02.09.2009
Artikel

Ingen politisk vilje til yderligere sikring af ligestilling

Trods hårde ord til den danske ligestillingsindsats fra FN vil den ansvarlige minister, Inger Støjberg (V), ikke følge op med konkrete initiativer.

Af Pernille Siegumfeldt

Det går langtfra, som det skal for Danmark med at leve op til FN’s kvindekonvention CEDAW (Convention on the Elimination of All forms of Discrimination against Women).

Det slog FN’s ekspertpanel fast, da Danmarks ligestillingsindsats var til eksamen for syvende gang denne sommer i New York.

Men til trods for masser af høvl til de danske myndigheder mangler den politiske vilje til at drage konsekvenser af kritikken. Ansvarlig minister Inger Støjberg (V) har i hvert fald ingen planer om at følge CEDAW-komitéens anbefalinger til Danmark op med konkrete initiativer.

Det fremgår af de skriftlige svar, Magisterbladet har fået i en mail fra ministeren:

Magisterbladet: Uligelønnen bliver, igen, kritiseret af CEDAW. Er der noget til hindring for, at ministeren kan støtte CEDAWs anbefaling af, at også virksomheder med under 35 ansatte skal udarbejde kønsopdelte lønstatistikker?
Inger Støjberg: “Der kan være negative konsekvenser af at udvide ordningen til også at gælde mindre virksomheder. Det kan fx være, at statistikkerne ikke længere kan sikre den enkelte lønmodtagers anonymitet. Jeg tror ærlig talt ikke, at ret mange er interesserede i, at der bliver så stor åbenhed om lønnen, at alle kan se hinandens lønkonto ned på øreniveau. Det er ikke meningen med statistikkerne, at virksomhederne skal debattere enkeltpersoner, men at debatten skal fokusere på lønforskellene på et generelt niveau. Samtidig skal vores ordning med kønsopdelte lønstatistikker have en chance for at virke, før det overhovedet er relevant at tale om ændringer”.

Magisterbladet: Kan ministeren støtte CEDAWs anbefaling af en proaktiv indsats for at bringe antallet af kvinder i professorstillinger højere op end de 13 procent, fx at man i hele det højere uddannelsessystem gør som Københavns Universitet og belønner institutter økonomisk, som ansætter kvindelige professorer?
Inger Støjberg: “Komitéen roser i sine konklusioner, at vi etablerede ”Charter for flere kvinder i ledelse” i 2008. Der er flere af universiteterne, der deltager i charteret. Samtidig kan vi se, at en række universiteter allerede har sat gang i initiativer målrettet kvindelige forskere. Eksempelvis har Københavns Universitet fået dispensation fra ligebehandlingsloven til at indføre et midlertidigt belønningssystem for institutter, der ansætter kvindelige professorer. Aarhus Universitet arbejder målrettet for at reducere antallet af tidsbegrænsede stillinger for at fastholde unge forskertalenter. Og Syddansk Universitet giver ansatte, der har været på barselsorlov, mulighed for at vende tilbage til et forskningssemester uden undervisningspligt. Det er godt, at der bliver taget sådanne initiativer, og jeg vil opfordre universiteterne til gensidigt at lade sig inspirere. På baggrund af de mange aktiviteter er jeg naturligvis optimistisk, når det gælder udviklingen af kvinder i forskning”.

Magisterbladet: “Mht. kritikken af den manglende indsats for ligestilling i ministerier, kommuner og regioner, hvor en uens kønsmainstreaming ifølge CEDAW præger både politik og borgerrettede indsatser, hvilke sanktioner bør der efter ministerens mening indføres i Danmark i tilfælde, hvor ligestillingsloven ikke overholdes?
Inger Støjberg: “Vi opbygger hele tiden kompetencer og viden gennem kommunernes, regionernes og ministeriernes erfaringer. Det er de kompetencer, som – i modsætning til firkantede sanktioner – kan skabe resultater. Jeg ved godt, at kønsmainstreaming for nogle virker som en lang og sej proces. Men der er ingen snuptagsløsninger, hvis løsningerne skal være holdbare. Og det skal de”.

Magisterbladet: Vil den ansvarlige minister på baggrund af rapportens konklusioner sætte nogen konkrete initiativer i gang?
Inger Støjberg: “Jeg er enig med komitéen i, at der er udfordringer at arbejde videre med. Vi skal se på, hvordan vi kan bruge komitéens anbefalinger fremover, og her viser konklusionerne jo, at hvert land kan bruge de midler til at fremme ligestillingen, som vi selv finder mest egnede”.