13.02.2009
Artikel

Frihed eller politisk styring

Det halter med medarbejderindflydelsen på universiteterne. Den skal sikres i den kommende lovrevision. Det var budskabet fra både forskere og rektorer på AC’s høring om universitetsloven, der havde forskningsfrihed som gennemgående tema.

Af Thomas Bøttcher

Hvordan står det til med frihedsgraderne og forskningsfriheden på universiteterne? Det spørgsmål trak 28. februar fulde huse på Københavns Universitet, hvor Akademikernes Centralorganisation (AC) havde inviteret en lang række studerende, forskere, universitetsrektorer og politikere til storhøring om den igangsatte evaluering af universitetsloven.

Den eneste, hvis udeblivelse blev bemærket, var videnskabsministeren, der ikke havde fundet plads i sin kalender til at deltage. Men måske blev Helge Sandes fravær mødt med et lettelsens suk fra flere tilhørere. De seneste offentlige meningsudvekslinger mellem videnskabsministeren og kritikere af universitetsloven har afsløret en uenighed så dyb, at den kan sammenlignes med Monty Pythons berømte papegøje-sketch. Ifølge videnskabsministeren lever forskningsfriheden i bedste velgående. Ifølge forskerne er forskningsfriheden om ikke død så dog hårdt såret.

Gik tilhørerne glip af endnu en debatmæssig blindgyde mellem Sander og hans kritikere, fik de i stedet for en høring med faglige drøftelser, der spændte vidt og bredt. I sin åbningstale spurgte AC’s afgående formand, Sine Sunesen, om regeringen har levet op til sit løfte om at give universiteterne mere frihed. Svaret antydede hun selv, idet hun påpegede, at det under efterårets finanslovsforhandlinger kun i sidste øjeblik lykkedes at hindre et fald i basismidlernes andel af universiteternes samlede forskningsbevillinger til 54 pct. Så mens politikerne nok bevilger flere penge til offentlig forskning, bliver en større andel af midlerne ført uden om universiteternes egne muligheder for at prioritere forskningen, hvilket udgør den største trussel mod forskningsfriheden på universiteterne, mente AC’s formand.

“Det er helt evident for sikringen af bredden og diversiteten i forskningen, at universiteterne har frie langsigtede midler til rådighed til selv at foretage prioriteringer og iværksætte nye initiativer. Og det var den frihed til en styrket ledelse, der rent faktisk var politisk flertal for ved universitetsforliget i 2002”, lød det fra Sine Sunesen.

Ligesom Videnskabernes Selskab gav AC-formanden udtryk for, at øget konkurrenceudsættelse af midlerne vil føre til en kortsigtet og mindre risikovillig forskning, der samtidig indsnævrer bredden og diversiteten i den offentlige danske forskningsindsats.

Hvad angår forskningsfriheden, pegede Sine Sunesen på Magisterbladets undersøgelse fra efteråret 2008, hvor godt 71 pct. af de adspurgte forskere svarede, at økonomi havde begrænset deres mulighed for at forske i selvvalgte emner inden for det seneste år. Med andre ord er der en tæt forbindelse mellem forskningsfrihed og frie midler, mente hun. Og når 83 pct. af de adspurgte i samme undersøgelse svarede benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt de har måttet opgive forskningsprojekter, fordi ledelsen ikke har villet støtte dem, er der ifølge Sine Sunesen grund til at advare mod, at forskningsfrihed eller mangel på samme bliver forstået som en konflikt mellem ledelse og forskere. Den reelle trussel imod forskningsfriheden er derimod knapheden på frie midler til at igangsætte egne forskningsprojekter.

Herefter blev ordet giver til tre “vidnegrupper” bestående af henholdsvis universitetsforskere, institutledere og rektorer. 

Forskningsfrihedens ultimative indskrænkning 
For forskerne, eller VIP’erne, som de blev kaldt under høringen, var forskningsfriheden det helt centrale spørgsmål, og ikke mindst Helge Sanders udfordring til at komme med konkrete eksempler på, at forskningsfriheden er blevet indskrænket, blev kommenteret.

Lektor ved DPU Cathrine Hasse mente, at der sådan set er givet rigeligt med eksempler i den nyligt udgivne hvidbog fra Videnskabernes Selskab. At ingen i hvidbogen tør stå offentligt frem, må være et signal til politikerne om, at der er noget, der ikke fungerer på universiteterne.

Leif Søndergaard, lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet og formand for universitetslærerne i DM, leverede hvad der ifølge ham selv var et helt konkret eksempel til Helge Sander.

“Forskerne på naturvidenskab bliver fyret med henvisning til, at de ikke længere passer ind i instituttets strategi. De, der fyres, oplever den mest ekstreme form for indskrænkning af forskningsfriheden”, sagde Leif Søndergård, der også henviste til en ny amerikansk undersøgelse, der peger på, at de lande, der har mest forskningsfrihed, også er de lande, der har det højeste økonomiske udbytte af forskningen.

Professor ved Humaniora på Københavns Universitet Peter Harder kaldte i sit indlæg de “topstyrede ledelsesveje” for universiteternes største problem. Som eksempel anførte han forskere, der af deres ledelse har fået påbud mod at drøfte ledelsesudspil kollegialt med pålæg om, at diskussion af ideer skal følge universitetets kommandovej. 

Vil I den totale magt?
Topstyringen er ifølge Peter Harder særlig problematisk, når det gælder de lokalstrategier, der arbejdes efter på de enkelte institutter overalt i universitetsverdenen. Lokalstrategierne lægger nemlig pres på den enkelte forsker for at rette ind efter den dagsorden, der sættes øverst i systemet, og som forplanter sig fra rektorer til dekaner og fra dekaner til institutledere.

Her kommer instruktionsbeføjelsen ind i billedet. For selvom Helge Sander kan have ret i, at beføjelsen blev opfundet allerede i 1992 og ikke i universitetsloven fra 2003, så er det først med det nye universitetshierarki fra 2003, at den ifølge Peter Haarder er blevet farlig.

Det skyldes, at universiteterne har gennemgået et kulturskifte fra langsigtet kreativitet til kortsigtede bureaukratiske incitamenter, mener Peter Harder.

“Helge Sander siger, at han ikke vil pille ved instruktionsbeføjelsen, fordi han ikke vil indskrænke ledelsesretten. Så hvis vi kan få alle rektorerne til at sige, at de ikke ønsker den totale magt over forskningen, så bliver det sværere for ham at sige, at han ikke vil lave instruktionsbeføjelsen om”, lød opfordringen fra Harder til forsamlingen af rektorer i salen, der senere skulle indtage panelpladserne.

Vidneudspørger Adam Holm ville dog vide, hvorfor forskerne ikke var i stand til at levere de eksempler, Helge Sander efterlyser.

“Moderne magt er ikke lig med en, der kommer og slår dig i hovedet. Det foregår mere snigende ved, at der bliver lagt et pres på ledelsen, og ledelsen fører presset videre, så man ender med at lægge sine egne ideer til side. Det er en afledning at spørge til eksempler”, mente Peter Harder.

For Leif Søndergaard måtte et afslag på en ansøgning om forskningsmidler være eksempel nok til ministeren.

“Så kan man jo nok have så meget forskningsfrihed som muligt, men det er jo ligegyldigt. Forskningsfriheden skal skrives ind i loven på en måde, så det forpligter Folketinget til at bevilge tilstrækkeligt med midler”.

En anden VIP-paneldeltager, lektor ved Aarhus Universitet Erik Strange Pedersen, foreslog følgende:

“En institutleder beder en medarbejder om at lægge ting til side for at skrive en ansøgning. Det skubber forskerens kernefelt tilbage, og måske bliver man drejet i en uønsket retning. Så på den måde har økonomien en uheldig virkning”.

Med på råd
En studerende, formanden for studenterrådet på Københavns Universitet, Mathias Friis Jørgensen, ville vide, hvordan man giver ledelsen incitament til at rådføre sig med ansatte og studerende. Han kom dermed ind på et emne, der skulle komme til at præge høringen senere.

Leif Søndergaard svarede:

“Det er ikke beskrevet tilstrækkeligt tydeligt. Der står, at man skal nedsætte et organ, der skal fylde den opgave, men visse steder sker der jo det, at man indkalder til et årsmøde, hvor man så bliver orienteret om det seneste års beslutninger. Den professionelle ledelse skal primært forholde sig til det administrative, mens VIP’erne og de studerende skal være med til at bestemme over det forsknings- og undervisningsmæssige. Derfor er det afgørende, at man får et råd med reel indflydelse”.

Herefter blev ordet givet videre til vidnepanelet med institutledere. Morten Lassen, institutleder ved Aalborg Universitet, leverede et hårdt angreb på den aktuelle forskningspolitik.

“Opadtil oplever jeg en universitetsledelse, der er budbringer for ministeriets mistillidsdagsorden. Vi bringer detailstyringsmekanismer videre i en lind strøm. Noget er meget overflødigt og mødes af manglende forståelse. Nedadtil er der indstiftet en ny logik. Det kollegiale er væk, og der er udførende arbejdsmyrer – ikke en kollegial medarbejderkreds. Det er ikke et problem i en produktionsfabrik, men det er det i akademia”, mente Morten Lassen, der ikke anser instruktionsbeføjelsen som det reelle problem.

Ingen kommandoledelse her
“Jeg vil gerne se den institutleder, der vil indføre kommandoledelse. Problemet er den forskningsmæssige ethos. Skal universitetet være samfundets kritiske spejl? Skal vi tilvejebringe sandheder med pæn distance til magtens korridorer? God ledelse er at udføre en afværgedagsorden ved at give så meget plads til forskerne som muligt, altså at overlade dem til sig selv”, sagde Morten Lassen og gav dermed udtryk for en holdning, der deltes af andre paneldeltagere.

Johannes Nørregaard Frandsen, institutleder ved Syddansk Universitet, supplerede:

“Institutlederens rolle er for mig at være en katalysator for, at det lodrette hierarki flader ud. Man bliver nødt til at holde op med at tro, at vi er en del af den lodrette ledelsesstruktur. De redskaber, vi skal lære at bruge, er fx MUS-samtaler, men der er det et problem, at jeg har 82 ansatte. Institutforum er vores rådgivningsorgan, og det er fabelagtigt vigtigt at bruge”.

Peter Lotz, instituleder ved CBS, var dog knap så mildt stemt i sit vidnesbyrd, der var formet som et forsvar for instruktionsbeføjelsen.

“Vi har fået en ny ledelse, fordi det ikke fungerede før. En institutleder skal administrere og koordinere. Det kunne da godt klares uden en instruktionsbeføjelse, men det er bare vanskeligt, hvis man ikke har noget som helst redskab til at gøre det med. Institutlederen er en orakeltyder, stifinder, inspirator og sense-maker. Det er hamrende nødvendigt, når der bliver sendt så mange meningsløse signaler udefra, at oversætte alt det her til den enkelte og omsætte det til fornuftig personaleledelse. Instruktionsbeføjelsen er nødvendig, men skal bruges med varsomhed”.

Den udmelding fik Peter Harder op af stolen.

“Intet fornuftigt menneske vil påstå, at man kan være leder uden at bestemme over medarbejderne. Fronten går efter vores mening et andet sted og ved, om man skal kunne bestemme over hele medarbejderens tid”. 

Hvordan får ledelsen legitimitet? 
Flere spørgere i salen ønskede at høre institutledernes bud på, hvordan ledelsen får større legitimitet blandt medarbejderne. Paneldeltagerne medgav her, at der i den nuværende lovgivning er en ubalance med for lidt indflydelse til medarbejderne. Som Ib Poulsen, institutleder ved Roskilde Universitet, sagde:

“Der bør være en eller anden form for gensidig vetoret. Det ville være åndssvagt at udnævne ledere, der ikke har legitimitet”.

Ib Poulsen var også mand for at svare på spørgsmål fra hans egen medarbejder, professor Anette Warring, om, hvordan paneldeltagerne konkret balancerer forskningsfriheden mellem det institutionelle og det individuelle niveau.

“Vi udarbejder en strategi for instituttet nogle år frem. Strategien har været drøftet i institutrådet og blandt medarbejderne. Forskergrupperne er selvbestemmende. De har et tema, men hvad der sker inden for temaet, bestemmer grupperne selv”.

Charlotte Appel, en anden af Ib Poulsens medarbejdere, ville vide, om panelet var bange for at give forskerne en tydeligere markeret forskningsfrihed i en revideret universitetslov.

Morten Lassen: “Jeg ville have det fint med, at det blev skrevet ind, men jeg tror ikke, at det har nogen praktisk betydning”.

Ib Poulsen: “Jeg ville have det rigtigt fint med, at det blev skrevet ind, især hvis det ville give medarbejderne en sikring”.

Oddershede: inddragelse vigtigst 
Så var det rektorernes tur til at komme med deres vidneudsagn. Her lagde Syddansk Universitets Jens Oddershede ud med at konstatere, at sikringen af studenter- og medarbejderinddragelsen er den vigtigste udfordring for en lovrevision.

“Vi skal se på rammerne på institutniveau og måske også dekanniveau. Der skal strammes op for rådene, de skal have en sammensætning, så alle medarbejdere og studerende bliver inddraget. Der skal være en forpligtelse til at inddrage rådene også i forbindelse med ansættelse af institutledere”, lød det fra Oddershede.

Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen var inde på samme spor.

“Der er intet, der hindrer, at man lader samarbejdsudvalgene gå ind i ansættelsen af ledere, ligesom også akademisk råd kan inddrages. Der er ingen grund til, at ansættelsesudvalgene skal være små. Jeg ønsker også en mere ensartet og systematisk proces på institutniveau”, sagde Ralf Hemmingsen, der herudover kom med et konkret forslag til en ændring af instruktionsbeføjelsen.

Prorektor på DTU Knut Conradsen pegede på, at forskningsledere arbejder med ryggen til dem, de skal lede, og med ansigtet vendt mod bevillingsgiverne.

Hvorfor det?, ville Venstres Malou Aamund vide.

Jens Oddershede: “Alle forskerne oplever, at meget forskning dikteres af de penge, der er til stede. Der er ingen tvivl om, at det er med til at skabe den dårlige stemning”.

Knut Conradsen: “Helt præcist handler det om, at man skal være varsom med at rykke balancen mellem basismidler og strategiske midler”.

Konkurrence mellem universiteterne
Anette Warring ville vide, hvad rektorerne synes om det øgede krav om konkurrence mellem universiteterne, når nu forskningen trives bedst takket være samarbejde mellem forskere og universiteter.

Kappestrid er godt og udmærket, mente CBS-rektor Finn Junge-Jensen, men ifølge ham først og fremmest i form af international konkurrence, hvorimod konkurrence mellem danske universiteter ikke nødvendigvis er positiv.

Jens Oddershede udtrykte sig en anelse mere klart.

“Vi skal markere os selv og gerne på bekostning af andre universiteter. Så der er i øjeblikket en tendens til, at konkurrencen er med til at ødelægge det gode samarbejde mellem universiteter og forskere”.

Men burde rektorerne så ikke melde ud, at systemet er destruktivt, ville vidneudspørger Adam Holm vide. Det fremgik imidlertid af Knut Conradsens svar, at rektorforsamlingen ikke er enige på dette punkt.

“Jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at det ikke er et spørgsmål om retfærdighed mellem institutioner. Jeg synes fx UNIK-programmet (der er blevet kritiseret for at skade tværgående samarbejde mellem universiteter, red.) er et fremragende program. Det afgørende er, at der er problemer nok at løse. Og at de løses der, hvor de løses bedst. Lad pengene falde, hvor de gør bedst gavn”, lød det fra Knut Conradsen.

Men her indtog DTU et særstandpunkt, fremgik det af de øvrige rektorkommentarer.

“Tendensen til at understrege konkurrence er mærkelig. Vi befinder os i den danske andedam, hvor det hele alligevel i sidste ende bliver udlignet. Det er latterligt at lave en fordelingsmodel baseret på konkurrence i Danmark”, lød det fra Ralf Hemmingsen, mens Finn Junge-Jensen kaldte det “helt igennem dumt”, at der i UNIK-programmet var et forbud mod samarbejde mellem universiteter.

Men ville rektorerne være villige til at indskrive forskningsfriheden tydeligere i loven?, spurgte Socialdemokraternes Kirsten Brosbøl.

Selvom de fleste i rektorpanelet ligesom flere af institutlederne gav udtryk for, at det ikke ville gøre den store forskel at modificere instruktionsbeføjelsen, var der alligevel opbakning til at ændre den, ja Ralf Hemmingsen lancerede endog et ændringsforslag, der skulle sikre, at ingen forsker kan hindres i at forfølge egne forskningsprojekter.

Men også her var Knut Conradsen uenig.

“Det ville være halsløs gerning at ændre instruktionsbeføjelsen”, mente han, med henvisning til at institutledelsen har behov for at kunne dirigere forskningsopgaver under hensyntagen til de eksterne bevillinger. 

Politikerne rundede af
Endelig var det politikerpanelets opgave at afslutte høringen. Her nævnte Venstres forskningspolitiske ordfører, Malou Aamund, at forskningsfriheden ikke er noget, universiteterne har, men derimod noget, den enkelte forsker har, et synspunkt, der står i kontrast til talrige udmeldinger fra Venstres egen forskningsminister. Ligeledes gav hun udtryk for, at hun var blevet “svag” for Ralf Hemmingsens ide om at moderere instruktionsbeføjelsen, igen et synspunkt, hun ikke deler med Helge Sander.

Kirsten Brosbøl meddelte, at Socialdemokraterne som tidligere annonceret er klar til en revision af universitetsloven, der ikke mindst skal omhandle styringsapparatet. Hun bed her mærke i, at Helge Sander under et møde i Videnskabernes Selskab lagde op til en “stor” revision. Hvad angår forskningsfriheden, noterede også hun sig Ralf Hemmingsens forslag.

Professor ved DPU, Susan Wright, gjorde politikerpanelet opmærksom på, at universitetslovens beskrivelse af forskningsfrihed er upræcis.

“Der står i loven, at universiteterne har forskningsfrihed og ansvar for at beskytte den, men selve forskningsfriheden er udefineret. Der er også en anden frihed, nemlig den enkelte forskers frihed. Er det også bestyrelsens opgave at beskytte den? Hvis bestyrelsen skal beskytte begge former for forskningsfrihed, hvilket system på et universitetet skal så sørge for dette?”, spurgte hun.

Ingen af de tilstedeværende politikere var i stand til at svare på hendes forespørgsel, men både Venstres og Socialdemokraternes repræsentanter enedes om, at loven skal udtrykke, hvordan forskningsfriheden i praksis sikres. 

Rappe Nissen
Roskilde Universitets bestyrelsesformand, Christian Nissen, fik æren af at stille spørgsmålet, da han højlydt og med en kæk mine udtrykte sin utilfredshed med, at universiteterne tilsyneladende fortsat skal detailreguleres ned på mindste niveau.

Da ingen af de tilstedeværende poltikere var klar over, hvad han sigtede til, blev han bedt om at komme med et eksempel.

“Nu vil I fx ændre instruktionsbeføjelsen”, triumferede Nissen.

Det fik Dansk Folkepartis Jesper Langballe op af stolen.

“Men hør nu her. I det øjeblik, instruktionsbeføjelsen truer forskningsfriheden, er det da politikernes opgave at gå ind og beskytte. Hvem skal ellers gøre det”, lød det prompte fra Langballe, der blev bakket op af Kirsten Brosbøl.

Marianne Jelved, de Radikales forskningsordfører, følte også trang til at tage Nissen i skole:

“Christian, jeg synes, du skulle angribe udviklingskontrakterne i stedet for at angribe os, der prøver at beskytte den forskningsbaserede undervisning. For der er ikke forskningsbaseret undervisning, hvis der ikke er frihed. Så stop du dine hyl og skrig”.