17.05.2016
Blogindlæg

Bliv mentor og styrk dit lederpotentiale

Magistre bør helt oplagt i videre udstrækning end nu sigte efter lederstillinger, skriver Finn Dahlslund, karrierekonsulent i Dansk Magisterforening. Og et godt skridt på vejen kunne eksempelvis være at blive mentor.

Af Karrierebloggen
Som karriererådgiver i den gamle motorcykelfabrik møder jeg regelmæssigt magistre, der overvejer at få en mentor til at hjælpe sig videre i karrieren. Det kan fx være fordi, at de er kørt lidt fast og savner retning i arbejdslivet, men faktisk drejer det sig lige så ofte om personer, som har en klar idé om, hvor de ønsker at arbejde sig hen imod i karriereforløbet.

Og ofte går karriereønskerne på en form for generalist– eller specialistrolle indenfor kulturområdet, NGO–verdenen, kommunikation eller HR. Så tænker jeg to ting: 
  1. Det virker til at mange glemmer, at der ofte er næsten lige så meget at hente ved selv at blive mentor, som ved at få en mentor, dvs. at blive mentee. Indrømmet, hvis du er ny på arbejdsmarkedet, gælder denne sammenhæng typisk ikke.
  2. Ærgerligt nok, synes jeg, er det derudover stadigvæk sjældent, at man møder magistre som signalerer, at de har en ambition om at blive leder, typisk naturligvis indledningsvis i mindre skala.
Vender man tidsmæssigt blikket fremad, må det være oplagt, at magistrene i højere udstrækning melder sig i ansøgerfeltet, når der er chefstillinger i spil. Hvis man tidsmæssigt kigger bagud, ser man, at en stor del af magistrene, som er uddannet gennem de sidste 10–15 år, har fundet beskæftigelse som fuldmægtige i ministerierne og i kommunerne, samt i forskellige jobs på medarbejderniveau i den private sektor, og sammenlagt er godt og vel halvdelen af den samlede magisterstand i dag privatansat.

I forbindelse med orienteringen mod chefstillinger kan man helt oplagt, som et skridt på vejen, overveje at blive mentor. Og gerne ud fra helt ”egoistiske motiver” om, at man selv skal have noget ud af det! De fleste erfaringer peger således på, at det at være mentor kan være lige så givtigt som at være mentee. Og mentorkompetencer kan vel at mærke bruges, hvad enten du tilhører den oven for nævnte gruppe magistre, der ser sig selv på medarbejdersiden inden for kulturområdet, i NGO–verdenen, inden for kommunikation eller HR, eller hvis du tør følge opfordringen og gå efter en lederrolle.

Før vi ser lidt på erfaringsudbyttet ved at være mentor, er det på sin plads med en kort indkredsning af ledelsesbegrebet, hvor oftest blandt andet følgende stikord indgår:

  • at gå foran.
  • at finde nye veje.
  • at sikre, at medarbejderne trives og forløser deres potentiale.
  • at sikre, at organisationen og medarbejderne kommer sikkert ind i fremtiden.
  • at stikke en kurs ud og lægge en plan for at følge kursen, etc.
Netop i relation til dette er det vigtigt at nævne, at du som mentor får erfaring med:
  • at skabe og understøtte en udviklingsproces.
  • professionelle samtaler.
  • at lytte og være anerkendende.
  • at bidrage til at flytte en person til en forbedret situation.
  • at se, udvikle og formidle andres talenter.
  • coachende lederstil.
  • formidling af egen viden, erfaringer og indsigt.
  • at udstråle energi, drive og troen på, at det kan lade sig gøre.
Mange magistre kan med fordel som mentor begynde at pejle sig ind på kompetencerne efterspurgt i lederrollen, selvom det naturligvis i første omgang bliver ledelse i miniformat.
Finn Dahlslund, karrierekonsulent i Dansk Magisterforening