11.09.2009
Artikel

Jobcentre balancerer på kanten af loven

Op mod halvdelen af landets jobcentre samarbejder kun med højst to private jobformidlere om at aktivere ledige, og det rammer især højtuddannede. Den praksis går imod regeringens anbefalinger i loven.

Af Martin Ejlertsen

Landets jobcentre opfordres i lovgivningen til at bruge mere end ét privat jobfirma – de såkaldte andre aktører – når ledige skal hjælpes med at finde arbejde. Men selv om regeringen har indgået aftaler med op mod 23 private jobformidlere om at beskæftige ledige, så har næsten halvdelen af landets jobcentre de seneste tre år blot brugt en eller højst to private jobfirmaer. Det viser en opgørelse, som Magisterbladet har foretaget på portalen jobindsats.dk over perioden 2007 til 2009. Lige op til sommerferien – i maj 2009 – havde mere end 4.000 ledige i 39 kommuner kun valget mellem højst to private jobfirmaer. I kommunerne Holstebro, Jammerbugt, Rebild, Struer og Vejen har man kun brugt bare én anden aktør.

Det indskrænkede valg af anden aktør stemmer ikke godt overens med loven om den aktive beskæftigelsesindsats ved brugen af andre aktører. I paragraf 2 stk. 2 står, at “når jobcenteret henviser en person til anden aktør, og jobcenteret skønner, at flere aktører er næsten lige effektive i forhold til at bringe personen i ordinær beskæftigelse, skal personen kunne vælge mellem disse aktører”. I vejledningen til lovgivningen står desuden direkte skrevet, at kommunerne anbefales at bruge mere end én aktør, ”således at den ledige reelt får et frit valg”.

Landets jobcentre er forpligtiget til at bruge de private jobfirmaer, når ledige akademikere skal i beskæftigelse. Derfor er det især de højtuddannede ledige i disse kommuner, der er blevet ramt, fordi de har haft et meget indskrænket valg af andre aktører – om nogen overhovedet.

Det sker samtidig med at ledigheden blandt akademikere alene det seneste år er steget med knap 75 procent.

Martin Graugaard Hause er cand.mag. i japansk og erhvervsøkonomi og kommer fra Struer. Han har i dag selv fundet arbejde i København, men fik kun tilbud fra et privat jobfirma, da han gik ledig i Struer.

“Jeg modtog kun brev fra én aktør. Der var et følgebrev, hvor der stod, at man havde mulighed for at vælge mellem private jobfirmaer, men i Struer var der var ikke flere, man kunne vælge imellem. Jeg fik at vide i jobcenteret, at de havde et problem med at sætte nogen på min sag, fordi jeg var højere uddannet end dem, de plejer at have med at gøre”, siger Martin Graugaard Hause.

Ikke flere end i dag
I Struer Kommune er alle ledige henvist til det private jobfirma Integro, som er en del af firmaet Job4Gruppen. Også firmaet Ramsdal figurerer på jobcenterets samarbejdsliste, men ingen ledige har været henvist til det firma i perioden. Ifølge jobcenterchef i Struer Kommune Alice Brink overholder jobcenteret de gældende regler. Hun mener ikke umiddelbart, at jobcenteret fremadrettet skal samarbejde med flere aktører, end det gør i dag.

“Proceduren er, at ledige modtager et brev, hvor de henvises til Integro. Men de har et frit valg, for de kan også vælge Ramsdal, hvis de vil. Det betyder, at der er et reelt valg mellem to private jobfirmaer, og at den ledige undgår unødig lang transport. Men der er behov for at samle indsatsen på få hænder for at sikre et tilstrækkeligt kundegrundlag for de private jobformidlere”, siger Alice Brink.

Kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen Stig Martin Nørgaard understreger, at jobcentrene generelt anbefales at indgå aftaler med mere end ét privat jobfirma.

“Så har både jobcenteret og den ledige noget at vælge imellem. Men det er jobcenterets vurdering, hvilken aktør de mener, er bedst i en given situation. Jobcenteret har derfor heller ikke pligt til at indgå aftaler med flere aktører”, siger Stig Martin Nørgaard.

Den 1. august overtog landets kommuner hele indsatsen for at beskæftige ledige i et enstrenget beskæftigelsessystem. Dermed kan kommunen anvende de delaftaler, som staten tidligere har indgået med de private jobfirmaer.

De eksisterende aftaler med de private jobfirmaer udløber i februar 2010.