31.10.2016
Blogindlæg

Uddannelses­støtten er et modsvar til akademikerbørns privilegier

Uddannelsesstøtte er talentstøtte, som giver unge, der ikke kommer fra akademikerhjem, muligheden for at have en vis økonomisk tryghed, mens de studerer, mener Lea Friedberg, som er næstformand i DM Studerende.

Af Lea Friedberg
I mit barndomshjem var der mange bøger.

Store og tykke, små og støvede rummede de alle spændende verdener, der åbnede sig op på de gulnede sider og åbenbarede eventyrlande og fantasiuniverser, der slugte mig helt.

Opmuntret til at læse stadig mere komplekse værker, introducerede mine forældre mig allerede fra en ung alder til store tænkere, tog mig med på museer og rundt i verdenen for at lade mig sluge viden, kunst og kultur. Komplekse ideer blev en naturlig næring fra barnsben.

Som jeg blev ældre, har de hjulpet med skolen og økonomien og smidt floskler og politiske analyser hen over middagsbordet. De har rakt mig akademia ved middagstid med en naturlighed, som andre rækker saltet frem.

Hvor mine forældre har kunnet relatere til presset over en eksamen og begejstringen ved at lære, så har de også kunnet vise mig meget konkret, at der er noget på den anden side. Anderledes alene står mange af de studerende, vi kalder mønsterbrydere. Dem, der ikke har akademikerforældre.

Anja, Grazielle, Jesper og Klaus er nogle af de unge, der kommer fra hjem, hvor deres forældre ikke havde en akademisk uddannelse, men som alligevel tog rejsen gennem universitetet. Dem mødte vi i arbejdet med den Mønsterbryderkampagne, der satte fokus på vigtigheden af uddannelsesstøtte for mønsterbrydere, som vi i DM studerende lavede i samarbejde med Foreningen af danske lægestuderende, De studerende hos Dansk Ingeniørforening og Danske Medie Studerende.

I dag er det faktisk kun 17 pct. af de studerende, der tager en videregående akademisk uddannelse, der er akademikerbørn. Det betyder, at rigtig mange selv skal finde deres vej gennem universitetet uden deres forældres erfaring at støtte sig til. Vi ved også, at studerende med kortuddannede forældre får mindre økonomisk støtte.

Uddannelsesstøtten er netop den næring, der giver alle - uafhængig af akademisk indoktrinering og økonomisk baggrund - muligheden for at løfte sig der op, hvor de ser deres evner række.

Da jeg talte med Anja og hendes forældre i den smukke, blomsterrige have i en lille sønderjysk by, Fasterholt, bugnede de af stolthed. Der var da dage, fortalte Anja, hvor specialet lå som et uoverstigeligt bjerg forude eller uforudsete boligudgifter rystede økonomien. Men uddannelsesstøtten virkede som en stabil støtte, der i det mindste tog toppen af bekymringerne for fremtiden og sikrede hende den sejr, det var at skrive sit speciale og få et godt job, hvor hun nu giver tilbage til samfundet.

For Jesper, der idag er reservelæge i forsvaret, var det uddannelsesstøtten, der gav ham modet til at tage springet for at tage en lang uddannelse. Da jeg møder ham i barndommens gade, Stengården, afslører blikket i de isblå øjne lynhurtigt den stædighed og disciplin, der fik ham igennem militæret såvel som medicinuddannelsen. Jesper lagde selv stor vægt på, at uddannelsesstøtten gav ham rum til at dyrke det frivillige arbejde, der sikrede ham det stærke faglige netværk, som han i modsætning til mange af sine medstuderende ikke lige havde med i bagagen.

Der er så mange ting, der kræves i ens studietid: netværk, en sund økonomi, troen på egne evner og evnen til at se lyset for enden af tunnelen. For nogle kommer den støtte hjemmefra, som det gjorde for mig. Andre må knokle ekstra hårdt for at nå igennem. For mange er uddannelsesstøtten den støtte, der får dem igennem studietiden. Hvis vi gerne vil have, at andre end akademikerbørn tager en lang videregående uddannelse, bliver vi nødt til at insistere på uddannelsesstøttens fortræffeligheder.

En ting, som Anja sagde under optagelserne til kampagnen, rørte mig virkelig: Vi spurgte hende, hvordan det kunne være, når hun var så fyldt med tvivl og frygt for fremtiden, at hun alligevel kastede sig ind i den kamp, det var at gå på universitetet? Svaret var så simpelt, som det var sandt: Når man har evnerne, så skal man også bruge dem. Man skal ikke spilde sit talent. Derfor er uddannelsesstøtte talentstøtte.
Lea Friedberg, næstformand i DM Studerende

Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!