Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
SU.PNG
Illustration: Ash Pederick

En borgerlig opfindelse fylder rundt

I 1970 gik uddannelsesstøtte fra at være almisse til at blive en rettighed. Det var faktisk en borgerlig regering, som indførte SU’en for 50 år siden, mens S og venstrefløjen stemte imod. Nu er det som oftest omvendt. De blå vil reformere. De røde bevare. Magisterbladet er dykket ned i historien. Rettet 11.03.2020

Emneord:

To ryk og en aflevering.

Sådan foregik det, da de borgerlige partier forærede venstrefløjen ejerskabet over Statens Uddannelsesstøtte, som de ellers selv indførte.

Ét ryk, da den borgerlige regering indførte SU’en.

Ét ryk, da de blå vedtog at indføre statsgaranterede banklån.

Og en aflevering, da venstrefløjen og S under en borgerlig regering samlede flertal uden om regeringen for at gennemføre den største forbedring i SU’ens historie.

Det er ikke en fru hvem som helst, der i 2020 fylder 50.

SU’en anses som en grundsten i velfærdssamfundet, og den samlede investering er højere end prisen for at bygge tre supersygehuse, nemlig godt 20 milliarder om året. Næsten en tredjedel af en ungdomsårgang modtager SU, mens de læser på en videregående uddannelse.

SU’en er en på alle måder usædvanlig ordning, siger Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere vismand.

“Der findes ikke noget andet land i verden, der giver så rundhåndede uddannelsesstipendier, som den danske stat gør, uden at kræve tilbagebetaling”, siger Nina Smith.

Man skal huske på, at uddannelse før 1970 langtfra var for alle.

“Der er et før og et efter indførelsen af SU’en, ingen tvivl om det. Ordningen gav mange unge modet – og økonomien – til at bryde den sociale arv. Jeg er selv en af dem. Mine forældre ville ikke støtte, at jeg skulle tage en studentereksamen, så jeg måtte flytte hjemmefra og fik ingen hjælp fra dem. Det at få SU føltes som en stor opbakning til mig fra samfundet til at tage en uddannelse”, siger Nina Smith.

Uafhængig af forældrenes velbefindende

Før 1970 var SU’en ikke en ret. Stipendier blev givet på baggrund af skøn frem for objektive kriterier.

Det var daværende radikale undervisningsminister Helge Larsen, der fremsatte lovforslaget om, at SU’en skulle være en rettighed og ikke en almisse.

“Der var et ønske om, at man ville gøre uddannelse uafhængig af forældrenes indkomst og velbefindende”, siger Palle Rasmussen, lektor emeritus på Aalborg Universitet og ekspert i uddannelseshistorie.

Hverken før eller siden har Danmark investeret så massivt i uddannelse som i perioden omkring 1970.

“Det var på det tidspunkt, at flertallet af vores gymnasier blev opført, og den periode, hvor også RUC og Odense Universitet blev etableret. Der var politisk fokus på at løfte hele samfundets uddannelsesniveau, og derfor blev diskussionen om stipendier aktuel”, forklarer økonomiprofessor Nina Smith.

Ifølge loven om Statens Uddannelsesstøtte skulle studerende fra 1970 være 28 år gamle for at kunne modtage SU uafhængigt af deres forældres indkomst. Satsen var på 8.045 kroner årligt, hvoraf halvdelen var lån, og halvdelen var stipendium. Det var dog muligt at søge dispensation, så det maksimale beløb steg til 11.000 kroner årligt.

Venstrefløjen og socialdemokraterne var parate til at gå endnu længere.

“En ren stipendiestøtte er på alle måder at foretrække”, sagde blandt andre Morten Lange fra SF.

VKR-regeringen havde flertal i Folketinget og fremlagde sit eget forslag til SU-reform for Folketinget uden at søge enighed med Socialdemokraterne forinden. Det forklarer Else Hansen, der er historiker ved Københavns Stadsarkiv og forfatter til en bog om dansk uddannelsespolitik.

”Uddannelsesoptimismen var enorm og alle, uanset politisk farve, var virkelig reformivrige. SU’en var således ikke det eneste, man forhandlede om på det tidspunkt. Faktisk gik tre omfattende forslag igennem Folketinget på bare to-tre dage i 1970: Den nye styrelseslov, aftalen om RUC og den rettighedsbaserede stipendieordning”, siger Else Hansen.

Hele oppositionen kritiserede, at forslaget ikke gik vidt nok. SF og VS stemte imod. S stemte blankt. Og sådan endte S og Venstrefløjen med at stå uden for et af Danmarkshistoriens mest skelsættende forsøg på at øge den sociale mobilitet og løfte alle unge på tværs af indkomstgrupper.

Den radikale undervisningsminister Helge Larsen sagde efterfølgende, at den endelige lov ikke nødvendigvis gav alle unge lige adgang til uddannelse med øjeblikkelig virkning.

“Det er der heller aldrig nogen, der har forestillet sig, at den skulle gøre. Vi har naturligvis set det som en politik, en udbygning over længere sigt”, sagde han.

Fra statslån til statsgaranterede banklån

Andet ryk inden den aflevering skete 14 år senere, hvor efterkrigstidens økonomiske fremgang og babyboom var afløst af oliekrise, børskrak og bilfrie søndage.

I samme periode steg udgiften til SU. Alene på de videregående uddannelser fik 32.271 unge uddannelsesstøtte i 1975.

Det fik daværende undervisningsminister Tove Nielsen (V) til at fremsætte et forslag om en omlægning af SU’ens lånemodel. De rentefrie statslån skulle afløses af statsgaranterede lån hos pengeinstitutterne.

Partikammeraten Peter Brixtofte forsvarede forslaget over for kritikerne. Der er ikke tale om at forringe de uddannelsessøgendes finansieringsmuligheder under uddannelsen, understregede Brixtofte.

“Der er blot tale om, at de uddannelsessøgende i fremtiden skal optage statsgaranterede lån i banker og sparekasser i stedet for rentefrie statslån. Til gengæld bevares tildelingen af stipendier fuldt ud. Det indebærer blot, at det beløb, der skal tilbagebetales, når uddannelsen er afsluttet, bliver større”, sagde han under debatten.

Socialdemokratiet og venstrefløjen var stærkt utilfredse.

“Det drejer sig jo i al væsentlighed om at gøre lånebetingelserne dyrere for de enkelte uddannelsessøgende, og den gruppe, som er uddannelsessøgende, opfatter vi absolut ikke som en gruppe, der bør have deres forhold yderligere forringet i forhold til nuværende, tværtimod”, sagde Poul Søgaard fra S.

Nf Ritzau Scanpix side 1.jpg
udklip af forsiden for betænkningen i 1968.JPG
Casper Hansen Ritzau Scanpix sied 1.jpg
Sulteliv
Finn Frandsen Ritzau Scanpix side 2.jpg
Jens Dresling Ritzau Scanpix side 3.jpg
Jens Dresling Politiken Ritzau Scanpix side 3.jpg
Jens Dresling Politiken Ritzau Scanpix side 4.jpg
ruggaard.jpg
Camilla Gregersen side 4

1965 Von Eyben-udvalget blev nedsat for at afgøre, om det ville have en gavnlig effekt at give uddannelsesstøtte til de mindst bemidlede. Foto: Nf Ritzau/Scanpix

1968 Betænkning fra von Eyben-udvalget. De to anbefalinger i rapporten lød således: “… ingen af økonomiske grunde skal forhindres i at få den uddannelse, som den unge har lyst og evner til”. “Det skal blive muligt at begrænse nødvendigheden af erhvervsarbejde under uddannelsen til et sådant omfang, at det ikke virker hæmmende på studieaktiviteten i uddannelsesperioden”.

1970 Statens Uddannelsesstøtte blev vedtaget af VKR-regeringen med Hilmar Bauns­gaard (R) som statsminister og Helge Larsen (R) som undervisningsminister. “Vi må prioritere inden for de politiske rammer, og vi må beskæftige os med en række generelle problemer, blandt andet dette: Skal alle have uddannelsesstøtte, eller skal støtten kun gives til de mest trængende? Jeg er nærmest tilhænger af det sidste”. - Carl Christian Møller, formand for Rådet for Statens Uddannelsesstøtte Foto: Casper Hansen/Ritzau Scanpix

1973-1975 Under Poul Hartling-regeringen blev lovgivningen om lån ændret. Før regeringens ændringer havde man kunnet få rentefrie statslån, men ved lov blev de ændret til statsgaranterede banklån med datidens høje renter. Det medførte, at der var studerende, der endte med bundløs gæld. Indførelsen af banklån fik de unge på gaderne til demonstrationer. Foto: Danske Studerendes Fællesråds arkivfotos

1979 “Kampen for levevilkårene skal i højsædet”. - Yvonne Nielsen, daværende formand for Landssammenslutningen for kursusstuderende, i Land og folk d. 28. november 197 Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

1988 Omfattende SU-reform ­vedtaget. Den medførte en afskaffelse af statsgaranterede banklån og en stor stigning i stipendier. Stipendierne steg fra 21.900 til 36.000 kr. om året. Reformen blev til på baggrund af et flertal uden om regeringspartierne baseret på S, Fælles Kurs, SF og Radikale Venstre. “Det, vi fejrer i dag, er, at skattetrykket stiger 0,2-0,3 procent, fordi de tre partier hele tiden har budt over hinanden i forhandlingerne om denne reform”. - Forsknings- og undervisningsminister Bertel Haarder i Skive Folkeblad Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

1988 “Hvad bidrager mest til Danmarks fremtidige økonomiske vækst? At lette formueskatten for de folk, der i forvejen har store formuer? Eller at opbygge en menneskelig formue inde i hovedet på de folk, der søger uddannelse? Vi holder på det sidste”. - Erling Olsen, socialdemokratisk ordfører i Skive Folkeblad Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpi

2013 En række besparelser ramte SU-systemet i 2013 med en ny fremdrifts- og SU-reform. Det var blandt andet for at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det udløste stor kritik hos de studerendes fællesskaber og demonstrationer på blandt andet Københavns Universitet. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

2014 “Hvis man bare bliver det mindste forsinket, ­mister man jo hele sin SU-ydelse. Den bliver ikke bare mindre. Og det gør jo netop, at de ­studerende, der ikke er de mest ressourcestærke og har akademikerforældre, og som derfor kommer til at dumpe et par eksamener, kommer til at være i stor frafaldsrisiko. For lige pludselig mister de hele deres økonomiske grundlag”. - Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes fællesråd i 2014

2016 Diskussioner om, hvorvidt man skal gøre SU’en til et lån på kandidaten, blusser op. Det mente Camilla Gregersen, formand for DM, ikke: “Der er ingen grund til at øge denne ulighed ved at reducere SU’en. Danmark har brug for, at alle talenter får mulighed for at udforme deres potentiale. Det må ikke blive sådan, at kun børn af de økonomisk bedst stillede får en kandidatuddannelse”. Foto: Jacob Nielsen

“Bankerne klær’ os af til skindet”

Forhandlingerne om SU-reformen trak ud så længe, at det faktisk blev en socialdemokrat, der lavede en kolbøtte og slog søm i lovændringen i 1975, nemlig undervisningsminister Ritt Bjerregaard.

De oprindelige statslån blev til statsgaranterede banklån. Og fra da af kunne pengeinstitutterne selv bestemme rentesatserne. Uden for Christiansborg blev ændringerne i uddannelsesstøtten mødt af rasende studerende. Protesterne imod banklån lød igennem flere år og nåede deres højeste i 1978-1979.

En af de aktioner, der gav genlyd, fandt sted, da studerende pakkede banner og stige ud for at klatre op på Danske Banks balkon ved Kongens Nytorv.

“Vi rullede banneret ud, og de modigste smed tøjet, for på banneret stod: “Bankerne klæ’r os af til skindet”, har tidligere studerende og nuværende generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, fortalt til Uniavisen.

De studerende havde god grund til at råbe op. Det vurderer også ph.d. Knud Holt Nielsen, der er ekspert i studenterprotester. Renterne på SU-lån nåede på et tidspunkt helt op på 20 procent.

“Mange personer havde kæmpe gæld, når de var færdige med at studere”, siger Knud Holt.

Ifølge Knud Holt var de studerendes protester medvirkende til, at statslånet i 1981 blev genindført.

Afleveringen kommer

SU-ordningen fik aldrig helt lov til at hvile i fred. Der gik syv år, før endnu en markant reform fandt sted. Denne gang blev de blå banket gule og blå af de røde.

Midt-80’erne så de store årgange indtage de videregående uddannelser, og Bertel Haarder (V), som var undervisnings- og forskningsminister på det tidspunkt, ville sænke studietiden.

Et klippekort til SU skulle begrænse perioden, en studerende kunne få SU, til maksimalt den normerede studietid plus et år.

Oppositionen havde imidlertid en anden dagsorden.

S, SF, De Radikale og Fælles Kurs ville have højere SU-ydelser. De studerende skulle arbejde mindre og koncentrere sig mere om studierne, så partierne foreslog at hæve SU-satsen fra 21.900 kroner til 36.000 kroner årligt.

Til Skive Folkeblad forklarede Erling Olsen (S) partiernes standpunkt således:

“Hvad bidrager mest til Danmarks fremtidige økonomiske vækst? At lette formueskatten for de folk, der i forvejen har store formuer? Eller at opbygge en menneskelig formue inde i hovedet på de folk, der søger uddannelse? Vi holder på det sidste”, sagde Erling Olsen.

Regeringens normale støtteparti, De Radikale, var på oppositionens side. Under debatten i Folketinget sagde partiets Jørgen Estrup, at det skulle være muligt at studere på fuld tid, overholde studieplanerne og leve af uddannelsesstøtten.

“Vi skal ikke længere se studerende med tyngende studiegældsbyrder og ude af stand til at klare en normal tilværelse. Det lægger vi fra radikal side overordentlig meget vægt på”, sagde Jørgen Estrup fra Folketingets talerstol.

Forhandlingerne, der startede med en klippekortsdiskussion, endte med en sejr til de røde.

“Jeg har det måske lidt ligesom ham, der blev hængt i Varde galge, og som fik at vide, at han skulle være glad for, at han ikke hang i Ribe galge”, lød det fra Bertel Haarder, da nederlaget var en kendsgerning.

Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder hos Rockwool Fonden, har forsket i SU-reformen fra 1988. Ifølge Arendt havde reformen uden tvivl en effekt på klientellet på universiteterne.

“Reformen betød mindre frafald af studerende med lavere socioøkonomiske vilkår. Den havde dog mindre betydning i forhold til, at unge fra lavere socialklasser påbegyndte en universitetsuddannelse”, forklarer Jacob Nielsen Arendt.

Diskussionerne fortsætter

Siden den store reform fra 1988 er diskussionerne af, hvorvidt SU’en er udgiften værd, bare fortsat. Siden 2014 er beløbet til stipendieordningen vokset med knap en milliard.

Økonomiprofessor Nina Smith er en af dem, der mener, at SU-ordningen er for generøs.

“Det er den eneste overførselsindkomst, som omfordeler penge fra de lave indkomstgrupper til de højere. Når vores universelle velfærd er under pres, er det vanskeligt at forsvare, at vi uændret skal bibeholde en ekstremt dyr ydelse, som især middelklassen nyder godt af”, siger Nina Smith.

De stigende udgifter har fået interesseorganisationer som fx Dansk Industri og partier på den borgerlige fløj til at foreslå, at SU’en på kandidaten ændres til et lån.

Et ekspertpanel, Axcelfuture Advisory Board, som blev nedsat af kapitalfonden Axcels tænketank Axcelfuture, fastslog i 2016, at en låneordning på kandidatuddannelserne kunne være fordelagtig.

Forslagene om besparelser på SU’en fik Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening, og andre fagforeninger til at skyde med skarpt. I en fælles kommentar i Berlingske i 2016 skrev formændene blandt andet:

“Vi har ganske enkelt ikke råd til at droppe SU. Den gør en verden til forskel for den enkelte studerende, der bl.a. må finansiere stadig stigende boligpriser. Men SU handler om mere end den enkelte studerendes vilkår. Ret beset er SU en investering i den ungdom, der skal sikre vores fremtidige velfærd”.

Udgiftseksplosion eller ej?

Så sent som 30. januar i år meldte den faglige organisation Lederne sig ind i debatten om SU. Lederne satte fornyet fut under diskussionen fra 2016 ved at genfremsætte et forslag om, at uddannelsesstøtten på kandidatdelen skal omlægges delvist til lån.

Chefkonsulent hos Akademikerne, Birgit Bangskjær, gik øjeblikkeligt ud og tilbageviste Ledernes påstand om, at udgifterne stiger eksplosivt. Til Magisterbladet forklarer Bangskjær, at det er korrekt, at der skete en stor stigning i antallet af støttemodtagere fra 2008 til 2014.

“Mange unge havde ikke mulighed for at finde et job på grund af ­finanskrisen og valgte derfor at studere i det tidsrum. Men fra 2014 og frem er der sket en opbremsning i udgiften til SU”, siger chefkonsulenten med henvisning til tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Tallene viser, at udgiften til SU’en kostede staten 20.092 milliarder i 2014 og 20.818 i 2018.

Birgit Bangskjær gør samtidig opmærksom på, at man allerede fra 2020 forventer et fald på 6.680 stipendieårsværk på de videregående uddannelser.

V: Vi holder øje

Siden armlægningen i 2016 har der ikke på Christiansborg været lagt i kakkelovnen til nye reformer. Og under den seneste valgkamp lovede både S og V at frede SU’en. Men ingen vil udstede garantier for, at borgfreden fortsætter.

“Venstre holder øje med, at uddannelsesøkonomien ikke udvikler sig ud af kontrol. Vi er ikke afvisende over for at foretage justeringer på kandidatdelen, hvis vi finder det nødvendigt, men for os er det vigtigst at bevare en fri og lige adgang til uddannelsessystemet for alle”, siger V-ordfører for forskning og uddannelse, Ulla Tørnæs.

Enhedslistens uddannelsesordfører, Mai Villadsen, mener, at man skal bruge flere penge.

“I Enhedslisten vil vi styrke SU’en. Den er vigtig for, at alle mennesker uanset baggrund kan uddanne sig og fordybe sig i deres studier. Derfor synes vi, at det er en god SU-model, vi har nu. Men også en, vi gerne vil udbygge”, siger Mai Villadsen.


Rettet 11.03.2020: Det fremgik af den oprindelige artikel, at S stemte nej til SU-reformen i 1970. S stemte blankt.
Vi har desuden præciseret, at V ville begrænse studietiden i 1987. Der var også før 1987 begrænsning på perioden med uddannelsesstøtte.  

Var artiklen relevant?

Del den med andre ...

Link kopieret!
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen