12.03.2018
Blogindlæg

Blog: Jeg arbejder i det offentlige for sjov

I denne tid med rasende debat om vilkårene for offentligt ansatte får jeg som såkaldt kombinatør, der kombinerer lønarbejde med selvstændig virksomhed, lejlighed til at reflektere over mine job- og karrieremæssige valg, skriver Hans Stokholm Kjer.

Af Hans Stokholm Kjer
Min aktuelle situation er, at jeg har to lønmodtagerjob på deltid – ét i Thisted Kommune og ét i det private – kombineret med selvstændig virksomhed. I mit kommunale job er jeg udtaget til strejke, hvilket jeg bestemt ikke glæder mig til.

Lige som resten af mine kolleger i Kultur og Fritidsafdelingen vil jeg nemlig hellere passe mit arbejde end udskyde det, så jeg skal løbe hurtigere senere, hvilket for os vil være en konsekvens af en strejke.

Bedrøvelse
Som kombinatør kender jeg til arbejdsforhold både i det private og i det offentlige, og jeg bliver dybt bedrøvet over de fordomme om offentligt ansatte, der tydeligvis stadig hersker, og som igen og igen kommer til udtryk fra arbejdsgivers side. Altså heldigvis ikke lokalt på kontoret, hvor jeg fra ledelsen og politikerne oplever dyb respekt for vores indsats, men fra centralt hold og i pressen.

Respekt
Jeg kan simpelt hen ikke genkende billedet. Min oplevelse både på rådhuset i Thisted og blandt samarbejdspartnere lokalt, regionalt og nationalt oplever jeg ingen af disse såkaldte low performers, som bare dovner den og slipper så let som muligt om ved deres pligter. Tvært imod oplever jeg høj professionalisme og stort engagement, og jeg oplever at unge i administrationen (såvel konsulenter som kontorelever og de praktikanter, der arbejder gratis for kommunen) er vildt dygtige og leverer en noget højere faglighed end jeg var i stand til i deres alder.

Og jeg oplever heller ikke, at disse offentligt ansatte i alle kategorier er hverken langsommere, dårligere eller mindre begavede end kolleger i tilsvarende stillinger i det private.

Den eneste forskel er sådan set, at de får dårligere løn og altså må finde sig i offentlig nedvurdering.

Desværre oplever jeg også kolleger, som bukker under for belastningen og må sygemelde sig med stresssymptomer, når kravene over længere tid overstiger mulighederne for at løse opgaverne.

Så jeg kan berolige mine medskatteborgere, som mangler indblik i de reelle forhold på kommunale arbejdspladser, med, at vi får rigtig meget for vores skattepenge, selvom vi ofte bliver præsenteret for det modsatte indtryk.

For sjov
For mig eget vedkommende er det ret let at sammenligne min indtægt som lønmodtager i det offentlige med min indtægt som privat lønmodtager og som selvstændig. Og jeg kommer altså med de samme kompetencer alle tre steder.

I min konsulentstilling i Thisted Kommune får jeg overenskomstmæssig løn med et personligt tillæg for ”erfaring og engagement” – tillæggets størrelse er symbolsk, men jeg blev faktisk rigtig stolt over at møde disse to ord på min lønseddel. Flere af mine kolleger på kontoret får ikke noget personligt tillæg, så jeg står nok ikke først for ved de næste lokalforhandlinger. Og da jeg er på slutløn, er et positivt resultat af de aktuelle overenskomstforhandlinger min eneste chance for at min offentlige ansættelse lønmæssigt kan nærme sig mine to andre job.

Min privatansættelse hører under funktionærloven, og lønnen er forhandlet individuelt ved ansættelsen. Her får jeg (jeg var lige ved at falde i den negative retorikfælde og skrive ”naturligvis”) mere i løn. Min titel er projektleder, og jobindholdet minder til forveksling om min offentlige ansættelse. Blot er lønnen mere fair, og den nærmer sig niveauet for mit tredje job.

Som selvstændig tjener jeg noget mere pr. time. Til gengæld bærer jeg også en risiko for, at projekter mislykkes, at jeg løber ind i dårlige betalere, at konkurrenterne bliver for dygtige og alt muligt andet, som gør det udfordrende at stå med ansvaret for at tjene både mine egne og mine ansattes penge.

Jeg er så privilegeret stillet, at jeg i høj grad selv har kunnet vælge, hvordan jeg vil kombinere mine forskellige job. Og jeg er oven i købet så privilegeret stillet, at alle mine job giver mig en stor mental tilfredsstillelse, fordi jeg stort set kun skal arbejde med ting, som interesserer mig, og som jeg er dygtig til. Hvis jeg ville, kunne jeg skille mig af med medarbejdere i min virksomhed, som deler nogle af mine kompetencer, og tjene mere pr. time, end jeg får i kommunen.

Men hvorfor vælger jeg så ikke at lægge alle mine æg i den kurv, som giver det bedste afkast?

Det skyldes tre ting:
  1. Jeg sætter pris på at udføre en samfundsmæssig væsentlig opgave
  2. Jeg får adgang til et virkelig godt og kompetent netværk
  3. Jeg holder rigtig meget af mine kolleger og den gode stemning i afdelingen

Mine personlige jobvalg hænger altså ikke i så høj grad sammen med, hvad jeg får i løn. Jeg vælger mine job efter, hvor det føles sjovt og vigtigt at bruge mine kompetencer. Man kan sige, at jeg arbejder i det offentlige – lidt for penge og mest for sjov.

Karrieretræk
Men det er også klart, at jeg er påvirket af den negative retorik, jeg møder i beskrivelsen af mine kolleger som gruppe. I sociale sammenhænge skal jeg ofte lige forsvare et eller andet kommunalt, før jeg kan forklare om de ting, jeg arbejder med. Og selv blandt kolleger inden for det offentlige møder jeg den negative retorik. ”Jeg har kun været i kommunen i 1½ år, så jeg er ikke så kommunalt præget endnu,” sagde en kollega, som jeg forleden mødte for første gang, til mig, mens han fandt en praktisk genvej til en løsning på et problem.

Jeg har livet igennem valgt mine karrieretræk efter et lystprincip, når jeg har haft mulighed for det. Og det er klart at usund retorik og dårlig løn tæller på den negative side, når jeg næste gang skal reflektere over, hvorvidt de spor, jeg følger, fører et sted hen, hvor jeg gerne vil være.

Og jeg kan faktisk godt forstå mennesker, som ikke søger mod offentlig ansættelse i deres karriereplaner, når de både skal finde sig i dårlig løn og nedvurderende omtale.

Blandt andet derfor er det vigtigt, at resultatet af de aktuelle forhandlinger kommer til at vise respekt for de offentligt ansattes betydningsfulde samfundsindsats.