07.11.2018
Blogindlæg

Blog: Ungdoms­ledigheden får mig til at frygte for fremtiden

Erhvervslivet fortæller os, at vi skal have relevant erfaring for at kunne lande vores første job. Universiteterne fortæller os, at vi skal bruge mindre tid på vores studiejob og mere tid på læsesalen. Politikerne fortæller os, at uanset hvad vi gør, skal vi bare gøre det hurtigere. Læs det seneste blogindlæg fra Ronja Rose Ravnskov, forkvinde for DM Studerende.

Af Ronja Rose Ravnskov
Politiken skrev d. 1. november, at det økonomiske opsving har fået arbejdsløsheden til at falde. Bare ikke blandt de unge, og det får mig til at frygte for fremtiden. For jeg kender ikke en eneste studerende, der ikke gerne vil have et job, når de er færdige. Jeg kender faktisk heller ikke nogen studerende, der ikke går og glæder sig til at komme ud og bruge færdighederne i praksis. Og hvis det ikke mangel på lyst, som forklarer arbejdsløsheden blandt de 25-29-årige, så må der jo være noget andet galt.

For det første skal erhvervslivet blive bedre til at ansætte dimittender. I en tid med opsving, mangel på arbejdskraft og rivende udvikling i virksomhederne er det vigtigt også at se mod dem, som træder ind på arbejdsmarkedet for første gang. Dimittender, erhvervserfaring eller ej, er blevet undervist i den nyeste forskning og kan bidrage til nytænkning på et område.

For det andet skal politikerne fjerne de barrierer, som lige nu spænder ben for studerende i uddannelsessystemet. Politiske beslutninger som fremdriftsreformen, gangereglen og retskravet gør, at mange studerende haster igennem systemet uden at nå at opleve koblingen mellem et studierelevant job og det, man lærer i undervisningen.

For det tredje skal universiteterne i højere grad prioritere praksisorienterede undervisningsforløb og bruge cases, som binder teori og praksis sammen. Og så skal de sikre muligheden for praktik. Det er ikke universiteternes ansvar at sikre job til dimittender, men det er deres ansvar at sikre, at uddannelserne er relevante for samfundet i et vidensbaseret land.

For det fjerde skal fagforeninger i højere grad klæde os studerende på til arbejdsmarkedet. Fagforeningerne har et ansvar for, at vi kan stå stærkt på arbejdsmarkedet ved at kende vores værd og rettigheder. For selvom vi studerende gerne vil have et job, er det ikke altid let at se, hvordan færdighederne fra studiet faktisk skaber værdi på arbejdsmarkedet og i samfundet. Selvom vi glæder os, er det ikke nødvendigvis nemt at springe ud i en ny fase i livet.