16.06.2014
Blogindlæg

CBS vs. Univer­sitetet (vol. 1)

Universitetet som institution befinder sig i disse dage i noget, der, for mig at se, bedst kan beskrives som en form for identitetskrise, midtvejskrise eller overgangsalder.

Af Sofie V. Jensen

Det virker som om universitetet har svært ved at finde fodfæste i en konstant foranderlig verden, og at man i afmagt er godt i gang med at køre sig selv i sænk i forsøget på at leve op til de skiftende politiske vinde. Vi kunne godt bruge, at universiteterne i stedet gik i trodsalder – satte spørgsmålstegn ved autoriteterne og i højere grad råbte op, når man føler sig uretfærdigt behandlet, eller når politikerne gang på gang træder over stregen og vil lege uddannelseseksperter og opdragere, eller når de vil have en finger med helt ned i de administrative detaljer ude på universiteterne.

Identitetskrisen kan koges ned til en diskussion om, hvad formålet med at tage en lang videregående uddannelse er eller bør være, og hvad universitetets vigtigste rolle er. At danne eller at uddanne? At spytte kandidater ud til glæde for det private erhvervsliv eller at bedrive kritisk forskning? Det er en diskussion, som man kredser rundt om, men aldrig rigtig tør tage hul på. Men det er her roden til masseuniversitetets krise ligger. Jeg synes, at for at kunne indgå konstruktivt i diskussioner om kvalitet og relevans, må det være altafgørende, at man først tager en diskussion om ontologi og stiller spørgsmålet – relevans for hvem? Er det ikke det første vi lærer i videnskabsteori? At det ikke nytter at sammenligne argumentationer og opbygge en analyse uden først at identificerer eller tilkendegive de ontologiske udgangspunkter for analysen?

Det er klart, vi ikke alle sammen kan forske og nørde videnskabsteori eller filosofi – jeg tvivler på, at det er os alle sammen, der har lyst til det. Det er klart, vi har brug for højtuddannede folk, der kan make the world go around, skabe vækst og sørge for, at der er noget på bundlinjen at lege med, men kan de ikke tage på CBS? For hvis der ikke er plads til de store abstrakte filosofiske tanker og den kritiske forskning på universitetet, hvor så?

Kunne man forestille sig et uddannelsessystem, der i højere grad differentierede mellem Copenhagen Business School og Universitetet? Kunne man forestille sig, at man værdsatte og dyrkede forskellene imellem de to uddannelsesinstitutioners ontologiske udgangspunker i stedet for at gå på kompromis med dem og dermed forringe uddannelseskvaliteten? Kunne man forestille sig, at det ville skabe bedre universitetsuddannelser og relevans for den enkelte studerende, hvis man turde tage hul på bylden og give sig i kast med de svære diskussioner? Jeg tør godt! Læs med næste gang.