27.03.2009
Artikel

Ansvaret må placeres

Universitetsloven fra 2003 har skabt et ansvarsvakuum på universiteterne, mener Susan Wright, professor i pædagogisk antropologi. Hun har undersøgt lovens forhold mellem styreform og identitet, og konklusionen er blandt andet, at forskerne i nogen grad lades i stikken, fordi loven ikke giver klare retningslinjer for deres forskningsfrihed.

Af Mette Engell Friis

Tid til at hilse på fakultetets stab, tænker den nye præsident for Columbia University og bestiger det lille podie. Dwight D. Eisenhower hedder manden, der skuer ud over de forsamlede akademikere. Året er 1948, og der er endnu fem år til, at han går fra at være universitetspræsident til at blive USA’s ditto.

Nu står han så der og skal holde sin første officielle tale til fakultetet. Legenden vil vide, at Eisenhower gentagne gange i talen henviser til forhåbningerne om sit fremtidige samarbejde med de ansatte. Til sidst bliver den snak for meget for professor Isidor Isaac Rabi, nobelpristager i 1944 i fysik.

“Vi er ikke ansatte på universitetet”, sagde Rabi. “Sir, we are the university”.

Susan Wright klukker, da hun har fortalt historien. Sådan var det engang. Også i Danmark. Dengang man som ansat på universitetet følte sig som ét med sin arbejdsplads. En loyalitet, som det er svært at honorere i dag, fordi mange forskere ikke føler, den går begge veje.

Universitetsloven fra 2003, der gjorde universiteterne selvejende og dermed også skulle give dem større frihed til selv at bestemme, har givet større afstand mellem top og bund og rejst flere spørgsmål, end den har besvaret, mener forskeren fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. I fire år har hun undersøgt universitetsloven og dens effekter sammen med et hold forskere. Og sammen med forskningsassistent Jakob Williams Ørberg har hun yderligere arbejdet på universitetsreformernes historiske aspekter.

En lovrevision er nødvendig
“Et spørgsmål er eksempelvis, hvem der tegner universiteterne i dag? Hvem er det, der har ansvar for at beskytte den forskningsfrihed, som er garanteret i lovgivningen? Det er muligvis mere end en enkelt person eller et enkelt organ. Og der kan være mere end én slags frihed. Men hvem har ansvaret for at definere det? Og hvilket ansvar har den enkelte forsker, den enkelte institutleder, dekan, rektor og bestyrelsen? Det er der ikke noget svar på, og det er et kæmpeproblem”, siger Susan Wright og giver et konkret eksempel på, hvor ansvars-vakuummet kan mærkes:

“Hvis man som forsker laver et stykke arbejde, som er betalt af en organisation uden for universitetet, og organisationen mener, at de kan fortælle forskeren, hvad resultatet skal være – og det gør de indimellem, mere eller mindre direkte – hvem skal den enkelte forsker så vende sig til? Hvordan kan forskeren sikre, at hans eller hendes frihed er beskyttet? Jeg kender ikke svaret. Men jeg mener, at det er nødvendigt, at hvert enkelt universitet finder et svar”.

Susan Wright mener, at det er nødvendigt at revidere universitetsloven for blandt andet at få defineret forskningsfriheden og sat ansvaret ned på papir. I samme hug kunne man passende se på rammerne for Akademisk Råd, mener hun.

I universitetsloven er Rådet lanceret som bindemidlet mellem rektor eller dekan på den ene siden og akademikerne på den anden.

“Men reelt har Rådet ikke ret meget magt”, påpeger forskeren.

“Eksempelvis er det sådan, at Rådet har pligt til at diskutere de spørgsmål, som rektor rejser, men der står ingen steder, at Rådet har ret til eller krav på, at universitetets bestyrelse skal forholde sig til de problemer, Rådet måtte rejse”.

Hun trækker på smilebåndet. Selvom hun kan se, at der er ting i loven, der er barokke, så forestiller hun sig også, at man finder løsninger rundt omkring på institutionerne.

“I længden er det bare ikke nok. Det er nødvendigt, at man får nogle klare linjer at forholde sig til”.

Toppen er skåret af pyramiden
Susan Wright griber et stykke papir.

“Det her bliver jeg nødt til at tegne”, forklarer hun og nedfælder hurtigt en pyramide og deler den i tre lige store kasser. Øverst troner ministeren, midti har vi den offentlige administration, og nederst er serviceudbyderne. Sådan så livet i den offentlige administration ud op til 1960’erne. Ministeren bestemmer og lader sine ordrer filtrere ned igennem systemet.

En ny pyramide tager nu form på Susan Wrights papir. Men nu er toppen skåret af. Ministeren og politikerne trækker sig væk fra opgaven med at administrere den offentlige service og koncentrerer sig om at udstikke de politiske retningslinjer og budgetter. Sådan så det ud i 70’erne og ind i 80’erne.

“Man kan sige, at ministeriet ændrer sig fra at ro båden til at prøve at styre den”, som Susan Wright siger.

Fra midt i 80’erne skifter pyramiden igen form. Nu er den skåret i tre selvstændige stykker. Ministeriet uddelegerer stadig arbejdet til administrationen, som samtidig får et udstrakt selvstyre til at udforme kontrakter med serviceudbyderne. Med andre ord: Det administrative lag udmønter politikernes ønsker og mål til kontrakter. Og det er i det billede, man skal se universitetsloven.

Loven gav universiteterne en ny status. Slut var det med at være en del af det statslige hierarki. Med et slag blev universiteterne gjort selvejende og -styrende. I hvert fald på papiret.

For universiteterne er samtidig bundet af kontrakter med statsadministrationen, som giver Videnskabsministeriet direkte indflydelse på, i hvilken retning de skal bevæge sig. 

Det glade selvstyre
Alligevel har selvstyretanken langt hen ad vejen haft en positiv klang. Et faktum, der har at gøre med simpel retorik, forklarer Susan Wright.

Ifølge hendes undersøgelser har danskerne nemlig et specielt positivt forhold til ordet “selvstyre”, fordi det giver mindelser tilbage til det 18. århundredes reformer, hvor de danske bønder fik mulighed for at eje deres egen jord. De selvsamme selvejende bønder, som Grundtvig senere mobiliserede til at lave andelsbevægelsen og senere til at komme i gang med uddannelse.

Så universiteternes selvejende status blev fremlagt som et fremskridt. Nu fik de selvstændighed og frihed.

“Men spørgsmålet er stadig: Hvad er det for en frihed? Og hvad betyder selvstyret? Det bliver ikke defineret i loven”, siger Susan Wright, som undres over, at man taler selvstyre, samtidig med at universiteterne ikke ejer deres egne bygninger eller de grunde, de står på. Dermed er der eksempelvis ingen muligheder for at optage lån, hvis man ønsker lidt frisk kapital til de projekter, man drømmer om.

“I realiteten betyder det, at når man er selvstyrende uden bygninger, så er man meget afhængig af statstilskud, hvilket omvendt også betyder, at det er helt nødvendigt at leve fuldstændigt op til de kontrakter, man har indgået, samt regeringens andre krav. Så spørgsmålet er vel: Hvor selvstyrende er universiteterne reelt lige nu?”, spørger Susan Wright.

“Loven siger, at universiteterne skal engagere sig i det omkringliggende samfund, men man må formode, at det ikke betyder, at de slavisk skal adlyde alle eksterne ønsker og krav, fordi de stadig skal bevare forskningsfriheden. Men hvilke mekanismer er der i universiteterne i dag, som giver mulighed for at diskutere, hvordan man skal forholde sig til de sociale og økonomiske behov, mens man bevarer sin akademiske frihed? Og hvordan skal universiteterne forholde sig til diverse interessenter i samfundet, når systemet giver en af interessenterne – regeringen – sådan en overvældende dominans?”

Tilbage står spørgsmålet derfor stadig: Når loven har ændret ideen om universitetet som det akademiske samfund, Eisenhower blev mindet om under sin tale, til en organisation, der overvejende koncentrerer sig om at aflægge regnskab opad i systemet, hvem er det så, der har ansvaret for forskernes frihed? Og hvordan sikrer man, at folk tager ansvaret for både sig selv og resten af organisationen?, funderer Susan Wright.

Hun har ikke svaret. Men hun lader det heller ikke blafre i vinden.

“På DPU har vi nedsat en researchgruppe, EPOKE, hvor et af vores mål er at vedblive at se på universiteternes udvikling set i et internationalt perspektiv, men også at se på universiteterne sammenlignet med andre vidensorganisationer. Hvilket en stor del af reformen netop handlede om: At gøre universiteterne i stand til at interagere med andre vidensorganisationer”, fortæller Susan Wright.