01.02.2017
Blogindlæg

Du skal være bange, selv om det går forrygende

Dansk økonomi er bomstærk, og ledigheden er lav. Alligevel skal vi være bange for kinesere og robotter. Drop frygten og stil krav i stedet, mener redaktør Jakob Elkjær.

Af Jakob Elkjær
Det går strygende med dansk økonomi. Vi er bedre stillet end de fleste andre lande i verden.  De har opdaget det i udlandet:

Fredag skrev britiske The Independent, at ’danskerne er rigere end nogensinde’. ”De har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal gøre af dem”. The Independent beskrev, hvordan danskere fra babyer, over børn til voksne og pensionister i snit havde mere end 145.000 kr. stående på en almindelig bankkonto. Bare sådan der.

Produktiviteten stiger, og reallønningerne pisker op, mens negative renter i årevis har gjort det billigere at bo, konstaterer The Independent.

For nylig udbrød Nykredits cheføkonom Tore Stramer i et indlæg Politiken, at vi er ”på tærsklen til et af Danmarkshistoriens største opsving”. Det er nok at stramme den, men faktum er, at ledigheden i november 2016 var på bare 4,2 procent – næsten 50 procent lavere end 2010. Og der er udsigt til, at 50.000 flere vil få job de i år og næste år.

Men hov - hvorfor er det først nu vi taler om, at det går godt, hvis det har gået godt i årevis? For det første kan medier bedre lide historier, om at det går skidt. Vi skriver hellere om fly, der styrter ned end om fly, der lander. Og for det andet så troede økonomerne simpelthen ikke, at det gik så godt. En gennemgang med nye regnemetoder fra Danmarks Statistik viste før jul, at væksten i Danmark de seneste år har været dobbelt så stor som tidligere beregnet og nu ligger på omkring 1,5 procent. Caramba, Danmarks Statistik havde simpelthen skudt forbi.

Hvad betyder de gode tider for danske lønmodtagere?

Vi er ikke så bange længere. I Dansk Magisterforening kan vores karrierekonsulenter tydeligt mærke, at medlemmerne ikke bare klamrer sig til bordkanten for at beholde jobbet. De stiller nu krævende spørgsmål. Hvordan får jeg bedre opgaver? Hvordan får jeg bedst gjort opmærksom på dårlige vilkår på min arbejdsplads? Hvordan sikrer jeg mig, at der er et ordentligt arbejdsmiljø, når jeg bytter job? Skal jeg skifte job nu for at få mere I løn? Til det sidste er svaret ja. Et jobskifte løfter lønnen med i snit 8 procent.

Det er gode tider.

Hvad betyder det for arbejdsgiverne? Dels må de til lommerne og dels må de virkelig stramme sig an. Alle de arbejdsgivere, som i ly af krisen f.eks. har efterlyst robuste medarbejdere, fordi de ikke evnede eller ville tage fat i dårligt arbejdsmiljø, må se at komme i gang. Ellers forsvinder de dygtigste medarbejdere hurtigere, end arbejdsgiverne kan nå at sige flaskehals.

Den gode stemning er gift for erhvervslivets organisationer og tænketanke, som kæmper for at holde krisebevidstheden oppe. Og der er søreme meget, organisationerne siger, at vi voksne skal være bange for.

Ikke mindst treenigheden globalisering, disruption og automatisering. Globalisering er den gode gamle med de billige kinesere, der tager vores job. Disruption dækker over innovative produkter og virksomheder, der sparker benene væk under vores arbejdsplads og tager vores job, hvis vi ikke er på tæerne. Og så er der automatiseringen og robotterne, som kommer i intet mindre end en fjerde industriel revolution. De vender op og ned på alt og fjerner mindst 800.000 danske job.

Globalisering, disruption og automatisering er reelle tendenser, men slap af. Vi er midt i det, og ledigheden falder. Svaret på udfordringerne er heller ikke særlig kompliceret. Vi skal uddanne og efteruddanne, så vi kan håndtere de mere komplicerede job, som erstatter dem, der bliver outsourcet, udkonkurreret og automatiseret.

Alligevel bliver den diffuse frygt brugt flittigt til at få os til at makke ret. Professor Henrik Kaare Nielsen konstaterer i det kommende nummer af Magisterbladet, at man aldrig kan slappe af i konkurrencestaten.

”Vi skal klare os bedre end alle andre, altid, på alle parametre som økonomisk kan måles og sammenlignes med omverdenen. Det er et scenarie, hvor du ikke kan glæde dig over, at det går godt i øjeblikket – for i morgen er der nye problemer. Og vi er altid under pres udefra, så enhver tænkelig ressource skal mobiliseres. Og det skal være lige nu og nu og NU!”

Det var statsministerens nytårstale et godt eksempel på. Klædt i rødt slips, hvid skjorte og åben habitjakke kiggede Lars Løkke Rasmussen ind i kameraet og leverede årets første budskab.

”Vi skal have det bedste ud af gode tider.”

Statsministeren talte om nødvendigheden af nedskæringer. For selv om ”vi er helt ude af den økonomiske krise” er vi stadig nødt til at sænke SU’en, hæve pensionsalderen, skære i kontanthjælpen og bruge færre penge på asylcentre. Det er det eneste ansvarlige, forklarede han.

”Vi skal handle i tide. Man kan godt lukke øjnene for udfordringerne for en stund, det kan man godt. Men når man åbner dem igen, så er problemerne der endnu, ja de er kun blevet større,” sagde han.

Logikken er, at vi ruster os til fremtiden ved at reformere. Dem som har lidt skal have mindre og dem, som har meget, skal have mere.

Det har i virkelighedens verden intet med globalisering, disruption og automatisering at gøre. Det kunne give mening, hvis pengene til reformerne skulle gå til at investere i fremtiden gennem efteruddannelse og uddannelse. Men nej, tvært imod. Regeringen har netop bebudet, at man til efteråret vil fremlægge et skatteudspil, der sætter skatten ned generelt. Og specielt skal skatten på de riges dyre boliger sættes ned.

Det er ren interessevaretagelse for de mest velhavende. Intet andet.

Det fremtidssikrer ikke samfundet at skære i uddannelse, forskning, miljøindsats og ulandsbistand for at lægge flere penge i lommen på dem, som har mest i forvejen. Tunge internationale organisationer som FN, OECD og IMF advarer mod at stigende forskelle mellem rige og fattige skader både vækst og fattigdomsbekæmpelse. Og de danske økonomer, som tidligere anbefalede ’reformer’, advarer nu også direkte mod den stigende ulighed. Tidligere overvismand Torben M. Andersen sagde for eksempel for nylig i Politiken, at ulighed simpelthen truer dansk økonomi.

Siden årtusindeskiftet er den såkaldte gini-koefficient, der måler ulighed steget med næsten 7 procentpoint i Danmark. En markant ændring.

Og tidligere vismand Nina Smith peger på, at det ikke længere giver mening at hæve arbejdsudbuddet gennem f.eks. øget pensionsalder. Vi skal i stedet klæde arbejdsstyrken bedre på.

Regeringens politik er altså hverken baseret på danske eller internationale anbefalinger.

Man kan håbe, at den stærke danske økonomi, får lønmodtagerne til at turde kræve en mere lige fordeling af ressourcerne og en ny kurs med investeringer, som både gør os gladere, klogere og endnu bedre i stand til at håndtere globalisering, automatisering og disruption, end vi allerede er.