13.03.2009
Artikel

Studenterombudsmand i modvind

Af Malene Romme Mølby

Der er alt for mange uheldige klageforløb, forkerte klagevejledninger, unødige forsinkelser i sagsbehandlingen og omgåelse af klageregler, når de studerende klager på de videregående uddannelser, mener flere studenterorganisationer. Og Socialdemokratierne. Derfor fremsatte Kirsten Brosbøl fra Socialdemokraterne i slutningen af januar et lovforslag om, at de studerende skal have en national ombudsmand. Forslaget lægger ikke op til, at studenterombudsmanden skal erstatte det nuværende klagesystem, men i stedet rådgive og vejlede de studerende om klagemuligheder. Desuden skal studenterombudsmanden selv kunne tage sager op.

“Jeg håber meget, at Folketinget vil tage godt imod forslaget. Der er i den grad behov for en uvildig instans, der står på de studerendes side”, siger Kirsten Brosbøl. Hun henviser blandt andet til den verserende sag i Erasmus Mundus-uddannelserne, hvor studerende har klaget over ulovlig brugerbetaling, men er kommet i klemme mellem universitetet og ministeriet. Videnskabsministeriet vil nemlig ikke gå ind i sagen, før universitetet har truffet en afgørelse, så de berørte studerende kan ikke gøre andet end at vente.

Men regeringen og videnskabsministeren bakker ikke op om en studenterombudsmand.

“Der er i dag en omfattende beskyttelse af de studerendes retssikkerhed. Der er nogle ting, som kan gøres bedre, og vi tager dem op i dialog med universiteterne og de studerende og finder løsninger, der er effektive, målrettede og også ubureaukratiske. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget om oprettelse af en national studenterombudsmand”, sagde videnskabsminister Helge Sander ved førstebehandlingen af lovforslaget.

“Det ærgrer mig meget, at regeringen ikke er indstillet på at imødekomme det her meget stærke ønske fra en række studenterorganisationers side om en national studenterombudsmand”, siger Kirsten Brosbøl.

Aarhus Universitet har tidligere forsøgt at oprette en lokal studenterombudsmand, men stødte på vanskeligheder, fordi det kræver lovhjemmel at benytte betegnelsen ombudsmand. På den baggrund har blandt andet Aarhus Universitet og Studenterrådet i Århus opfordret til, at der oprettes en national ombudsmand for studerende.

Lovforslaget landede dog i strid modvind ved førstebehandlingen, da kun SF og Enhedslisten ud over Socialdemokraterne var positive over for en national studenterombudsmand. Flere partier er dog villige til at se nærmere på reglerne og forenklinger af klageveje og klageadgange for at sætte fokus på studerendes retssikkerhed.

Forslaget om en studenterombudsmand møder stor opbakning hos formanden for de studerende i DM, som finder behovet for en studenterombudsmand påtrængende.

“Hvis de studerende vil klage i dag, skal de henvende sig til den samme instans, som de klager over, nemlig universitetets administration, hvilket naturligvis er ganske uholdbart. Så jeg ser med meget positive øjne på forslaget”, siger Hans Schmidt-Nielsen.