05.06.2009
Artikel

Han tromler bureaukratiet ned

Møder og administrative forpligtelser dominerer Karsten Ohrts hverdag som direktør for Statens Museum for Kunst. Men når bureaukratiet fylder for meget på museet, så stritter hans faglighed imod. Han vil fastholde museet som et socialt rum, hvor der er plads til kunstnernes dynamik og frækhed.

Af Malene Romme Mølby

En 12 tons tung damptromle svæver pludselig let som en sommerfugl foran Statens Museum for Kunst. Den var en del af en tidligere udstilling på museet, men direktør Karsten Ohrt fik en aftale med kunstneren, Chris Burden, om at låne værket i et år. For det skal inspirere museets ansatte og ledelse.

“Det er det, jeg gerne vil med Statens Museum for Kunst. Museet er på mange måder også en tung maskine, men den skal gøres lettere”, siger Karsten Ohrt, direktør for Statens Museum for Kunst. Efter 19 år som successkabende direktør for Kunsthallen Brandts blev han for halvandet år siden direktør for Danmarks nationalgalleri. Det blev mødet med en mere bureaukratisk kultur, end han var vant til.

“Jeg reagerede mod det stive, tunge bureaukrati, for jeg var vant til at arbejde i en kunsthal, der er en lettere institution, hvor kunstnerne er meget vigtige i museets daglige virke. Den måde, samtidskunstnere tænker på, ligger så dybt i rygraden på mig, for hvis man ikke kan behandle samtidskunstnere ordentligt, så kan man heller ikke behandle de døde kunstnere ordentligt”, siger Karsten Ohrt. 

Ingen forstand på moderne kunst
På Kunsthallen Brandts planlagde han gerne to udstillinger om året, men det levner hans nuværende stilling ikke plads til. I stedet er hans arbejdsdag stærkt domineret af møder, men han understreger alligevel vigtigheden af, at det bør være en kunsthistoriker, der har hans post, frem for en klassisk uddannet administrator. “Som kunsthistoriker kan jeg i langt højere grad end for eksempel en jurist udvikle museet fagligt. Jeg bruger min faglige erfaring og kompetence til at være inspirator og sparringspartner, og det kan jeg se, at de ansatte er glade for”, forklarer han.

Oprindeligt har Karsten Ohrt skrevet speciale om 1800-tallets danske kunst, men en stilling som inspektør på Nordjyllands Kunstmuseum gjorde, at han hurtigt måtte specialisere sig i moderne kunst. I løbet af et år fik han terpet sig igennem stoffet blandt andet ved at undervise i det på Folkeuniversitetet. “Jeg vidste ikke en pind om nutidskunst, men det er nok især noget, som er kendetegnende ved os med humanistiske uddannelser, at vi ret hurtigt kan sætte os ind i nyt stof”, siger han.

Karsten Ohrt har et specielt strategisk samarbejde med museets vicedirektør, der er cand.scient.pol. De har delt opgaverne i forhold til deres faglighed, så de hver kører, hvad han beskriver som et parallelløb med forskellige opgaver. Det har allerede resulteret i, at en del af administrationen er blevet lettere, hvilket der tydeligvis er behov for. Da Karsten Ohrt tiltrådte, fik han lavet en arbejdspladsvurdering, og den viste, at medarbejderne var glade for deres arbejde, men at de havde for travlt. Travlheden var blandt andet forårsaget af en del bureaukratiske forpligtelser og gamle arbejdsmønstre, der ikke var hensigtsmæssige mere. For eksempel havde formidlingschefen tidligere også det overordnede ansvar for alle udstillinger, men det var nærmest et uoverskueligt job, så det har de nu ændret på ved at splitte stillingen op i en formidlingschef og en udstillingsproducent.

I forbindelse med denne artikel blev Karsten Ohrt bedt om at nævne fem adjektiver, der kendetegner ham. Det voldte ham en del problemer, men hans sekretær var hurtig til at nævne “empatisk”. Det er han glad for, da det også ligger Karsten Ohrt meget på sinde at skabe et miljø, der er præget af empati og en flad ledelsesstruktur. “Det kan måske været svært at stå inde for empati helt ud i alle kroge med 240 medarbejdere. Men det kræver også en chefgruppe, hvor alle går ind for det, så der ikke sidder en diktator i en enkelt afdeling. Det er til gengæld min erfaring, at den flade struktur resulterer i medarbejdere, der tager ansvar og initiativ, så virksomheden faktisk kører nede fra”, siger Karsten Ohrt. Hans forbillede som leder er en, der sørger for at få sendt medarbejderne hjem i stedet for at opfordre dem til overarbejde.

“Ligegyldigt hvor glad man er for sit arbejde, så er det vigtigt, at der er plads til privatlivet. Derfor har jeg stadig min gård på Fyn, hvor jeg kan komme væk fra det hele og lave lidt mere fysisk arbejde. Jeg spiller også guitar. Det er godt at bruge andre sider af sig selv”, understreger han. 

Tromler haven ned
En del af museets bureaukratibyrde var at opfylde den såkaldte resultatkontrakt, som Statens Museum for Kunst indgår med Kulturministeriet, men den har Karsten Ohrt også gjort sit til at ændre. Derfor skal museet nu i stedet indgå en rammeaftale med ministeriet.

“Resultatkontrakter er meget præget af at være et kvantitativt instrument, der betoner registrering. Rammeaftalen lægger derimod op til at være mere kreativt udviklingsorienteret, og det, tror jeg, vil påvirke museets arbejde i positiv retning”, siger Karsten Ohrt. Han vil arbejde for, at Statens Museum for Kunst i rammeaftalen bliver defineret som et forskningscenter, der åbner for studiepladser til museumsansatte fra provinsmuseer. “Det er jo oplagt, for vi er den største kunsthistoriske forskningsinstitution i Danmark. Det vil både styrke forskningen på museet, men også gavne rundt omkring på museerne, hvis de ansatte får mulighed for at fordybe sig for en tid med vores materialer og bibliotek”, fortæller Karsten Ohrt.

Og hvis det står til Karsten Ohrt, så bliver mange af de danske museer samarbejdspartnere til Statens Museum for Kunst. “Statens Museum for Kunst kan jo kun vise en tiendedel af sine værker, og i stedet for at opmagasinere meget er det en del af den ønskede lethed, at vi får tingene ud på museerne at arbejde”, siger Karsten Ohrt. Planer om sådanne satellitmuseer har han allerede taget initiativ til med Fyns Kunstmuseum.

En af årsagerne til den store succes med Kunsthallen Brandts var, at Karsten Ohrt som en af de første museumsdirektører inviterede erhvervslivets ledere til at være sponsorer af kunsthallen. En arbejdsmetode, der blev taget afstand fra i visse kredse, men som med tiden er blevet kopieret på mange museer. Indkøbskontoen var stort set tom, da han blev direktør for Statens Museum for Kunst, men på kort tid fik han fyldt den godt op ved hjælp af sin ihærdige søgen efter private fonde og sponsorer.

“Det er hårdt arbejde, men jeg oplever også, at jeg har politisk tæft og fornemmelse for, hvornår man skal tage fat i en sag”, fortæller han. Da han fratrådte som direktør for Kunsthallen Brandts, sagde en rådmand i sin tale til ham, at ligegyldigt hvad Karsten Ohrt ville udrette i fremtiden, så ville Kunsthallen Brandts altid være hans livsværk, men det har Karsten Ohrt nu tænkt sig at modbevise. Han har mange visioner, blandt andet at samtænke Naturhistorisk Museum, Rosenborg og den Hirschsprungske Samling med Statens Museum for Kunst for at opnå en form for synergi og fælles synliggørelse.

Damptromlen foran museet minder også direktøren om, at han vil have parken foran museet væk, så der i stedet bliver en plads foran museet, som der oprindelig var. Den kan blandt bruges til café og boghandel. “Jeg tror simpelthen, at haven lægger en form for afstand til publikum, så jeg vil have urbaniteten tilbage til museet”, forklarer han. 

Teamwork frem for selvprofilering
Selvom Karsten Ohrt indimellem synes, at det tager længere tid at få vendt skuden end forventet, så er der allerede en del af visionerne, der er påbegyndt og realiseret. Den såkaldte revitaliseringsproces, hvor museets kobberstiksamling og gipsafstøbningssamling, der tidligere havde en mere skjult tilværelse på museet, er bragt frem i lyset med flere udstillinger om året.

I starten af maj åbnede museet også udstillingen “På Tværs”, der viser nogle af museets nyerhvervelser, siden Karsten Ohrt overtog ledelsen, og der er stolthed i stemmen, når han fortæller om den: “Jeg er allermest stolt af den, fordi den er udtryk for den kollektive proces, som vi har været i. Jeg køber jo ikke noget egenrådigt, men efter inspektørernes indstilling, for det er dem, der har forstand på det, og jeg kan mærke, at de også er stolte af den”, siger Karsten Ohrt.