”, griner Günter Schmidt-Gess. Den 35-årige er managing director i elitehimlen. Han er tidligere Princeton-docent og headhuntet til jobbet fra Technische Universität München, Tysklands førende eliteuniversitet.

Der er ikke meget tid til bordfodbold, indrømmer Schmidt-Gess. “Vi er presset af evaluerende instanser, der forventer resultater. Det er ikke nemt med et så stort interdisciplinært projekt som vores”. En sky formørker hans ansigt. Så lyses det op af et drenget smil: “Men det skal man jo tage sportsligt”.

For at skuldre opgaven har LOE netop skabt tre nye lektorater og to professorater plus medarbejdere. “Og der er flere på vej”, understreger Schmidt-Gess. “Etableringen kræver summer, som FU tidligere slet ikke havde. Men nu kan vi bare beslutte den slags ting – helt ubureaukratisk. Godt nok må clusteret ikke give sine forskere mere i løn end andre steder på FU. Til gengæld kan vi hyre to af slagsen”.

Tricket består i at ansætte en ung lektor til at befri en topforsker for den undervisning, han er forpligtet til. “Det gør selvsagt FU meget interessant for nye kræfter”, siger direktøren. “De har frihed til at forske og arbejder i et spændende miljø, hvor professorer fra flere fagområder er fælles om et projekt”.

Og hvordan profiterer resten af universitetet af clusteret? Günter Schmidt-Gess tøver. “Ja, altså, vi inviterer alle til at deltage i clusteret, men selvfølgelig skal de være kvalificerede. Vi får mange ph.d.-ansøgninger, som eventuelt senere kan blive fx post.doc.’er. Dertil kommer, at fagområderne får stillet kræfter til rådighed, de ellers ikke havde haft råd til. Folk, som også forelæser. Vi understøtter også biblioteket med nye bøger”.

Direktøren tier – tænker – og tilføjer så: “Det er svært at formidle, at vi har et så stort budget, mens resten af universitetet skal spare. Måske skulle man definere elitestatus anderledes – og ikke kalde hele FU for elite”.

Ph.d. på kontanthjælp
Bang! Porten til elitehimlen smækker i igen. Turen ned gennem videnskabens fyrtårn er et frit fald, der ender brat i en udtjent del af FU. I et kælderlaboratorium, glemt af universitetsreformatorerne, finder vi Mario Orzol, ph.d.-studerende i kemi. Hans professor og vejleder, Eugen Illenberger, er på besøg for at hjælpe med afhandlingen.

“Det ny eliteinitiativ er storartet”, siger Illenberger og virker, som om han mener det. “Men på kemi mærker vi ikke noget til det. Tværtimod bliver fagområder, der ikke er elite, forsømt. Mens de hyrer forskerstjerner, suger vi på labben. Vores lokaler, sekretariater og administration er i en katastrofal tilstand. Og faktisk bliver situationen værre og værre”.

Mario Orzol nikker. For Illenbergers protegé har optagelsen i eliten fået en uventet bivirkning. Hans afhandling er tidligst færdig om nogle måneder. Hans status som videnskabelig medarbejder er derimod ophørt. “Der var ikke flere penge til at have mig ansat”, siger han og smiler ironisk. “Selvsagt var der heller ikke penge til en post.doc. på FU, når jeg er færdig”.

Mens Mario følger de vildfarne gæster op og ud, tilføjer han: “I morgen skal jeg ned på kommunen for at slås om min kontanthjælp. Det er lidt anstrengende, for sagsbehandlerne forstår ikke, at jeg som ph.d.-studerende ikke har tid til den aktivering, de vil sætte mig i”.

For foden af videnskabens fyrtårn åbner Mario dørene ud til det fri. Oppefra oplyses den akademiske himmel af excellence clusteret – FU’s elite af gavn. Imens vinker eliten af navn farvel – og forsvinder så ned i kælderen igen.

Pro elite
Rektor Dieter Lenzen er forkæmper for eliteuniversiteterne. Han kæmper utrætteligt for de tyske eliteuniversiteter, kaldet “videnskabens fyrtårne”. Han gør det som rektor for Freie Universität (FU), som vicepræsident i Hochschulrektorenkonferenz (de forenede tyske rektorer) og ikke mindst som rådgiver for den neoliberale tænketank Initiative Neue Soziale Marktwirtschaft.

Rektorens salgstale på konferencer eller i Tysklands medier starter typisk som følger: “Vi er del af en akademisk verden, der bliver stadig mere globaliseret. Fremtiden bliver bestemt af 50 top-universiteter. Dem vil vi være blandt!”.

Over for Magisterbladet leverer Lenzen opskriften på, hvordan målet nås: “Større synlighed, fremelskelse af topforskning og udvikling af nye former for management”.

Selvfølgelig er det frem for alt Lenzens universitet, der skal oplyse elite-himlen. I 2007 kunne han lade champagnepropperne knalde for det første store skridt på vejen: udnævnelsen af FU til et af Tysklands ni eliteuniversiteter.

“Effekten er til at tage og føle på”, sprudler rektor. “Vores præstationsniveau stiger markant. Dels har vi lettere ved at opnå eksterne forskningsmidler, da bidragydere ved, hvor pengene bør flyde hen, nu da top-universiteterne er identificeret, dels er arbejdsmiljøet præget af en ny opbrudsstemning”.

“Resonansen udefra er lige så positiv”, fortsætter Lenzen. “Vi mærker interessen fra udenlandske professorer, der gerne vil til Berlin. Vi får også flere studiepladsansøgninger fra unge med fremragende karakterer. Og så ser vi offentlighedens billede af FU ændre sig: Vi bliver ikke længere betragtet som det hjemsted for venstreorienteret indoktrinering, vi engang var”.

FU’s rektor fnyser af den kritik, eliteinitiativet trods alt får – for eksempel at undervisning nedprioriteres i forhold til forskning. “Det er en misforståelse. Langsigtet forskning sikres kun gennem uddannelsen af nye talenter. Derfor støtter initiativet ph.d.-, men også masterstuderende med en videnskabelig karriere for øje. Og så investerer FU 11 mio. euro i en overordnet forbedring af undervisningen”.

Et andet kritikpunkt lyder, at initiativet ikke har forbedret tyske universiteters middelmådige placeringer i internationale rankings. “FU har taget et tocifret spring opad”, buldrer Lenzen. Han indrømmer dog, at vejen til toppen ville blive kortere, hvis man kunne tiltrække flere topforskere. “Men udenlandske læreanstalter holder på deres bedste folk. Desuden har vi svært ved at konkurrere med de tilbud, forskerne får fra industrien”.

Dieter Lenzens løsning på problemet er flere penge til eliten. “Det er uomgængeligt, hvis initiativet skal fungere”, hævder rektor, der har fået et beløb på 150 millioner euro til den samlede etablering af FU som eliteuniversitet. “Til sammenligning har Columbia University i New York et operating budget på 2 milliarder – årligt”.

Lenzen er ikke i tvivl om, at regeringen snart vil tilføre eliteuniversiteterne flere midler. For universitetsreformatoren findes der kun den ene, den indlysende kurs, der nu er udstukket – og som han gerne ser andre slå ind på. “Jeg anbefaler Danmark et lignende initiativ baseret på solide koncepter for fremtiden”, slutter han.

Kontra elite
Studenterrådet AStA er bannerfører for bred forskning.

Et stenkast fra Freie Universitäts (FU) hovedbygning ligger en graffitibesmurt villa. For studenterrådet AStA er den et vagttårn. Herfra holder de studerendes repræsentanter kritisk øje med den politik, der drives på universitetet overfor.

Indenfor arbejder Batti, AStA’s politiske referent, på højtryk. Hans trange kontor er et virvar af unge, cigaretrygende aktivister og flyers, plakater og tidsskrifter. De er alle sammen fulde af skarptskårne holdninger, som regel rettet imod et eller andet. Foretrukket mål: FU’s ny elitestatus.

“De såkaldte videnskabens fyrtårne er opført på ryggen af de studerende”, proklamerer Batti. “Der er ingen af os, der mærker noget til nogen elitestatus. Vores forelæsninger er propfulde, og da der i snit er én professor til 88 studerende, er den individuelle rådgivning elendig. Eliteinitiativet ser stort på den nødvendige balance mellem forskning og undervisning”.

Efter en kunstpause tilføjer han syrligt: “Men jo, her er da blevet pænere, radiatorerne fungerer, og som noget nyt hænger der en projektor i alle rum”.

Men i virkeligheden er problemet et helt andet: “Med initiativet er det ikke længere vigtigt, at man har gået på universitetet, men hvilket man har gået på. Dertil kommer, at man hierarkiserer forskningen og fjerner de forskere, der ikke indordner sig. Imens ændres studieindholdet i henhold til den politiske agenda. Vi studerende reduceres til kunder uden medbestemmelsesret”.

“Universiteterne bliver til firmaer, der skal konkurrere med hinanden. Det er et neoliberalt koncept, vi er meget imod. Vi tror ikke på, at det er den eneste løsning i en globaliseret verden”, forklarer Batti.

AStA kræver i stedet en undervisnings- og forskningspolitik, der går i bredden. “Pengene fra staten skal flyde ligeligt til alle læreanstalter”, mener Batti. Her skal den brede forskning sikres, idet alle forskere får adgang til tilstrækkelige midler. “Ellers skabes der et system med to klasser – såvel inden for som uden for universiteternes mure”.

Exzellenzinitiative
Målet for det tyske eliteinitiativ, Exzellenzinitiative, er at fremme topforskning og samtidig styrke landets universiteter og forskning bredt set. Initiativet skal give Tyskland vind i sejlene som forskningsnation, forbedre den internationale konkurrenceevne og gøre spidserne blandt tyske universiteter mere synlige.
I den forbindelse afholdt man i årene 2005-2007 en statslig konkurrence. Hovedpræmien var godt 14 milliarder kroner til fordeling blandt de højere læreanstalter, der kvalificerede sig som den ny elite.
Konkurrenterne kunne søge om optagelse i en eller flere støttekategorier:

Graduate School: Uddannelse af ph.d.-studerende inden for et specificeret emneområde med fremragende videnskabelig vejledning og rammebetingelser. Deltagende professorers forskning skal træde i baggrunden til fordel for de ph.d.-studerendes. Hver graduate school bevilges ca. 7,5 mio. kr. pr. år.

Excellence clusters: Udvikling af særlige forskningsområder baseret på tværfaglighed og med fokus på emner af høj samfundsmæssig eller økonomisk relevans. Forskningen udføres i fællesskab af op til 25 topforskere. Arbejdet skal gerne påvirke det øvrige universitet positivt. Hvert cluster støttes årligt med ca. 48 mio. kr.

Fremtidskoncept: Beskriver et universitets langsigtede udvikling inden for forskningen. Indbefattet er fokus på bestemte emneområder og en definition af mål og strategier til, hvordan det nås. Koncepterne accepteres kun, såfremt universitetet allerede har fået godkendt mindst ét excellence cluster og én graduate school. De op til 10 vindere skal fungere som “internationalt anerkendte videnskabens fyrtårne”. De støttes med godt 156 mio. kr. pr. år.

Konkurrencen kårede i alt ni universiteters fremtidskoncepter – heriblandt Freie Universität Berlin (FU). Dertil kom 40 graduate schools (FU: 3) og 37 excellence clusters (FU: 2).

Kilde: bundesministerium für bildung und forschung – www.bmbf.de