06.06.2018
Blogindlæg

Blog: Akademikere imod pseudoarbejde!

Vi skal gøre op med pseudoarbejde, som blot eksisterer for at udfylde en 37 timers arbejdsuge, men ikke bidrager med reel værdi og udvikling, skriver Dennis Nørmark.

Af Dennis Nørmark
Lad mig starte med en tilståelse. Jeg har skrevet to bøger, der på overfladen ser ud til at være i modstrid med hinanden. I 2016 skrev jeg bogen 'Humanistens guide til det private erhvervsliv', som har dannet grundlag for en del af de blogs, jeg har skrevet på denne side. I april i år kom så min og filosoffen Anders Fogh Jensens debatbog 'Pseudoarbejde - hvordan vi fik travlt med at lave ingenting'. I den slår vi til lyd for, at vi har fået alt for meget meningsløst, selvrefererende arbejde, der i stedet for at skabe konkret værdi og nytte har gjort registreringer, møder, dokumentation, kontroller, procedurer, PowerPoint-præsentationer, strategier, rapporter og andre ligegyldige aktiviteter til selve kerneydelsen. Vores påstand er, at vi i virkeligheden kunne holde langt mere fri, hvis vi indrømmede, at vi satte os selv og hinanden i gang med opgaver, hvis primære formål er at udfylde 37 timer, fordi det nu engang er den afmålte tid, vi har aftalt med hinanden, at vi er på arbejde i.

Stillinger vi opfandt til os selv
Og lad mig bare være helt ærlig. Bogen slår hårdt ned på administration, HR, kommunikation, revision, kvalitetssikring, marketing og ledelse. Alle områder, hvor humanister og akademikere typisk kommer til at arbejde. Det er områder, der voksede i takt med, at vi sendte produktionen til udlandet eller i hænderne på maskinerne, og som voksede i takt med, at vi uddannede flere og flere kandidater. Meget af det er nyttigt og nødvendigt, men en hel del er det i mindre grad. Pseudoarbejde er arbejde, som man godt selv ved, at ingen egentlig ville efterspørge eller outsource til nogen robot eller nogen kineser. Det er arbejde, det er svært at forklare til ens børn, arbejde, hvis konkrete resultat er mere end almindeligt vanskeligt at måle på, arbejde, som vi inderst inde godt ved ingen rigtig ville efterspørge eller savne, hvis det forsvandt. Og nok også, hånden på hjertet, arbejde, vi aldrig drømte om, at vi skulle lave, da vi afsluttede vores akademiske uddannelse. Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, der siger, at de drømte om at skrive årsrapporter for virksomheder eller sikre compliance, da de stod med kandidatgraden i hånden.

Derfor bliver jeg også nødt til at se kritisk på, at jeg for to år siden skrev en bog, hvori jeg blandt andet formulerede følgende råd til humanisten i erhvervslivet: ”I virkeligheden er det ikke spor svært at finde områder i organisationen uden strategier, og det er derfor et område, hvor man som driftig humanist hurtig kan rage opgaver til sig. ”Skal jeg ikke lige formulere vores strategi” siger du, og straks har du fred i flere uger til at skrive et eller andet, som resten af holdet vil klappe af, for derefter at glemme alt om igen”.

Sådan ville jeg ikke skrive i dag. Sådan kan jeg ikke skrive i dag. For grunden til, at min tone både i denne bog, og lejlighedsvist på denne blog, til tider kan være en anelse sarkastisk, har nok været, at jeg selv har været på en rejse, hvor jeg har indset, at en del af det arbejd,e man som humanist sættes til at lave, egentlig er under vores værdighed. For naturligvis kan man opfinde en kommunikationsstilling til sig selv. Man kan da altid opfinde en stakeholder, man ikke har talt til endnu. Man kan da altid opfinde en risiko, som man skal forberede sig på. Man kan altid skabe en procedure til at afhjælpe et selvopfundet problem. Man kan altid forbedre på kompetencer hos alle ansatte. Spørgsmålet er bare, om man skal.

Overuddannede til stabsfunktioner

Humanistens guide til det private erhvervsliv var ingen normativ bog, det har altid været mit eget moralske figenblad - og den kan stadig læses og er dybt anvendelig for dem, der virkelig gerne vil forstå det private erhvervsliv. Det samme er det, jeg skriver på denne blog. Men lad mig, i lyset af min nye bog, lidt grundigere beskrive, hvad jeg har lært set i lyset af begge bøger, og hvor jeg synes, vi som akademikere bør bevæge os hen.
Du kan selvfølgelig vælge at være ligeglad og skide højt og flot på at blive placeret i en organisation, hvor ingen har overblikket over noget som helst, og du derfor kan få lov til at beskæftige dig til en fuldtidsløn med overflødigt papirarbejde. Det må du gerne. Det dømmer jeg dig ikke på.

Men pointen med at problematisere pseudoarbejde er for mig, at vi som humanister, og andre med lange akademiske uddannelser, ikke må spilde vores talent. Men det sker, de facto, når kandidatgrader i dag er blevet adgangskortet til stillinger, hvor man tidligere kunne klare sig med en kontoruddannet. Jeg tror, de færreste humanister kan føle sig tilfredse med meget af det arbejde, de bliver sat til at lave, så her er mit håb for, hvordan vi skal anvendes for fremtiden.

Den store frisættelse

Hvad fremtidens organisationer har brug for er reel udvikling. Det er én stor kliché, men lad mig uddybe. Det, vi opfinder i dag, er en skygge af det, vi opfandt tidligere. Førende forskere mener faktisk, at den sidste epokegørende opfindelse, menneskeheden skabte, er vaskemaskinen (og ikke internettet). Siden da har vi blot forbedret på ting, vi havde i forvejen. Vi har stadig ikke fået flyvende biler, men vi har fået bedre telefoner, bedre computere, hurtigere fly og mere effektive vaskemaskiner, parkeringsautomater og tog. Men alle de ting var også til stede for 70 år siden. Vi har blot gjort dem bedre. Noget nyt har vi ikke rigtig lavet.

Jeg tror, årsagen er, at vi har spildt vores (ud)dannelse på administrative sysler, koordinering og endeløse samtaler om ingenting. Vi har alle travlt, men vi har reelt meget lidt tid til bare at sætte os ned og være kreative i. For der er hele tiden noget, vi skal, og dette løb rundt i hamsterhjulet af ligegyldige aktiviteter gør, at vi reelt er udviklingsmæssigt stagneret i en tid, hvor vi stadig har behov for at løse akutte problemer.

Jeg tror, at eskimologer, antropologer, kandidater i informationsvidenskab, russisk og kommunikation, kan gøre det langt bedre, end vi gør det i en eller anden ligegyldig stabsfunktion. Vi kan være med til at drive udviklingen fremad, hvis vi får mere tid til fordybelse, til at anvende den viden, vi faktisk har, og samtale med hinanden om dét i stedet for, om hvilke resultatmål, der skal ind i en eller anden kontrakt. For kreativitet og gode idéer kan man ikke sætte ind i en målkontrakt. De opstår, når der er tid til det, og vi kan gøre så meget, der er så meget mere værdifuldt, hvis blot vi frisættes til det. Det betyder også, at vi skal blive endnu bedre til at råbe bullshit efter det, som vitterligt er netop det. Hvilket jeg er glad for, at jeg altid har haft som underliggende tema i det meste af det, jeg har skrevet om humanister i erhvervslivet. Og min sarkasme har altid været en påmindelse om, at et eller andet er rivende galt ude på vores arbejdsmarked. Og at vi som humanister er nogle af de eneste, der faktisk kan gøre noget ved det.

Jeg ved, at ovenstående ikke er særligt konkret, men jeg vil bestræbe mig på at forsøge at gøre det mere konkret i fremtidige blogs her på siden, for jeg tror ikke, nogen af os kan holde til mere bullshit.