17.01.2019
Blogindlæg

Redaktør: Universiteters overforbrug af løstansatte må stoppe

Det kan ikke være rigtigt, at danske universiteter går i spidsen med at skabe et proletariat af løstansatte, mener redaktør Jakob Elkjær.

Af Jakob Elkjær
Universiteternes systematiske overforbrug af løsarbejdere skal stoppes. Konsekvenserne er alvorlige. Det skader arbejdsmiljøet på universiteterne med et A- og B-hold. Og for mange universitetsansatte betyder det, at de har svært ved at etablere et almindeligt voksenliv med børn. De kan fx ikke låne penge til en bolig.

Tag nu for eksempel 41-årige Jon Boiesen. Som vi fortalte i seneste nummer af Magisterbladet, så underviser han i tre universitetsfag med fine titler som ’retssystemernes funktion og virke’, ’ret, moral og politik’ samt ’retssociologi’ på Københavns og Aarhus Universitet. Hertil kommer to bijob. Alligevel tjener han mindre end en kasseassistent. I december tjente Jon Boiesen 11.282 kr. før skat og samlet under Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse på 117.000 kr.

Siden Jon Boiesen blev kandidat for otte år siden har han haft 12 forskellige kontrakter, men aldrig en fastansættelse – kun midlertidige stillinger – og han bor som sine studerende i et lejet værelse med delt køkken og bad. Nu udgør løse ansættelser halvdelen – 49 procent – af universiteternes årsværk mod en tredjedel i 2002. Og det er vel at mærke fraregnet p.hd.’er.

49 procent er et vanvittigt tal. Det burde være en løgn, at Danmarks fineste uddannelsesinstitutioner går forrest i udviklingen af det proletariat af løstansatte, som breder sig over Europa. Det er til at forstå, at landbruget har 16 procent løst ansatte, fordi der er sæsonarbejde. Det er til at forstå, at hotel og restaurationsbranchen har 17 procent løse. Men 49 procent på universiteterne? Det er hverken forståeligt eller rimeligt.


Jeg ved godt, at Jon Boiesen er et grelt eksempel, da eksterne lektorater ofte også har løn fra et fast job. Men forskere skønner, at op til 1.000 universitetsansatte i Danmark som Jon Boiesen har eksterne lektorater som primær indtægtskilde.

I DR Deadline den 28. december var forskernes arbejdsvilkår tophistorie. Anders Bjarklev, der er rektor på DTU og formand for rektorernes organisation, Danske Universiteter, blev konfronteret med kritikken, og hans svar så tilbagelænet, at man kunne frygte, at han ville falde ned af stolen.

Han sagde, at udviklingen, hvor flere sidder i løse ansættelser »bestemt« er kommet for at blive, og at den er en konsekvens af, at politikerne skærer ned på universiteternes grundbevillinger, samtidig med at forskningen i stigende grad bliver betalt af fonde, der støtter konkrete projekter med midlertidigt ansatte tilknyttet.

»Det er ikke nødvendigvis en dårlig udvikling,« sagde Bjarklev.

Undskyldningen holder ikke. Det er kun 12 procent af finansieringen af offentlige forskningsprojekter, der ifølge en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet kommer fra private fonde og organisationer. Selv om basisbevillingerne burde være højere, så kan det selvfølgelig ikke forklare og forsvare et niveau på 49 procent løse ansættelser.

Tænk, hvis det private erhvervsliv brugte samme logik og sagde, at variable indtægter er lig med løse ansættelser? Så ville private virksomheder jo ikke have fastansatte. Men i virkelighedens verden er den private sektor bedre end den offentlige til at holde antallet af løsarbejdere nede. Med god ledelse og rettidig omhu kan universiteterne selvfølgelig kombinere variable indtægter og fastansættelser.

Man tiltrækker ikke de bedste, hvis man på en gang lønner langt under erhvervslivets niveau og samtidig overhaler virksomhederne i prekære arbejdsforhold.

Den stigende prekarisering er ikke en naturlov. Det er resultaterne af politiske og ledelsesmæssige beslutninger, hvor rektorerne har et stort ansvar.

Det er ikke alene de ca. 117.000 aktive danske universitetsstuderende, der ofte får undervisning af løstansatte, men også de 72.000 studerende på de danske professionshøjskoler, der uddanner sygeplejersker, lærere og pædagoger.

Et oprør er nødvendigt. Ikke sådan et moderne oprør, hvor man skriver sure kommentarer på Facebook og tror, at det ændrer verden. Men god gammeldags faglig organisering og sammenhold.

På humaniora på Københavns Universitet har de løstansatte organiseret sig for et år siden. Og de har faktisk fået små, men vigtige indrømmelser:

Udsigt til bedre ansættelseskontrakter, faste møder med ledelsen og adgang til at få adjunktpædagogikum, som er nødvendigt hvis man skal gøre sig håb om en fast stilling som lektor.

Desuden har de løstansatte på KU dannet netværk med fremvoksende grupperinger på flere andre universiteter. God gammeldags faglig organisering er den eneste vej frem.

Kampen om de løstansattes forhold, skal vindes. Dels fordi det er ret og rimeligt. Og dels fordi alle lønmodtagere taber, hvis løsarbejderne ofres. De løstansattes forhold i dag, bliver let de fastansattes forhold i morgen. Kan universitetsledelserne se sig selv i øjnene, hvis Jon Boiesens 13. kontrakt også bliver tidsbegrænset?