11.04.2017
Blogindlæg

De rige snupper efteruddannelsen

Lad os få en ny uddannelsesrevolution. Regeringen må vågne op og satse på fremtiden i stedet for på perspektivløse lettelser af boligskatten til de rigeste – ellers knækker samfundet midt over.

Af Jakob Elkjær

De folkevalgte bør satse på efteruddannelse i et omfang, der er så monumentalt og samfundsforandrende, at det kan sammenlignes med uddannelsesrevolutionen i det 19. og 20. århundrede.

Det fornuftige svar på robotter, automatisering, globalisering og disruption er nemlig livslang læring, så vi alle sammen har de kvalifikationer, der skal til, for at private og offentlige arbejdsgivere får den arbejdskraft, de har brug for – og alle vi andre kan beholde vores arbejde eller finde et nyt.

Hvis ikke regeringerne sætter sig i spidsen for en uddannelsesrevolution, vil samfundet falde fra hinanden i stadig større ulighed og splittelse.

Hvis man som nu stort set overlader efteruddannelse til arbejdsgiverne og markedskræfterne, bliver uddannelsen fordelt efter det bibelske Matthæus-princip: Den, der i forvejen har – de højtlønnede og de veluddannede – bliver begunstiget med mere. Og dem, som intet har – de ufaglærte og kortuddannede – får slet ingenting.

Sådan lød det for nylig i en leder i bladet The Economist på baggrund af et tema om livslang læring og efteruddannelse. The Economist har ret, og the Economist tager fejl. The Economist har ret i, at den hurtige udvikling på arbejdsmarkedet kalder på en uddannelsesrevolution. Det er ikke længere nok at uddanne sig længe i den første del af livet, når arbejdsmarkedet ændres så hurtigt og så radikalt. Folk er nu nødt til at få nye færdigheder gennem hele livet, hvis de skal have et godt job.

Men the Economist tager fejl, når de forudsætter, at skellet går entydigt imellem de højtuddannede og de ufaglærte. En biolog eller en antropolog, der er uddannet for 25 år siden, har også behov for at få opdateret sine it-kundskaber – og det er langtfra en selvfølge i dag.

I de seneste numre af Magisterbladet har vi kortlagt, at der også findes en overklasse og en underklasse blandt de højtuddannede, når det gælder efteruddannelse.

Lidt mere end halvdelen af de universitetsuddannede – 52 procent – har ikke fået efteruddannelse inden for de seneste 3 år. For bare 3 år siden var det kun 40 procent, som blev snydt for efteruddannelse. Samtidig kan vi se, at 35 procent af dem, som får efteruddannelse, får det én gang om året – eller mere. Og så er der de 5 procent, som har fået for 100.000 kroner eller mere de seneste 3 år.

Og hvem er det så, som får efteruddannelse? Også for akademikere er det Matthæus-princippet, som gælder. Jo højere løn, des mere efteruddannelse! Sammenhængen er entydig. Blandt medlemmer, der tjener 299.999 kroner eller mindre årligt, er der kun 17,5 procent, der har god mulighed for at efteruddanne sig. Det samme gælder for 50 procent af dem, der tjener mere end 700.000 kroner årligt.

Det er ikke så mærkeligt. 30 procent af de højtuddannede er ikke længere fastansatte i fuldtidsjob, men ansatte på korte kontrakter, selvstændige eller andet. Og fanden tager de sidste, når arbejdsgiverne bestemmer, hvem der skal have efteruddannelse.

Hvad er det, som får en af de frie markedsmekanismers fremmeste fortalere, The Economist, til at lyde som skandinaviske betonsocialdemokrater og kræve, at staten punger ud til efteruddannelse? Hvad er det, som får en af det frie markeds fremmeste fortalere til at foreslå, at man indfører en Singapore-model, hvor staten giver alle borgere et minimumsbeløb hvert år at efteruddanne sig for?

Svaret er ret enkelt. The Economist ser den stigende ulighed mellem rig og fattig som en trussel mod selve den markedsøkonomiske og demokratiske samfundsorden. Man har forstået, at hvis ikke de demokratiske økonomier kan levere en verden, som er bedre for de fleste, så baner man vejen for stærke mænd og protektionisme. Og det er jo ikke så godt, hvis man er sådan rigtig liberal.

Desværre har vi i Danmark en borgerlig regering, som ikke har forstået, at de åbne, frie markedsøkonomiske demokratier ikke kan holde til, at man bevidstløst lader uligheden vokse.

Uanset at OECD, IMF, FN, Verdensbanken, vismændene og alle mulige andre efterhånden advarer om den stigende ulighed, arbejder den danske regering systematisk  videre for at øge uligheden – for eksempel med boligskattelettelser til de allerrigeste. Samtidig skærer man på uddannelse og forskning.

Efteruddannelse er en af kronjuvelerne i den danske flexicurity-model, som The Economist og alle mulige andre roser til skyerne. Virksomhederne kan hyre og fyre, fordi der er et sikkerhedsnet og en mulighed for at blive klædt på til nye job.

Det vil være løgn at påstå, at regeringen ignorerer udfordringerne fra disruption og automatisering. Regeringen har nedsat et disruption-råd, og der skal være trepartsforhandlinger om efteruddannelsessystemet til efteråret. Man kan givet komme et stykke af vejen ved at få sat fut på de par milliarder til efteruddannelse, som angiveligt ligger og slumrer ubrugt hen i efteruddannelsessystemet.

Men regeringen må tænke større og satse anderledes massivt i stedet for at give skattelettelser til de rigeste boligejere. I forbindelse med trepartsforhandlingerne sidste år blev der nedsat en ekspertgruppe om efteruddannelse, som snart skal barsle med en rapport. Der er ikke lagt op til nogen revolutioner der, da det klart står i kommissoriet, at gruppens løsningsmodeller »skal kunne holdes inden for den økonomiske ramme og må ikke medføre meromkostninger for virksomhederne«.

Det er virkelig dumt ikke at satse massivt og samfundsomvæltende på efteruddannelse, som The Economist foreslår. For eksempel er det jo ærgerligt, at virksomhederne skriger på it-arbejdskraft, samtidig med at 1.000 højtuddannede med en it-uddannelse går ledige. Kunne der ikke være penge i at efteruddanne dem, så deres kvalifikation matcher jobbene? Men nej, IT-Universitetet må lukke kurser med netop de kompetencer, som virksomhederne mangler.

Det er jo synd, for det gør os alle fattigere. Og det større perspektiv er faktisk lidt uhyggeligt. Som The Economist konstaterer: »Hvis det 21. århundredes økonomier ikke skal skabe en massiv underklasse, så er det af største nødvendighed, at politikerne får udarbejdet en plan for, hvordan vi lærer, mens vi arbejder«.

Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!