25.09.2009
Artikel

Forskningsmiljøer trues af ministeriel spareiver

I 2006 sagde regeringen, at åben konkurrence om sektorforskningsopgaver først ville komme på tale efter en international og uafhængig kvalitetsevaluering af sektorforskningen. Men nu har Miljøministeriet valgt at sende DMU-opgaver i udbud uden en forudgående evaluering.

Af Thomas Bøttcher

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet risikerer at miste 19 mio. kr. ud af en samlet kontraktsum på 158 mio. kr. med Miljøministeriet, efter at ministeriet har valgt at opsige dele af sin kontrakt med forskningsinstitutionen og konkurrenceudsætte opgaverne. Den åbne konkurrence skal ifølge miljøminister Troels Lund Poulsen (V) sikre kvalitet og en rimelig pris for opgaverne, men beslutningen går samtidig imod en tidligere regeringserklæring fra 2006.

Dengang sagde regeringen, at en eventuel konkurrenceudsættelse af sektorforskningsopgaver først ville komme på tale efter en grundig evaluering af sektorforskningens kvalitet og kun ville ske, hvis kvaliteten af forskningen var utilfredsstillende lav. Derfor er den nye udmelding uforståelig, mener evalueringsekspert.

“Det er mærkeligt, at man ikke følger den oprindelige erklæring. Det er også mærkeligt, at man i det mindste ikke afventer den igangværende evaluering af universiteterne, der tilsyneladende er ekstremt fokuserede på problemstillingen omkring sektorforskningens fusion med universiteterne”, siger Finn Hansson, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS.

Men i Skov- og Naturstyrelsen, der har koordineret opgaven med at udvælge, hvilke af DMU’s opgaver der skal sættes i udbud, afviser kontorchef Peter Brostrøm, at der er et modsætningsforhold mellem konkurrenceudsættelsen og regeringens tidligere målsætning om at evaluere først.

“Det er et helt andet udgangspunkt, der er for konkurrenceudsættelsen. Det er alene et politisk ønske om at gå ud og se, om Miljøministeriet får løst de opgaver, vi skal have løst, på den bedste og billigste måde. Det er det, der er baggrunden, og længere er den sådan set ikke”, siger han.

Forud for beslutningen har ministeriet udvalgt de pågældende opgaver ud fra hensyn til “opgavernes størrelse, kompleksitet og antallet af mulige leverandører”, som det hedder i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet. Skov- og Naturstyrelsen afviser med henvisning til EU’s udbudsregler at offentliggøre det analysearbejde, der ligger til grund for udpegningen af de enkelte opgaver.

“Det, der ligger til grund – beskrivelser, vurderinger og så videre – vil ikke blive offentliggjort. Det kommer, når opgaven bliver udbudt”, siger Peter Brostrøm. 

“Det er bare dumt”
Ifølge Peter Lotz, institutleder ved Institut for Innovation og Organisationsøkonomi ved CBS, er det helt naturligt, at Miljøministeriet sender dele af DMU’s opgaver i udbud, især nu, hvor DMU ikke længere hører under Miljøministeriet.

“Hvis du ikke har ansvaret og ejerskabet for en institution, så er det jo meget mere nærliggende at teste ens leverandørs pris og kvalitet. Det er en fuldstændig naturlig udvikling, som sker i alle mulige brancher”, siger Peter Lotz, der dog samtidig peger på, at konkurrenceudsættelsen ikke er problemfri.

“Ministerierne skal selvfølgelig tænke sig om, for hvis man splitter opgaverne op, så vil det være svært at forvente, at de forskellige leverandører uden videre vil kunne arbejde sammen i en akut situation, hvor der udbryder fugleinfluenza eller noget lignende. Derfor favoriserer denne type opgave en udbyder, der har erfaring og en vis størrelse, og derfor kan man sige, at konkurrencen ikke bliver særlig hård”.

På DMU advarer direktør Henrik Sandbech mod, at udbuddet ender i et spørgsmål om kroner og øre.

“Et eller andet sted handler det her om, at ministeren gerne vil tjekke, om DMU er de bedste og de billigste. Men det bedste er sjældent det billigste. Det koster rigtig mange penge at bygge et videnskabeligt niveau op til der, hvor vi står i dag, og hvis det ender med, at man går efter 25-ørerne, så er det bare dumt, for et forskningsmiljø kommer ikke bare tilbage, hvis det først bliver ødelagt”.

Henrik Sandbech er overbevist om, at DMU vinder udbuddet, men skulle det gå galt, har medarbejderne på afdelingen i Kalø, hvor størstedelen af de udbudte opgaver ligger, ikke noget at frygte.

“Hvis der af en eller anden grund skulle komme grus i maskineriet, så er DMU en relativ robust institution, og vi er en del af et universitet, som også er robust, og derfor er beskeden til medarbejderne, at de ikke skal forvente, at Kalø bliver nedlagt som arbejdsplads”. 

Dårlige erfaringer
Andre sektorforskningsinstitutioner er allerede i dag underlagt åben konkurrence. På Socialforskningsinstituttet (SFI) og Forskningscenter for Arbejdsmiljø (DFA) har 10 pct. af basisbevillingerne siden 2008 været konkurrenceudsatte, og ifølge direktør Jørgen Søndergaard er det ikke med SFI’s gode vilje, at instituttet deltager i udbuddet.

“Selvom vi har vundet udbuddet, er der opstået en række problemer, for de penge, der følger et vundet udbud, gives som en projektbevilling, og der er ret mange bindinger på, hvad vi kan bruge dem til”, fortæller Jørgen Søndergaard.

I modsætning hertil er kontrakten, der følger SFI’s basisbevilling, mere fleksibel. Det betyder, at pengene ikke er bundet til et bestemt projekt, men udgør en samlet ramme, inden for hvilken forskellige mål skal opfyldes.

Ifølge Peter Lotz er den stramme øremærkning af de midler, der følger et udbud, en helt bevidst prioritering fra ministeriets side.

“Nogle af de mere trivielle opgaver, som de måske synes, at de har kunnet klare med venstre hånd, risikerer at forsvinde. Når du ser på en kontrakt, er det jo meget muligt, at der er noget, du tjener mere på end noget andet, og det kunne glimrende være, at modparten også havde regnet det ud og så forsøger at skille det ud. Det er vel reelt den trussel, der ligger over sektorforskningen”, siger han.

Spild af ressourcer
Ifølge Jørgen Søndergaard er der dog også en anden hage ved udbud. Det er ekstremt ressourcekrævende at deltage. Af samme grund har panelet bag en ny evaluering af SFI frarådet en yderligere konkurrenceudsættelse af SFI’s nuværende opgaver. Som der står i panelets anbefalinger:

“Den øgede konkurrenceudsættelse af SFI’s budget indebærer i praksis et spild af ressourcer, også selvom SFI, som det hidtil har været tilfældet, faktisk vinder konkurrencen. Derfor bør grundbevillingen ikke, som det er planen, reduceres, men i stedet forøges”.

Jørgen Sønderggard er da også stærkt i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen gevinst ved at sende sektorforskningsopgaver i udbud.

“Hvis man mener, at der er nogen, der er bedre til at lave en bestemt type forskning, end dem, der hidtil har udført den, så er spørgsmålet, om man ikke bare skal lægge den derhen. Danmark er jo ikke noget stort land, og de fleste kender jo de forskningsmiljøer, der har noget at byde ind med på bestemte områder. Dermed være ikke sagt, at man ikke kan have et forskningsrådssystem, hvor der er konkurrence om bevillingerne. Det er absolut sundt. Men det her handler jo ikke bare om at løse en bestemt forskningsopgave. Det handler jo også om at have et beredskab i form af et miljø med fagkundskab, og det er lidt mærkeligt at sende det i udbud. Det tager lang tid at bygge kompetencer op. Og derfor skal man være forsigtig med at lade kortsigtede hensyn dominere”.