06.02.2015
Blogindlæg

Den farlige klasse

Fagforeningernes omdrejningspunkt er mennesker i stabile stillinger. Sådan ser verden bare ikke længere ud, og det er en krise for fagbevægelsen. Nu skal vi finde svarene for alle dem med usikre ansættelsesforhold.

Af Henrik West
Hvad rummer de mere og mere frisættende og rammeløse fremtidsudsigter af positive udviklingsmuligheder for os selv? Og hvordan kan fagbevægelsen spille sin vigtige rolle på mere fremtidsrettede måder? Hvordan kan vi som frie individuelle aktører på arbejdsmarkedet ikke blot overleve, men få et bedre og mere interessant arbejdsliv gennem nye samarbejdsformer? Og hvordan kan fagforeningen bedre støtte medlemmer, der ikke er dækket af fælles overenskomster og ordinære ansættelser?

Gode spørgsmål som kræver svar - men har vi dem?  Spørgsmålet om ”prekariatets” magt, som bestyrelserne for Freelancere og Selvstændige og DM Privat i fællesskab sætter på dagsordenen i Dansk Magisterforenings forum, har allerede sat gang i drøftelserne world wide.

Prekariatet er af Guy Standing, professor i udviklingsstudier på University of London og forfatter til bogen "The Precariat: The New Dangerous Class", defineret som en klasse af de millioner af mennesker, der fører en usikker tilværelse på arbejdsmarkedet, hvor de udfører en enorm mængde af arbejde, der ikke regnes for noget i den traditionelle lønmodtagerkultur. Begrebet ”prekariat” bygger på det engelske ord precarious, som betyder noget i retning af det usikre og det uholdbare, og blandt den klasse er blandt andet højtuddannede unge arbejdsløse.

Han argumenterer for, at det er en klasse, som er potentielt politisk farlig, fordi den afviser de gamle parti- og fagpolitiske dagsordener. Det er dog også en klasse, som må have et politisk forandringspotentiale, fordi det kan være stærkt nok til at skaffe sig af med de ulighedsvilkår, der bliver mere og mere fremherskende på det nuværende arbejdsmarked.

Standings perspektiv er makrosociologisk og historisk betinget. Han tager udgangspunkt i, at det i år er 800-året for verdenshistoriens første charter ”Magna Carta”, der udtrykte den dengang fremvoksende klasses krav til en ny samfundsindretning. Han mener, at der er brug for, at den fremvoksende verdensomspændende klasse af lønarbejdere, uden veldefinerede rettigheder og uden sikre rammer og udsigter, udvikler et prekariært Charter for mere lige, retfærdig og hensigtsmæssig indretning af verdenssamfundet.

Han ser politikerlede, generel mistro til finanssektor og andre magthavere, og den aktuelle sociale uro i protestbevægelser som famlende, men relevante forsøg på at sætte en ny dagsorden. Ikke uinteressant mener han, at fagforeningerne mentalt stadig befinder sig i industrisamfundet. Deres politiske og mentale omdrejningspunkt er mennesker i stabile fuldtidsstillinger, og de forventer derfor, at deres medlemmer tager ordinære jobs. Sådan ser verden bare ikke længere ud, og det er en voldsom krise for fagforeningerne.

Ideen om prekariatet er jo så ikke svaret, men det kan være den advarsel, som ruster os til at finde en anden måde at løse udfordringerne for en større og større del af vores medlemmer. I den sammenhæng er det værd at huske, at målsætninger og politikker, som arbejderbevægelsen sværger til i dag, jo ikke var defineret på forhånd, men stille og roligt tog form i løbet af de mere end 100 år bevægelsen har haft sin berettigelse. Så vi må kunne finde svarene.