19.11.2014
Blogindlæg

God melding fra minister om forskere i den offentlige debat

Det er et skridt i den rigtige retning, at uddannelsesministeren lægger vægt på behovet for eksperters og forskeres formidling af deres viden til en bredere offentlighed og deres deltagelse i debatten. Men der skal mere til.

Af Ingrid Stage

Da Anders Fogh Rasmussen trådte til i slutningen af 2001, var noget af det første, han gjorde, at tage et ideologisk og populistisk opgør med det, han så smagfuldt kaldte ”eksperter og smagsdommere”. Nu skulle politikken ikke længere besluttes på grundlag af den viden, som råd, nævn og forskere måtte sidde inde med. Nu skulle folket - Anders Foghs folk - beslutte de politiske prioriteringer. Og sund fornuft og mavefornemmelser var en bedre rettesnor end videnskab og specialviden. Fluks blev 400 råd og nævn nedlagt. Det betød en ganske hård medfart til betydningsfulde områder, hvor Danmark var i front,  og hvor mange DM medlemmer var engagerede og ansatte.

Miljøområdet og ligestillingspolitikken var blandt de uglesete og blev derfor særlig hårdt ramt af nedskæringer. Det var en virkelig hård omgang på kort sigt, men den populistiske holdning, der lå bag, og den tiltagende politiske detailregulering  gav også mere fundamentale  konsekvenser for offentligt ansatte på det længere sigt.

Ikke mindst vores medlemmer på uddannelses- og forskningsinstitutionerne har mærket konsekvenserne af nullernes politik. Foghs populistiske felttog mod folk med viden, især viden af den politisk ubekvemme slags, blev fulgt op af en hidtil uset direkte politisk styring af uddannelses- og forskningsområdet.  Erhvervsorientering, markedsgørelse og kommercialisering blev nøgleord i debatten. Mest tydeligt kom det til udtryk i Helge Sanders hvidbog fra 2003 ”Fra Tanke til Faktura”. Der skulle nu kun tænkes tanker på universiteterne, der umiddelbart kunne omsættes til en faktura eller et produkt i en privat virksomhed.

Man kunne måske have forventet, at det ville give anledning til et ramaskrig på universiteterne. Det skete ikke, blandt andet fordi der samme år indførtes en ny og mere hierarkisk ledelsesstruktur, der erstattede den kollegiale styreform og fjernede de menige forskeres indflydelse på beslutningerne. Konsekvensen af ændringerne er en tiltagende tavshedskultur og selvcensur blandt universitetsforskere. Desværre med god grund.

For forskere, som har bidraget til den offentlige debat med deres forskningsbaserede viden om politisk kontroversielle emner, bliver udsat for stort pres fra folketingspolitikere, som finder deres bidrag ubekvemme. Deres troværdighed bliver beklikket, og deres fortsatte karriereudvikling forsøgt undermineret. I tider, hvor udsigten til en fast stilling som universitetsforsker bliver stadig sjældnere og tidsbegrænsede stillinger er den dominerende ansættelsestype, virker det direkte politiske pres dæmpende på forskernes lyst til at formidle politisk ubekvem viden. Men det er helt fatalt for den offentlige debat, der bliver forsimplet og ensidig.

På den baggrund er det ganske befriende, at Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen nu gør op med Fogh-doktrinen. At hun lægger vægt på behovet for eksperters og forskeres formidling af deres viden til en bredere offentlighed og deres deltagelse i debatten. Men det er til gengæld forfejlet at kræve, at forskerne direkte skal måles på og honoreres efter omfanget af deres deltagelse i den offentlige debat .

Ikke alle forskningsfelter er lige velegnede til formidling til en bredere offentlighed. Og det er også en misforståelse af de helt store, hvis ministeren tror, at der skal den slags økonomiske incitamenter til for at få forskerne til at formidle. Faktisk viser flere analyser, at hvis økonomiske incitamenter opfattes som et ledelses- og styringsredskab, virker de kontraproduktive på undervisere og forskere. Det fremgik meget tydeligt i den store analyse af New Public Management, som kom for et par år siden.

At ministeren så heller ikke benytter lejligheden til at kræve ændringer i managementkulturen på universiteterne og en styrkelse af medarbejderindflydelsen, som forårets evaluering  af universitetsloven faktisk giver belæg for, er ikke blot en stor skuffelse, men også noget, der underminerer det ellers fremragende budskab om behovet for  flere forskerrøster i offentligheden.