28.08.2009
Artikel

“Jeg var ved at drukne i mørket”

Pludselige omvæltninger i livet kan få store omkostninger for selv de mest velfungerende. Birgitte Møller risikerer at ende på førtidspension på grund af en psykisk lidelse.

Af Martin Ejlertsen

I en eksistentiel krise er der ikke overskud til at finde ud af, hvad man skal gøre. Mens det komplekse samfund kan alt andet end at vente, står et stigende mindretal tilbage med en altomsluttende ensomhed og et mørke, der udvikler sig til sygdom. En psykisk lidelse.

De seneste ti år er antallet af førtidspensioner med psykiske lidelser bare steget og steget. Birgitte Møller kan blive den næste i statistikken. Meget tyder på, at det er en reel risiko. Det siger hun selv med en nyvunden realisme:

“Det er meget vigtigt at være realistisk. Jeg vil langt hellere have min pension end at gå på arbejde, hvis jeg ikke kan. Alt andet vil være et selvbedrag med en kæmpe pris”.

I 40 år har Birgitte Møller ellers arbejdet uafbrudt. Men i sommeren 2006 bliver hele hendes liv på et øjeblik vendt på hovedet. Midt i sommeren får hendes mand konstateret fremskreden kræft.

“Beskeden giver mig et chok, og jorden forsvinder under mig. Fra en totalt velfungerende hverdag med mand og voksne børn vender min verden 180 grader”, siger Birgitte Møller.

Hun er 58 år, seminarieuddannet og cand.phil. fra Københavns Universitet. De seneste otte år har hun arbejdet som specialkonsulent i Københavns Kommune, hvortil hun blev hentet fra en lektorstilling.

Den frygtelige besked til familien bosiddende i København afføder en naturlig forståelse fra arbejdspladsen for, at Birgitte Møller fortsætter med at arbejde videre på nedsat kraft.

Hun bevarer en stædig tro på, at det nok skal løse sig. Hendes mand oplever også bedring, og optimismen breder sig, men hen over julen får han tilbagefald. Birgitte Møller forsøger stadig at holde fast i arbejdet, men hændelserne i privatlivet kan ikke længere afskærmes fra arbejdslivet.

”Jeg kan ikke arbejde. Det kan jeg faktisk godt mærke. Jeg er alt for meget på og lyver over for mig selv, arbejdsgiveren og alle andre om, at det nok skal gå. Så jeg får nedsat tid”, siger hun. 

Drukner i mørket
I april 2008 dør Birgitte Møllers mand. Hun går hjemme i en måned, og hun føler sig derefter klar til at starte på arbejdet igen. Men det er hun langtfra. Hun kan stort set ikke kommunikere med sine kolleger, og hun sidder handlingslammet ved sit skrivebord. Hun laver fejl på fejl og kan ikke gennemføre møder. Det ender i angst- og panikanfald.

“Jeg er ved at drukne fuldstændigt i et mørke, men jeg kæmper, for jeg vil ikke gå ned”, siger hun.

Samtidig sker der en stor omstruktureringsproces på arbejdspladsen i kommunen, som bestemt ikke gør hverdagen nemmere for hende. Birgitte Møllers tillidsrepræsentant får hende visiteret til flere samtaler hos en psykolog hos Falck Healthcare, der udbyder sundhedsydelser til virksomheders medarbejdere. Samtidig fortsætter Birgitte Møller med at arbejde på nedsat tid.

Psykologsamtalerne hjælper, men er slet ikke nok. Julen udvikler sig til et mareridt, og i januar kollapser hun i hjemmet. En nabo får ringet efter en ambulance, og Birgitte Møller bliver indlagt på Amager Hospital med mistanke om en blodprop. På hospitalet mener man, kollapset er et resultat af en kraftig stressreaktion. Beskeden til hende er derfor: Intet arbejde overhovedet. Fire uger senere er hun alligevel tilbage på arbejde.

“Jeg har mistet min mand, men jeg vil ikke også miste mit arbejde. Jeg ville arbejde og ikke være en patient, for der har været så meget sygdom omkring mig”, siger Birgitte Møller.

Hun får med det samme en hastesag på arbejdet, men sidder bare lamslået på sin stol bag skrivebordet og kigger på en helt sort skærm. Hun fortæller sin chef, at hun må sygemelde sig igen. Det er indtil videre Birgitte Møllers sidste arbejdsdag.

Til læge
Hun går nu direkte til sin læge. Det giver hende langt om længe et mindre gennembrud. Hun får en ny henvisning til en psykolog og bliver desuden sendt til Rigshospitalets Hukommelsesklinik. At andre nu tager ansvaret for at hjælpe hende, er en stor lettelse.

“Jeg skulle have været til min egen læge langt tidligere i forløbet. Som pårørende møder man i sådant et langt sygeforløb alt for mange ukoordinerede instanser. Derfor drukner man let. Alle gør, hvad de skal, men intet bliver koordineret, så hjælpen er fragmenteret. Jeg falder gennem maskerne i sikkerhedsnettet”, siger Birgitte Møller og fastslår, at hun ikke føler nogen vrede, men til gengæld forvirring.

“Den afgørende sætning er derfor: Du skal til din egen læge, for lægen kan koordinere indsatsen og tage det ansvar, som man som kriseramt slet ikke selv kan bære”, siger hun.

På Rigshospitalet bliver hendes kognitive formåen undersøgt. Her konstaterer man, at hun har kognitive problemer med opmærksomhed, koncentration og opfølgning. Det er ikke sikkert, hun bliver helt sig selv igen, men hun kan få det meget bedre.

“De mener, at den psykiske belastning gennem lang tid har givet skader, og at jeg kan genoptræne de skader igen. Det kræver tid og ro”.

Skræddersyet ordning
Dansk Magisterforening opfordrer hende til at søge en midlertidig hel invalidepension gennem hendes pensionskasse, MP Pension, hvor der er ordninger skræddersyet til hendes situation. Her bliver hun vurderet som berettiget til en midlertidig pension i et år, hvorefter man vil genoptage sagen. Betingelsen er, at hun enten skal opsige sit arbejde, søge orlov eller arbejde maksimalt ti timer om ugen. Birgitte søger derfor om orlov fra arbejdet, for hun mener, det er omkostningsfrit for alle parter, og at det vil give hende den rette tid og ro til at komme sig.

Hun bliver i stedet for indkaldt til en samtale på arbejdspladsen. Her får Birgitte beskeden, at de bliver nødt til at afskedige hende, fordi de ikke kan få arbejdet til at virke med hendes fravær. Hun får dog samtidig at vide, at døren til arbejdspladsen ikke er lukket, men at de gerne vil hjælpe hende tilbage, hvis der bliver mulighed for det.

Birgitte Møller har en femmåneders opsigelsesperiode, hvorefter hendes midlertidige invalidepension i starten af næste år kan træde i kraft. Sagen med Københavns Kommune befinder sig i høringsfasen. Hvad fremtiden herefter vil bringe, er uvist.

“Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, om det bliver muligt at komme i arbejde igen. Nu har jeg en tænkepause, og tiden skal gå til at finde ud af, hvilke muligheder jeg har. Skal jeg på varig pension, eller skal jeg tilbage til arbejdsmarkedet? Min alder og kapacitet gør, at jeg nok er på vej ud af arbejdsmarkedet, selv om jeg har syv aktive år tilbage i mig. Jeg har lysten til at arbejde igen, men det skal en lægelig vurdering afgøre. Det har jeg erkendt. Jeg tager det, som det kommer”.