13.03.2009
Artikel

Google-forlig får indflydelse for danske rettighedshavere

Et forlig efter flere års retssag i USA mod søgemaskinen Google får store følger for forfattere og forlag i hele verden. Senest i maj skal forfattere og forlag udmelde sig skriftligt, hvis de ikke ønsker at være en del af aftalen.

Af Martin Ejlertsen

Verdenslitteraturen er for alvor på vej på internettet. Søgemaskinen Google er i fuld gang med at scanne litteratur fra amerikanske biblioteker, og det har fået forfattere og forlag i USA til at indgå et gruppesøgsmål mod Google. Den flerårige retssag er netop endt med et forlig, som giver Google lov til at scanne bøger og til at opretholde en elektronisk database over bøger, og det får følger for ophavsretten i hele verden.

For forliget omfatter ikke kun amerikanske bøger og tekster, men også udenlandske og herunder danske bøger og tekster. Et ja til forliget kan få stor betydning for danske forfattere og forlag, påpeger lektor på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet Morten Rosenmeier. Han er formand for Udvalget for Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), som er den del af Akademikernes Centralorganisation (AC), der varetager medlemmernes ophavsrettigheder. 

”Forliget skal virkelig opfattes som noget positivt. Med Google Book får forfattere og forlag deres budskaber ud på en helt ny måde, som på sigt vil være lige så værdifuld for den videnskabelige verden, som internettet var det i 90’erne. Det er en hel ny verden, der åbner sig”, siger Morten Rosenmeier og understreger, at han endnu ikke vil anbefale hverken et ja eller et nej, før forligsaftalen er gransket ordentligt igennem.

“Google har scannet fra blandt andet Harvard Universitys bibliotek, der også indeholder en række danske værker. Derfor får forliget betydning for mange akademiske forfattere, fordi deres værker sikkert allerede er blevet scannet og dermed tilgængelige på Google Book”, siger Morten Rosenmeier. 

Skæringsdato i maj
Forliget, som skal godkendes endeligt ved et retsmøde i USA i juni, omfatter både allerede scannede bøger og tekster såvel som fremtidige scanninger af bøger, der ikke længere udgives aktivt eller sælges (out-of-print). Derimod er billedkunst, nodeværker, aviser og magasinpressen ikke omfattet. Hvis autorer skal have del i betalingen og gøre krav på pengene for de allerede digitaliserede bøger, skal man udfylde et online-cash-payment-skema inden den 5. januar 2010. Forliget vil pålægge Google at betale rettighedshavere 63 procent af alle indtægter for anvendelser. Desuden skal Google betale en samlet sum på 125 millioner dollars til at etablere et bogrettighedsregister til at imødekomme eksisterende krav fra forfattere og forlag og til at dække honorarer.

Ifølge Morten Rosenmeier er det glædelige ved forliget, at man i fremtiden vil kunne finde danskeres bøger på nettet.

“På denne måde kan man hurtigt og nemt få adgang til en bog, som måske kan være umulig at fremskaffe, eller som vil tage måneder at få hjem”, siger han. 

Komplekst forlig
Forlæggerforeningen varetager danske forlags fælles interesser, og her er man nu i fuld gang med at afdække, hvad forliget vil betyde for danske forlag. Det tager tid, for forliget er vældig komplekst, forklarer juridisk konsulent Christine Bødtcher-Hansen.

“Vi har ingen fortilfælde, hvor en stor søgemaskine laver en aftale med rettighedshavere, som kan få betydning i hele verden. Lige nu er det meget svært at vurdere, om forliget er en fordel eller ulempe for rettighedshaverne”, siger hun.

I Forlæggerforeningen er man ved at udarbejde et notat om forligets konsekvenser for forlagene. Notatet bliver udsendt i løbet af marts, hvor foreningen også vil holde et medlemsmøde. Fristen for udmeldelse af forliget er den 5. maj.

“Det er ikke sikkert, at vi tilråder en direkte anbefaling. Vi vil prøve at lave et beslutningsgrundlag, hvor vi forklarer medlemmerne, hvad forliget betyder. Hvordan det enkelte forlag skal forholde sig til forliget, afhænger meget af det enkelte forlags udgivelsesprofil og strategi”, siger Christine Bødtcher-Hansen og forklarer, at mange engelske forlag har sammenfaldende interesser med amerikanske forlag, og derfor vil de generelt nok være positive over for forliget. Derimod har franske og tyske forlag ikke haft indflydelse på forliget, og derfor vil danske forlag nok skele til, hvad især de beslutter.

“Spørgsmålet er, hvem der kommer til at tjene penge på aftalen, for man kan frygte, at der sker en monopoldannelse med denne aftale på længere sigt”, siger Christine Bødtcher-Hansen.