19.06.2009
Artikel

Årelang ventetid lagde karrieren ned

Fem år. Så lang tid skulle der gå, før en afgørelse fra Ombudsmanden om en uberettiget kontraktopsigelse faldt ud til Ulla Sidelmanns fordel. Da oprejsningen endelig kom, var karrieren som jobkonsulent lagt i ruiner.

Af Pernille Siegumfeldt

Ulla Sidelmann har nærmest glemt alt om den gamle sag, da et brev fra Folketingets Ombudsmand dumper ind ad brevsprækken hjemme i hendes lejlighed fredag den 23. januar i år.

Historien ligger næsten fem år tilbage. Den tidligere jobkonsulent og cand.mag. i dansk har for længst lagt låg på sin vrede og den følelse af uretfærdighed, som en tid påvirkede hende dybt. Hun er kommet videre og er glad igen. Glad for at være flyttet til en lejlighed, som matcher den ufaglærtes løn, hun får i dag. Glad for, at hendes store søn trives i Vejle, hvor de bor, og meget glad for sit arbejde som assistent på et plejehjem i udkanten af byen. Bitterheden har ikke fået lov til at sætte sig varigt, selv om det ikke var hendes eget valg, at karrieren skulle tage en uventet drejning.

“Jeg var en dygtig jobkonsulent. Jeg gav folk en ordentlig, seriøs behandling. Min styrke lå i at lytte til mennesker, give deres selvtillid et boost, se deres styrker. Jeg følte en kæmpe tilfredsstillelse, når det lykkedes os på Jobcenter for Akademikere at skaffe folk i arbejde. Jeg husker fx en tidligere direktør midt i 50’erne, som blev omplaceret, selvom han helt havde mistet troen på, at det kunne lade sig gøre. Jeg husker også tydeligt en bygningsingeniør fra Sri Lanka, der slet ikke kunne få hul igennem til en dansk virksomhed, men som vi hjalp i gang, og som siden fik stor succes hos en entreprenør i området. Og så husker jeg særligt alle de nyslåede kandidater fra universitetet, der famlede lidt i blinde, men som fik anvist en vej ud på arbejdsmarkedet. Oftest var det en fornøjelse at gå på arbejde”, husker Ulla Sidelmann.

Det var dengang. I 2001, før det kørte helt skævt mellem hende og arbejdsformidlingen i Vejle-regionen. 

Samarbejdet knager
Ulla Sidelmann blev kandidat i dansk fra Aarhus Universitet i 1983. Siden fik hun arbejde som højskolelærer en årrække i Sønderjylland og som konsulent på forskellige aktiveringsprojekter og daghøjskoler i Københavnsområdet, hvor hun boede en periode. Det var den brede erfaring inden for undervisning og projektarbejde, der i 1999 skaffede hende en kontraktansættelse, som Erhvervssprogligt Forbund – der i dag hedder Forbundet Kommunikation og Sprog – var projektholder for. Hun fik til opgave at skaffe LVU’ere (folk med længerevarende, videregående uddannelse) ud på arbejdsmarkedet i trekantsområdet.

Det var AF i Vejle-regionen, der en gang årligt visiterede de højt uddannede til intensive kursus- og coachingforløb i regi af Erhvervssprogligt Forbund.

“Vi havde opbygget et frugtbart samarbejde med private virksomheder i området, og vores statistikker viste en succesrate på næsten 100 procent. Vi fik folk i arbejde, men alligevel begyndte samarbejdet med AF at knage”, erindrer hun.

Først blev Magistrenes Jobservice og Ulla Sidelmann i særdeleshed beskyldt for at sminke tallene, så indsatsen over for de ledige så bedre ud på papiret, end den var i virkeligheden. Det kunne de hurtigt tilbagevise. Dernæst besluttede AF i Vejle-regionen kun at købe ydelser tre måneder ud i fremtiden, hvor det tidligere havde været et år ad gangen. Det gjorde fremtiden meget usikker for centret.

Efter en fornyet udbudsrunde overgik opgaven til Magistrenes Jobservice (MJS), som åbnede kontor i Torvegade midt i byen. Ulla Sidelmann fulgte med.

Men hendes chef på MJS fik stillet stolen for døren. I en telefonsamtale fik han indirekte en ordre fra AF: Ulla Sidelmanns kontrakt skulle ikke forlænges, når den udløb kort tid efter.

Blacklistet i miljøet
Udfaldet fra AF kom ikke bag på hende.

“Jeg har løbende ført diskussioner med konsulenterne i AF om, hvilken linje man bør lægge over for de ledige. Min holdning har altid været, at ingen skal kravle langs med panelerne, fordi de er arbejdsløse. Det nytter ikke at skrue bissen på, når man får et grædende menneske i røret, folk skal behandles med respekt, og man må kigge på det hele menneske frem for de faglige kvalifikationer alene, når ledige skal hjælpes videre. Der var helt sikkert folk i AF-systemet, som syntes, jeg piskede vores klienter for lidt, og at jeg var alt for blød, også selv om jeg kunne dokumentere, at min strategi virkede”, vurderer Ulla Sidelmann.

Hendes kontrakt blev ikke forlænget, og kort tid efter lukkede Magistrenes Jobservice fuldstændigt. Men Ulla Sidelmann var blevet så vred over den behandling, hun havde fået, at hun kontaktede sin fagforening, som var Dansk Magisterforening.

“At undlade at forlænge min kontrakt svarede til at give mig en fyreseddel, og så var det ikke engang min egen arbejdsgiver, der førte pennen. Men det værste var, at jeg blev blacklistet i miljøet. Det blev ganske enkelt umuligt for mig derefter at søge job noget sted i trekantsområdet som jobkonsulent eller lignende. Jeg var både chokeret og frustreret over, at en offentlig instans som AF blev nødt til at ty til usandheder for at blackliste mig. Fx har jeg aldrig tidligere set en klage fra AF over min arbejdsindsats. Klager, som de siden hævder, blev makuleret ved en fejltagelse. Indignationen over, at en stor offentligt finansieret arbejdsplads kunne tromle mig på den måde, fik mig til at kontakte DM”, forklarer hun.

I dag har Ulla Sidelmann efter et broget og årelangt sagsforløb – der har taget adskillige omveje og ture ned ad blindgyder – fået oprejsning hos Folketingets Ombudsmand, der har udtalt kritik af den rolle, AF i Vejle-regionen har spillet i forløbet.

Men karrieren som jobkonsulent står ikke til at redde, mener Ulla Sidelmann:

“Jeg har da overvejet, om jeg skulle gå tilbage til at undervise eller søge konsulentarbejde. Men jeg har fået så mange tæsk i den her sag, og jeg har nok ikke kræfterne til at skubbe den dør op igen. Fem år er lang tid, så det marked er formentlig under alle omstændigheder lukket land for mit vedkommende. Derfor har jeg besluttet at fokusere på alt det gode, jeg har i dag, frem for at bruge energi på at rippe op i alt det gamle, der bare gør ondt”.